Premier League-klub kan blive smidt af europæisk turnering - Brøndby involveret
Crystal Palace står over for et dramatisk møde med UEFA tirsdag i et desperat forsøg på at undgå at blive smidt ud af Europa League, og Brøndby er også involveret.
Det skriver Daily Mail.
Den historiske FA Cup-sejr over Manchester City sikrede dem en plads, men nu risikerer en regel om klubejerskab at knuse deres drøm om at spille europæisk.
Derfor er klubben hastet til Schweiz for at mødes med UEFA, så der kan komme en løsning på sagen.
Den amerikanske forretningsmand John Textor ejer omkring 43 procent af Crystal Palaces aktier.
Han er også majoritetsaktionær i den franske klub Lyon, som ligeledes har kvalificeret sig til den samme turnering.
UEFA’s regler forhindrer to klubber med samme ejerskab i at deltage i den samme europæiske turnering.
Kompliceret situation: Brøndby kan også blive involveret
Én potentiel udvej for Palace – som mener, de har en stærk sag for at undgå sanktioner – kunne have været at rykke ned i Conference League.
Dog vil Brøndby, der er ejet af Palaces medejer David Blitzer, være i kø til den plads.
Reglerne fastslår, den klub, der sluttede med den højeste ligaplacering, har fortrinsret under sådanne omstændigheder.
Lyon sluttede sin sæson på en 6.-plads, Brøndby på en 3.-plads og Palace på en 12.-plads i deres respektive ligaer.
Ender det med, at Palace må udgå af turneringen, skriver Daily Mail, at pladsen i stedet går til Brighton.
Det er en meget spøjs sag, som der vil dukke flere op af, efterhånden som flerklubsejere bliver en mere og mere populær og omfattende ting i en stigende kommerciel fodboldverden.
Og det kan vise sig, at det i Danmark ikke kun bliver Brøndby, der spænder ben for et andet mandskab, der har kvalificeret sig til en europæisk turnering.
Med Silkeborgs kvalifikation til Conference League risikerer det irske mandskab Drogheda, der, ligesom Silkeborg, er ejet af Trivela Group at ryge ud af turneringen som følge af den mulige interessekonflikt, der kan opstå.