Jeg skal ærligt indrømme, at jeg syntes at han var en fremragende forsvarsspiller som jeg meget gerne havde set på det danske landshold. Men Winston valgte med hjertet New Zealand, og det kan man jo kun respektere.

Reid blev født i Auckland i 1988. Begge forældrene var maorier, men moren giftede sig siden med en dansk mand, og i 1998 flyttede parret til Danmark, hvor Winston spillede for SUB Sønderborg, indtil han seks år senere fik kontrakt med FC Midtjyllands næsten nystartede akademi.

Som 17-årig brød han igennem i Superligaen og fik siden 84 ligakampe for FCM og en del optrædener på diverse danske ungdomslandshold, inden West Ham United købte ham i 2010.

Siden fulgte 222 kampe for West Ham, som Reid var med til at spille op i Premier League i 2012.

Desværre martredes karrieren af alvorlige skader, men Winston nåede da at repræsentere New Zealand i 33 landskampe og både VM og OL, en del af dem som anfører.

I dag bor fødselaren i Dubai.

Danmark eller?

Det bliver stadig mere almindeligt, at fodboldspillere kan vælge imellem flere landshold. Det kan være lidt frustrerende når det danske landshold ”går glip” af en dygtig aktør (som Winston Reid for eksempel), men det afgørende er naturligvis at man vælger med hjertet. 

Den nyligt afdøde Oddmar Færø spillede adskillige ungdomslandskampe for Danmark, men da det færøske landshold efterhånden kom i gang for alvor, så var det ganske naturligt for ham at spille for dem. 

Der opstår også nogle gange en mulighed for at repræsentere et fremmed landshold pga. afstamning, som danske spillere udnytter, måske for at få én på opleveren og prøve sig af i en anderledes international sammenhæng. Det gav eksempelvis keeperen Karim Zaza landskampe for Marokko i sin tid, og Christian Holst fra bl.a. Silkeborg blev nærmest folkeeje på Færøerne. 

Den nuværende landstræner for Panama, Thomas Christiansen, valgte (vist nok) at repræsentere Spanien primært ud fra karrierehensyn, idet FC Barcelona var klemt på udlændingereglen dengang. Det valg er også fair nok. En fodboldspiller skal tænke på sit levebrød, men det var da lidt ærgerligt alligevel. Heldigvis kan man ikke i fodboldens verden decideret ”købe sig” til landsholdsspillere, sådan som man har set det i håndbold. 

Man møder nogle gange dét synspunkt, at DBU eller landstræneren skal skele til at ”sikret” en spiller for dansk landsholdsfodbold, men det kan jeg slet ikke følge. Man skal vælge det, man føler mest for, og DBU skal ikke tigge og bede nogen om at stille op for Danmark. 

De gik med Danmark

Chefstatistiker Søren Brøndum Laursen har sammensat denne liste over danske landsholdsspillere indenfor de sidste to årtier, der kunne have valgt at spille andetsteds, men gik med Danmark:

Kasper Schmeichel (Polen)

Thomas Delaney (USA) 

Yussuf Poulsen (Tanzania) 

Martin Braithwaite (Guyana)

Pierre Emile Højbjerg (Frankrig) 

Jannik Vestergaard (Tyskland)

Philip Billing (Nigeria) 

Robert Skov (Spanien)  

Alexander Bah (Gambia) 

Mathias Zanka Jørgensen (Gambia) 

Pione Sisto (Sydsudan) 

Riza Durmisi (Nordmakedonien) 

Erik Sviatchenko (Ukraine) 

Andreas Bjelland (Norge) 

Mohamed Daramy (Sierra Leone) 

William Osula (Nigeria/Frankrig/England) 

Patrick Dorgu (Nigeria).

De valgte Danmark fra

Og så dem som har spillet U-landsholdsfodbold her, men har valgt Danmark fra: 

Mikael Anderson (Island)

Edgar Babayan (Armenien) 

Dennis Cagara (Philippinerne) 

Dario Dumic (Bosnien) 

Michael Falkesgaard (Philippinerne) 

Bajram Fetai (Nordmakedonien) 

Eddi Gomes (Guinea-Bissau) 

Bassel Jradi (Libanon) 

Jerry Lucena (Philippinerne) 

Emre Mor (Tyrkiet) 

Frans Dhia Putros (Irak) 

Jeppe Simonsen (Haiti) 

Anis Ben Slimane (Tunesien) 

Aral Simsir (Tyrkiet)

Mads Boe Mikkelsen (Færøerne)

Arbnor Mucolli (Albanien)