Poul Petersen var en teknisk særdeles dygtig spiller. Han havde en veludviklet sparketeknik og et godt overblik.

Desuden var han hurtig og klog. Det var ikke så mærkeligt at hans klub AB så et strålende talent i Poul Petersen. Det var mere underligt, at han som seniorspiller omskoledes til back i en klub der ellers satte pris på dygtige teknikere og taktikere. 

Backerne dengang vovede sig sjældent over midterlinjen, og når de erobrede kuglen, blev den som oftest ekspederet langt væk fra farezonen.

Poul Petersen havde så meget mere fodbold i sig. I det gamle 2-back system havde han været en gudbenådet konstruktiv forsvarer. Men i 40’erne måtte man som back nøjes med at være møver. Han var for sent ude – eller blot forud for sin tid.

Poul debuterede på landsholdet i 1946 i en kamp i Oslo mod Norge. Siden blev det til 34 landskampe for Danmark – dengang et meget højt antal.

På Europas udvalgte hold

Petersen opnåede den store ære at blive udtaget til prestigeopgøret mellem Storbritannien og Europa på Hampden Park i Glasgow i 1947. Det indbragte navnet ”Europa-Poul” – og en på mange måder frygtelig sportslig oplevelse, eftersom det kontinentale Europa blev udspillet og tabte med 6-1. 

Poul Petersen var, sammen med AB-kollegaen Knud Bastrup-Birk, udset til danne et solidt backpar ved OL i London i 1948. Men begge var skadede under turneringen og kom ikke til at spille.

Det satte et umiskendeligt præg på det danske spil. I semifinalen mod Sverige manglede det danske forsvar taktisk struktur og tabte fortjent med 4-2. Et nederlag der kunne være blevet langt større, hvis ikke Eigil Nielsen havde vogtet det danske mål med bravour.  

Dansk fodbold i tiden efter de Olympiske Lege blev kraftigt påvirket af den store spillerudvandring til især Italien. Eftersom Poul Petersen ikke havde haft et udstillingsvindue ved OL, og eftersom forsvarsspillere ikke var i høj salgskurs, kom ”Europa-Poul” aldrig til udlandet som professionel.

I stedet nåede han at vinde hele 5 danske mesterskaber med AB og deltog ved de Olympiske Lege i 1952 i Helsinki, hvor Danmark nåede kvartfinalen.  

Landstræner med ringe erfaring og sløje vilkår

Efter den aktive karriere blev Petersen en trofast og vellidt kasserer, leder og ungdomstræner i AB.

I 1962 blev han – noget overraskende – ansat som Arne Sørensens afløser som landstræner. Det var en drøj udfordring, eftersom det var tunge fodspor at skulle træde i, og da Poul Petersen faktisk ikke havde megen erfaring med træner-hvervet.

Europa-Poul er (sammen med Lars Knudsen) den danske landstræner i historien, der har haft det smalleste træner-cv. Han havde faktisk aldrig trænet et seniorhold. Til gengæld havde han praktisk erfaring.

Ansættelsen vidnede omvendt om den store respekt for Petersens taktiske kunnen der fandtes i dansk fodbold på det tidspunkt. Som kontoruddannet og med administrativ erfaring fra bestyrelsesarbejde i AB (og søn af en politibetjent) var Poul vant til at holde system i sagerne.

En anden årsag til at DBU disponerede således var nok, at man i Poul fik en loyal ”firmaets mand”, der ikke brokkede sig over ansættelsesvilkår og havde personlige ambitioner der flugtede med unionens intentioner og muligheder. Arne havde insisteret på mere professionelle rammer, og det havce DBU ikke været indstillet på at indfri.

Pouls arbejdsvilkår som landstræner var imidlertid frustrerende ringe. Ressourcerne var yderst sparsomme og forholdene for landsholdet ganske spartanske. Desuden var der i tiden en ret omfattende debat om amatørismen i dansk fodbold, kontra de forventninger og krav som der samtidig blev stillet fra presse og ”fodboldfolket” til landsholdets præstationer.

Efter OL-succesen i 1960 var der skruet gevaldigt op for forhåbningerne. Men elitespillerne var jo amatører, og man kunne ikke kræve at de var i samme topform og fitness som deres professionelle modstandere.

Det startede ellers lovende. Pouls første sæson som landstræner, 1962, blev et meget stærkt landsholdsår med bl.a. en flot 4-1-sejr over Holland. Men siden måtte man sande, at dansk fodbold var kraftigt stagneret taktisk, teknisk og ikke mindst på talentudviklingen.

De sidste amatørers landshold måtte forlade sig på defensivt og destruktivt spil, ofte til publikums mærkbare mishag. Og i virkeligheden langt fra landstrænerens egen dybeste overbevisning om hvordan fodbold bør spilles.  

I 1963 spillede landsholdet sig frem til semifinalen i EM-turneringen (dengang kaldt Nations Cup), men det var på en billig baggrund og et nærmest absurd lodtrækningsheld. Danskerne besejrede Malta og Albanien inden man måtte ud i omkamp mod Luxembourg for at opnå kvalifikationen.

I EM-semifinalen i Barcelona lagde Petersen en realistisk, men også ultradefensiv taktik, og begrænsede nederlaget mod Sovjet til 0-3. I kampen om bronzemedaljerne revancherede danskerne sig og tvang Ungarn ud i forlænget spilletid (men tabte dog til sidst med 3-1).

Poul Petersen stoppede med udgangen af 1966. Det blev en trist sortie med et landskamp-år, hvor Danmark kun formåede at vinde 1 ud af 9 landskampe.

Europa-Poul gik bort i 1997.

Statistik:

Landstræner 1962-66.
47 landskampe.
Herunder 17 sejre, 8 uafgjorte, 22 nederlag.
Målscore 85-94.

EM nr. 4 i 1964.

Læs også: Han var den bedste AGF-spiller i guldkampen