Den lille tank: Francis Lee var britisk fodbolds hidsigste geni
Født på denne dag i 1944.
Denne artikel skal handle om den passionerede, opportunistiske og særdeles underholdende Francis Henry Lee.
Franny Lee lignede på ingen måde en toptrænet professionel elite idrætsmand. Han var lille, tæt bygget og lettere tyndhåret.
Ved første øjekast virkede han lidt kluntet. Men i realiteten var han en af britisk fodbolds farligste forwards i en årrække og en af de vigtigste spillere på det – måske – stærkeste engelske landshold gennem tiderne.
Lee var en eksplosiv ”anden-angriber”, der skabte ravage og uro i ethvert forsvar. Han kunne minde om en af de små, mobile M3 Stuart-kampvogne, som briterne benyttede i sin tid i ørkenkrigen.
Konstant på togt på fjendens flanker lod de granaterne regne ned over modstanderne fra de mest ubehagelige og forstyrrende vinkler. En lille hurtig og kompakt tank, der var vanskelig at tæmme.
Lod sig ikke kue af chefen
Lee blev ansat i Bolton Wanderers som ”ground staff boy” og klippede plæne/pudsede støvler med mere som 14-årig. Siden kom han på lærlingekontrakt og debuterede som kun 16-årig på 1. divisionsholdet og scorede mod Manchester City (og fik – ganske karakteristisk – en advarsel).
Lee og manager Bill Ridding kom imidlertid ret skidt ud af det med hinanden. Ridding mente, at knægten manglede ydmyghed, og det havde han faktisk fuldkommen ret i. Lee nægtede at ligge under for jantelov. Den lille angriber (på det tidspunkt af karrieren højre wing) rendte sin chef på dørene i tide og utide og forlangte forbedringer i sine kontraktforhold.
Spillerne dengang var notorisk dårligt lønnede (25 pund om ugen), og manageren fortalte Lee, at professionelle fodboldaktører: ”Ingenting havde uden for fodbolden. De er blot arbejdere.” Han havde dog gjort regning uden vært.
Francis Lee var lige så determineret og flittig uden for kridtstregerne som indenfor. Han spinkede og sparede og investerede sine penge fornuftigt. Lee beskrev sine syv år i Bolton som de syv forbandede år (”Seven sickening years”), men Bolton var desperate efter at beholde talentet og spredte rygter om, at Lee var uregerlig.
Han gik angiveligt på druk og jagtede damer efter forgodtbefindende, hvilket afskrækkede Arsenal og Stoke City fra at byde på ham, men det ville Lee ikke sådan finde sig i. Han pudsede simpelthen en advokat på sin arbejdsgiver, og i 1967 lykkedes det endelig at få ledelsen til at acceptere en transferanmodning.
Gylden periode i City
Manchester Citys dygtige manager Joe Mercer så mulighederne i den da 23-årige Francis Lee og betalte en overgangssum på 60.000 pund, hvilket var klubrekord for the Citizens på det tidspunkt.
Den engelske spillerforening – i mange år tegnet af den legendariske Wolverhamptonforward Derek Dougan – havde en fast aftale med klubberne om, at spillerne havde krav på fem procent af transferbeløbene, så der røg 3.000 pund i Francis Lees opsparing. Ikke længe efter havde han gjort sig økonomisk uafhængig af sin metier, ikke mindst i kraft af sit eget firma F. H. Lee ltd., der fremstillede toiletpapir. Der viste sig at være penge i lortet, så at sige.
På fodboldbanen faldt Lee hurtigt ind i et forbilledligt samarbejde med den teknisk velfunderede wing Mike Summerbee. De to udgjorde i flere sæsoner en brandfarlig flanke på Maine Road, og allerede i Lees første sæson kunne han fejre det engelske mesterskab med sin nye klub.
Det kom i hus med et to point forspring til bysbørnene fra United, hvilket nok ikke har gjort triumfen mindre sødmefuld. Lee scorede 16 gange og medvirkede dermed i høj grad til mesterskabet, ikke mindst med sit sejrsmål på sidste og afgørende spilledag, hvor City slog Newcastle United.
Året efter blev det til et FA Cup-trofæ og debut for Sir Alf Ramseys Three Lions. Og i 1970 vandt Lee Liga Cuppen og Europa Cup-turneringen for pokalvindere med City.
Med sit opportunistiske gåpåmod blev Franny en fanfavorit i den lyseblå del af Manchester, men ellers var han – mildt sagt – ikke elsket. Det hang sammen med to ting. Dels et hidsigt temperament, der ofte gjorde ham til paria på udebane, og dels en ualmindeligt veludviklet evne til at få tilkendt straffespark.
Det gav Lee ry for at falde let og filme, hvilket var – og er – stærkt upopulært på de engelske stadioner. Det udløste øgenavnene ”Franny the diver” og det koreanskklingende Lee Won Pen (Lee one penalty).
Stærkeste Three Lions nogensinde?
