Sarderne er et særegent folkefærd. Øboerne har igennem mere end to årtusinder været underkuet af fønikere, karthagenere, romere, vandaler, byzantinere, genovesere, spaniere, og i mere moderne tid Savoyens og de italienske konger/regenter. 

Sardiniens kultur og meget specielle sprog har formået at overleve, og sarderne er et stolt og stædigt folk. Men øens halvanden million indbyggere har nok historisk set manglet samlende personligheder/ikoner inden for populærkultur og sport. Denne artikel omfatter øens ukronede fodboldkonge, ”Snigskytten Luigi ”Gigi” Riva. 

Gigi blev født i 1944 i Lombardiet, men det blev Sardinien, der kom til at danne epicenter for hans storslåede karriere. Barndommen var temmelig fattig og rå. Faren døde i en fabriksulykke da Luigi var 9 år gammel, og han havde ikke udsigt til meget andet, end at følge i ophavets fodspor i de triste industrihaller i efterkrigstidens Norditalien. Hvis ikke det havde været for fodbolden.

Lille Luigi har sikkert tit set op på måneskinnet over familiens kummerlige lejlighed og ønsket sig et liv som professionel fodboldspiller. Til alt held var han stor og stærk og fuldkommen frygtløs. Han sparkede hårdt og præcist, og hovedspillet var en naturlig spidskompetence. 

Det blev lokale Legnano, der først kunne præsentere den unge 18-årige angriber i Serie C i 1962, og talentet virkede så lovende, at Luigi fik kontrakt med Sardiniens største klub, Cagliari Calcio. I 1964 var han, med 8 scoringer, med til at hjælpe sin nye klub op i Serie A. ”Rossoblu” undgik med nød og næppe nedrykning den første sæson i Serie A, men fulgte derefter op med pæne midterplaceringer de næste tre år. Riva nød kolossal succes. Han konkurrerede med danske Harald Nielsen om at være italiensk fodbolds unge centerforward-komet, og Gigi blev ligatopscorer, ”Cappocannoniere” med 18 mål i 1967, og hans popularitet blandt det varmblodede hjemmepublikum på Stadio Sant’Elia nærmede sig afgudsdyrkelse. 

Miraklet i Cagliari

Nu havde det mest naturlige været, at en af de store, traditionelle topklubber havde smidt et milliardbeløb og snuppet Riva, men det skete ikke. Cagliari havde et stærkt setup med nogle visionære forretningsfolk, og de så et endnu større potentiale i den ellers historisk relativt beskedne klub. Holdet blev bygget op omkring stjerneangriberen, som pressen kaldte ”Rombo di Tuono” – Tordenbrølet, mens supporterne foretrak tilnavnet ”Snigskytten fra Sardinien”. Begge benævnelser var karakteristiske. Riva var hård og brølestærk, og han ejede evnen til pludselig at dukke op i feltet når chancerne bød sig. Ligesom Gerd Müller kunne han overraske med at dreje på en tallerken og fyre knaldhårde skud afsted, når forsvarerne mente at have dækket ham fornuftigt op. 

Cagliari fik fingre i landsholdsspillerne Roberto Boninsegna, Pierluigi Cera, brasilianeren Nené og Italiens bedste keeper, Enrico Albertosi. Sarderne blev sensationelt nummer 2 i ligaen i 1969, kun overgået af Fiorentina, men foran Milan, og Cagliari blev også nummer to i Coppa Italia, der dengang blev afgjort i et slutspil med 4 klubber. Riva blev atter ligatopscorer, og hele Italien så med beundring på det mirakel, der var ved at udspille sig på Sardinien. Kunne Cagliari gå hele vejen, og vinde ”Scudetto’en”? Det ville være et historisk kup. 

I 1970 kom superteknikeren Angelo Domenghini til de sardiske mytterister, der blev fuldkommen ustoppelige. Med kun 2 sølle nederlag på hele sæsonen 1969-70 kunne Cagliari Calcio fejre et helt overlegent og ganske sensationelt mesterskab. Riva blev for tredje gang topscorer i Serie A, og Sardiniens stolthed kunne sende en stamme på 7 spillere afsted til Mexico, hvor landsholdet, ”Gli Azzurri”, skulle spille slutrunde om verdensmesterskabet.

