58 år i dag.

Farverig, flamboyant, åbenmundet, selvbevidst, lækkert hår. Sådan kender offentligheden målfarlige Mark Strudal.

Men Mark er også eftertænksom, generøs, imødekommende, velformuleret, seriøs. En dedikeret fodboldmand og talentudvikler.

Portrættet fortsætter efter videoen.

På kant med Sepp

Mark Agner Strudal Petersen (ændret i 2005 til Mark Agner Boecking Strudal) er sjællænder om en hals. Han spillede ungdom i Holbæk, Bramsnæs og Roskilde, men det blev Hvidovre IF der ”slap ham løs” på topniveau. Han debuterede som 18-årig i 1986 og det stod snart klart for enhver, at her var der en forward med både selvtillid og flot frisure, der ikke stak sit lys under en skæppe.

Mark havde ikke været i DBU’s søgelys før 1987, hvor han fik en chance på et U-20 landshold, der blev benævnt ”Talent 90”, i en testkamp mod Vesttyskland. Det blev til en indskiftning for Brian Laudrup i anden halvleg. Året efter spillede Mark sig ind på U-21 landsholdet med to mål i en kamp mod Østrig, og siden udgjorde han en lovende duo med Torben Frank i en række U-landskampe.

Som kun 20-årig fik Strudal chancen på Richard Møller Nielsens OL-landshold i den sidste kvalifikationsgruppekamp mod Polen, hvor Danmark vandt med 3-0. Desværre havde Per Frimann-sagen forkludret projektet og forhindret danskerne i at tage OL-billetterne. Ricardo var ikke helt tilfreds og udskiftede Mark inden der var gået en time. Senere på efteråret 1988 gav Sepp Piontek så Mark muligheden på A-landsholdet i en langgaber af en venskabskamp mod Island (1-0).

Nogle måneder senere lagde den ungdommelige opportunist sig ud med Piontek efter et 15 minutters indhop mod Canada. Strudal var utilfreds med den magre spilletid, og Sepp svarede igen med et utvetydigt: ”Hold så kæft, Mark Strudal! Mark er meget overbevist om sine egne kvaliteter. Men han må udvise tålmodighed”.

Angriberen havde ellers noget at have den selvbevidste attitude i. I foråret 1988 var han skiftet til Næstved, hvor han udgjorde et brag af en frontløber-duo sammen med Kurt Jørgensen. De Grønne var nærmest ustoppelige og vandt sensationelt sølvmedaljer. Succesen gav en kontrakt i Dortmund.

Kæmpe chef i Schweiz

Det store internationale gennembrud på det mægtige Waldstadion lod desværre vente på sig. Det blev kun til en enkelt scoring i 12 optrædener. Der var hård konkurrence om angrebspladserne, og forholdet til træner Horst Köppel blev hurtigt ret dårligt. Men Strudal tillod ikke sig selv at sidde fastlåst i en uholdbar sportslig situation, og fik presset en transfer til schweiziske Grasshopper igennem. Det var et godt træk. I Zürich skar sjællænderen igennem modstanderforsvar som en skarp kniv af de bedste lokale fabrikater, og nettede 21 gange i 51 ligakampe. Det var stærkt medvirkende til at sende to schweiziske mesterskaber til Letzigrund.

I 1991 tog Mark pludselig hjem til Danmark for at spille for storsatsende Vejle, og det blev indledningen på en yderst turbulent periode. Vejle rykkede ud af Superligaen, men et lejeophold i Næstved blev (atter) en succes. Derefter spillede han en meget kort periode i F.C. København og derefter i Frem, hvor det ikke lykkedes at opnå oprykning til Superligaen, trods 8 scoringer i 9 kampe signeret Strudal. I 1993 kom der endelig mere ro på karrieren med et klubskifte til Brøndby IF.

Målhelt på Vestegnen og konge i Saudi

På Vestegnen lærte det entusiastiske publikum hurtigt at sætte pris på den farverige måljæger. Med 25 scoringer i 58 ligakampe fik Mark markeret sig på fornem vis. I 1994 medvirkede han til en pokaltriumf, hvor modstanderne- Strudals gamle holdkammerater fra Næstved – blev besejret på straffesparkskonkurrence.

Landsholdet blev atter aktuelt, og Mark fik sat en vigtig scoring ind for Danmark i EM-kvalifikationsopgøret mod Belgien i Parken (3-1). I 1995 var han med i truppen, da landsholdet vandt King Fahd Cup. Mod Saudi Arabien spillede han sin 9. og sidste landskamp (3 mål).

Knæskader blev desværre en meget destruktiv faktor i de sene år af karrieren. Strudal forsøgte sig med en 3. periode i Næstved, men trods en vis personlig fremgang kunne han denne gang ikke forhindre en nedrykning. Et sidste udlandseventyr i græske Xanthi gik i bøvl med skader og manglende lønudbetalinger, og det blev tid til at stille støvlerne.

Siden har Mark skabt sig en ny rolle som træner i dansk fodbold. I den farverige ende af skalaen med tv-optrædener i FC Zulu, og i den seriøse ende med engagementer som angrebstræner i FC Nordsjælland og Brøndby.

Han etablerede sit eget trænerakademi og blev chef for U-20 landsholdet for herrer og samtidig U-23 landsholdet for kvinder i 2024. Sideløbende støtter han som protektor velgørenhedsorganisationen Team Bodenhoff, og optrådte beredvilligt i forbindelse med Gandil-Selskabets fodboldsymposium i Aarhus (AGF) i januar 2026.

For nylig blev det annonceret, at Mark fratræder som ansat i DBU i sommeren 2026. Men han er ikke nervøs for fremtiden og udtalte til Bold.dk at:

”Der er muligheder. Jeg har haft ben i begge lejre, og det har åbnet op for en del jobmuligheder. Det kan for mig at se både være et job på et kvindehold eller et herrehold. Det skal jeg tænke over det næste stykke tid, hvor jeg også har nogle kaffeaftaler for at drøfte muligheder”.

God vind, Mark!

Læs også: Han var den bedste AGF-spiller i guldkampen