I 1970 spillede Francis Lee en fremtrædende rolle på det engelske VM-landshold i slutrunden i Mexico. Det er ofte blevet hævdet, at Alf Ramseys mandskab i 70 faktisk var stærkere end det, der vandt VM fire år tidligere. Det er undertegnede delvist enig i.
Mange af spillerne kulminerede netop på det tidspunkt, og der var en enorm rutine og gennemført klasse over de forsvarende mestre. Paradoksalt nok var det i de to kampe, englænderne tabte, hvor de spillede bedst og egentlig bekræftede, at holdet var en særdeles alvorlig titelkandidat. Opgørene mod Brasilien og Vesttyskland var to af de bedste kampe, der nogensinde er spillet ved et verdensmesterskab.
Kampen mod Pelés brassere blev et brag af en underholdende og medrivende dyst, der nemt kunne have endt 4-3 eller 4-4. Brasilien spillede med charme og format, og Gordon Banks’ fantomredning på Pelés hovedstød vil altid stå som et fuldkommen ikonisk øjeblik i VM-historien.
Men England havde deres perioder og reelt rigeligt med chancer til at få mindst det ene point. Alan Ball havde et skud på overliggeren, West Bromwich-forwarden Jeff Astle brændte en kæmpe mulighed, og så var Francis Lee nær blevet helten med et smukt flyvende hovedstød.
Brasiliens målmand halvklarede, og på sædvanlig kamikaze facon kastede englænderen sig frem for at få ram på riposten. Resultatet blev desværre, at han fik plantet sin støvle i hovedet på den stakkels keeper, og det indbragte Lee den første advarsel til en engelsk spiller nogensinde i en VM-slutrunde.
I kvartfinalen tabte England, som bekendt, i et sandt brag med 3-2 mod Vesttyskland. Samlet opnåede Francis Lee 27 kampe for nationalmandskabet og scorede ti gange.
I 1972 blev han ligatopscorer med hele 33 mål, heraf 11 scoret på straffespark (han fremtvang selv hovedparten). Året efter havde han en lidt mere sløj sæson, men kom i mediernes søgelys via en dom for at have tilsidesat andres sikkerhed i trafikken og stukket af fra et ulykkessted. Det kostede en bøde på 40 pund og ridser i omdømmet.
I 1974 solgte Manchester ham til Derby County, og med ti mål medvirkede han til at vinde endnu et mesterskab, denne gang med the Rams. Derbys spillestil under manager Dave Mackay er ofte fremhævet som noget af det mest offensivt seværdige i historien.
Episk slagsmål
I november 1975 lagde Lee yderligere alen til sin berømmelse. I et brag af en kamp på Baseball Ground mod Leeds United gerådede Lee ud i en episk fight mod engelsk fodbolds mest frygtede forsvarsspiller. ”Lee Won Pen” havde provokeret Leeds’ jernmand Norman Hunter ved at fremskaffe et tvivlsomt straffespark i første halvleg.
Efter en nærkamp i anden halvleg blev der betalt tilbage. Hunter plantede en kæberasler på Lee, der så tydeligt groggy ud. Havde Franny været en ægte ”diver”, så havde han lagt sig her, men han blev på benene.
Dommeren kaldte begge spillere til sig og udviste dem med en vinken med hånden (man brugte ikke røde kort i England på det tidspunkt). Lee gik nogle meter bag Hunter på deres vej over mod bænkene, da pokker pludselig tog ved den lille iltre angriber. Lee spurtede efter den tårnhøje og hærdebrede Leedsforsvarer og begyndte at hamre en serie hårde møllesving ind på Hunter.
Publikum jublede lige dele eksalterede og forbløffede, da de bevidnede, at kæmpen først forsøgte at forsvare sig over for den regn af slag, der føg ned over ham. Så gik han nogle skridt baglæns, tydeligt ude af balance, og minsandten om ikke Hunter blev bragt til fald.
Samtlige spillere og dommerne fik kastet sig imellem de to kamphaner, hvorefter britisk fodbolds barskeste mand Norman Hunter slukøret og mørbanket traskede mod udgangen, alt imens den lille undselige Franny Lee – stadig fnysende rasende – måtte eskorteres helt ud af stadion af et par officials. Derby vandt en fuldstændig forrygende match med 3-2.
FA reagerede bagefter ved at udelukke Lee fra Derbys forestående Europa Cup-match mod Real Madrid! Det havde manager Dave Mackay det – forståeligt – ret stramt med.
Året efter trak Francis Lee sig fra fodboldkarrieren for at hellige sig de lukrative forretninger, han i årevis møjsommeligt havde bygget op. En periode i 90’erne som bestyrelsesformand for Manchester City blev til gengæld ikke specielt succesrig.
Han får selv det sidste ord (fra The Sunday People 1970):
”Jeg er stolt af, hvad jeg har gjort, og hvad jeg har opnået. For det er et af mine mål at bevise, at fodboldspillere ikke er de fjolser, som mange går og tror, at de er.” Så sandelig!
Francis døde i 2023.
Læs også: Han var den bedste AGF-spiller i guldkampen