Stjerne og ikon i den azurblå trøje

Gigi landsholdsdebuterede i 1965, hvor han blev Cagliaris første aktør nogensinde på det nationale mandskab. Det skabte nærmest frådende raseri på øen, da landstræneren Edmondo Fabbri udelod den lokale superstar fra Italiens VM-trup i 1966. Det var formentlig også en stor fejl, for italienerne spillede næsten absurd defensivt, uden tro på egne evner, og blev slået ud i den indledende pulje, hvilket takseredes til spot og spe og udskamning på den store klinge i sportspressen og blandt støvlelandets entusiastiske fodboldfolk.  

I 1968 spillede ”Snigskytten” til gengæld en hovedrolle, da Italien, på hjemmebane, vandt Europamesterskabet efter omkamp mod Jugoslavien. Domenghini udlignede til 1-1 med et sent mål i den første finalekamp, mens Luigi Riva og Pietro Anastasi sikrede trofæet (2-0) i finale nummer 2. Det var støvlelandets bedste landsholdspræstation i 30 år.

Riva var nu ikke blot folkehelt på Sardinien, men et gigantisk forward-idol i hele Italien. Han blev nummer 2 i Ballon d’Or i 1969, efter landsmanden Gianni Rivera, og nummer 3 i 1970, tæt efter Gerd Müller og Bobby Moore.

Ved verdensmesterskabet i Mexico befæstede Gigi sin status som en af verdens dygtigste angribere. Han scorede to gange i et brag af en kvartfinale mod værtsnationen, der blev besejret med 4-1. Og yderligere en kasse i 4-3-semifinalegyseren mod Vesttyskland. Et opgør der er gået over i VM-historien som et af de mest underholdende gennem tiderne. I finalen kunne Italien dog ikke holde trit med et overdådigt spillende Brasilien, med Pelé, Jairzinho og Tostão. 

Cagliari taber pusten

Umiddelbart efter VM var Riva plaget af skader, og uden hans mange scoringer måtte Cagliari nøjes med en 7. plads. Året derpå var Gigi tilbage i fuld vigør, og med 21 scoringer førte han Sardiniens stolthed til en fin 4. plads. Roberto Boninsegna, der nu spillede for Inter, overgik dog Riva på topscorerlisten med et enkelt mål, hvilket forhindrede Snigskytten i at opnå sin fjerde Cappocannoniere titel. 

Det stod alligevel klart, at de økonomisk stærke traditionsklubber havde genvundet dominansen, og Cagliari mistede pusten. Langsomt, men sikkert, gled sarderne nedad i tabellen. Mesterskabet i 1970 blev ikke en revolution i italiensk fodbold, men en enlig – omend smuk – svale. 

I 1974 havde den da 30-årige Riva en sidste stor sæson med 15 scoringer, hvilket rakte til en 5. plads på topscorerlisten, og en udtagelse til Italiens VM-trup. Slutrunden i Vesttyskland blev dog ikke nogen succes, hverken for Gigi eller viceverdensmestrene. I den afgørende puljekamp mod Polen blev de to gamle verdensstjerner, Riva og Rivera droppet til startopstillingen, og Italien tabte med 2-0.

Samlet opnåede Luigi 42 landskampe og 35 mål. Han spillede hele karrieren – bortset fra begyndelsen i Legnano – i Cagliari, og optrådte 374 gange i den rød-blå dragt, og nettede 207 gange. Han huskes den dag i dag som en mellemting mellem en konge og en afgud blandt øens stedlige befolkning. Klubben pensionerede hans trøjenummer – 11 – 2005.

Efter at støvlerne røg på hylden var Riva i årevis direktør i Cagliari, og han havde også en fin stilling indenfor det italienske fodboldforbund som en slags teammanager i landsholdets stab.

Snigskytten, Tordenbrølet, gik bort i sit elskede Cagliari i 2024, 79 år gammel.