Alessandria er en by på størrelse med Aalborg i den norditalienske region, Piedmont. Byen er berømt for produktionen af de klassiske Borsalino-hatte, og for at have lagt valplads til det blodige ”Marengo-slag” i 1800, hvor Napoleon udmanøvrerede østrigerne. Men Alessandria er også fødestedet for en af Italiens allerstørste fodboldspillere gennem tiderne, midtbanegeneralen Gianni Rivera.

Giovanni (Gianni) Rivera fik sit gennembrud i 1959, som blot 15-årig, på Alessandrias midtbane. På den tid lå klubben i Serie A, så det gav kolossalt genlyd, at en så ung spiller kunne gøre sig gældende. Rivera imponerede, trods sin spage fysik, med en sublim teknik og et blik for spillet, der understregede et nærmest overjordisk naturtalent. Han fik hurtigt tilnavnet L’Abatino – den gyldne dreng, og pressen kaldte ham også Il Signorini – den lille gentleman. Så rendyrket et talent havde man ikke set siden Meazzas dage. 

Topklubberne stod i kø for at få vidunderdrengen på kontrakt. Det blev AC Milan der vandt dén kappestrid. I Rossoneri manglede en afløser for en af 1950’ernes helt store stjerner, den uruguayanske strateg, Juan Schiaffino. Sydamerikaneren, der havde skiftet nationalitet og spillet for det italienske landshold midt i 1950’erne, tog ”Gulddrengen” under vingerne og blev hans milanesiske mentor. 

Triumfer på stribe med Milan

I 1962 var Rivera Milans primus motor da klubben vandt det italienske mesterskab, og året efter sejrede Nerreo Roccos mandskab i Europa Cup turneringen for mesterhold, med en finalesejr på 2-1 over Eusebios Benfica på Wembley. Den naturaliserede brasilianer José Altafini scorede de to mål, men det var Rivera der orkestrerede offensiven. Bag sig havde han to kloge aktører i Giovanni Trappatoni og Cesare Maldini, der jo begge senere hen blev internationale toptrænere på den store klinge. Rivera var et stærkt bud på Ballon d’Or titlen, men østblokken stemte på Lev Jashin, som dermed blev den hidtil eneste målmand, der er blevet kåret til Årets Spiller i Europa. 

Siden fulgte klubtriumfer på stribe. Milan vandt ”scudetto’en”, mesterskabet i 1968 og 79, pokalturneringen i 1967, 72, 73 og 77. Europa Cuppen for mesterhold i 1969, og Europa Cup turneringen for pokalvindere i 1968 og 73. Dertil kom Interkontinental trofæet (verdensmesterskabet for klubhold) i 1969 med en sejr over argentinske Estudiantes (4-2). Rivera blev topscorer i Serie A i 1973, selv om han jo ikke var angriber. 

L’Abatino debuterede på det italienske landshold som 18-årig i 1962, og erobrede snart pladsen som ”Mezzala”, den ledende offensive midtbanestyrmand, eller ”10’er” på Gli Azzurri. 

Allerede i 1960 var han stjernen på Italiens OL-landshold på hjemmebane ved de Olympiske Lege i Rom, hvor Danmark, som bekendt, vandt sølv, mens værtsnationen sluttede på fjerdepladsen. Faktisk var italienerne et mulehår fra at nå finalen (mod Danmark), men efter en stenhård uafgjort mod Jugoslavien afgjorde lodtrækning, at Rivera og co. måtte nøjes med at spille om bronze (som de tabte mod Ungarn). 

Fiasko og rådne tomater

I 1966 spillede Italien en gang forfærdelig defensiv og destruktiv fodbold i forbindelse med VM-slutrunden i England. Rivera var meget negativ over for denne ”cattanacchio” mentalitet, men lige meget hjalp det. Nordkorea sendte sensationelt de azurblå ud af verdensmesterskabet, og da truppens fly landede i Milano, stod en hob af mennesker klar med rådne tomater i kassevis. Indsatsen var en af støvlelandets værste i historien, og det gik fodboldfolkets ære for nær.

Riveras åbne kritik af landsholdets tilgang bragte ham på kollisionskurs med den nye landstræner, legendariske Helenio Herrera, der netop var berømt for at mestre spillets defensive aspekter, og som i årevis havde stået i spidsen for AC Milans rivaler, Inter. Herrera nægtede at samarbejde med Rivera, men heldigvis kom Ferruccio Valcareggi til som afløser for Herrera, tids nok til at Rivera kunne medvirke til Italiens EM-triumf på hjemmebane i 1968. Italiens første internationale landsholdstitel i 30 år. Midtbanegeneralen selv blev desværre skadet mod Sovjet i semifinalen, der måtte afgøres på lodtrækning (denne gang havde støvlelandet heldet med sig). 

Dermed kunne Italien tage til VM i Mexico to år senere som europamestre. Verdensmesterskabet blev en sand festival for offensiv fodbold. Brasilien og Pelé førte naturligvis an i løjerne, men også Vesttyskland med bomberen Gerd Müller var toneangivende, og Italien leverede nogle af de mest seværdige kampe, nationen nogensinde har leveret i en VM-slutrunde. 

Seværdige og underholdende Italien

Det startede, traditionen tro, ret så minimalistisk. 1-0 over Sverige og 0-0 mod både Uruguay og Israel rakte til en smal førsteplads i den indledende pulje. Men så gik Italien minsandten mål-amok. 

Værtsnationen Mexico blev besejret i kvartfinalen med 4-1 i et brag af et opgør. En tidlig mexicansk føring gav bange anelser og vakte traumatiske minder fra tomatregnen i Milano Lufthavn fire år forinden. Men et selvmål og to scoringer af Sardiniens ”Konge”, Luigi Riva, gav ro i de sydlandske sind. Gianni Rivera bidrog med en scoring. 

Havde kampen mod de velspillende værter været særdeles spændende og intens, så var det intet imod semifinalen mod Vesttyskland. Et festfyrværkeri af underholdning udviklede sig til et episk opslidningsslag i stegende hede på Aztec i Mexico City. Tyskerne udlignede en tidlig italiensk føring med et mål af Interspilleren Karl-Heinz Schnellinger i sidste minut, og i den forlængede spilletid skiftede overtaget konstant mellem de to heroiske kombattanter. Det blev en flugter af Rivera, der til sidst sikrede Italien 4-3-sejren. 

I finalen var Brasilien en for stor mundfuld. En scoring af Roberto Boninsegna betød at stillingen var 1-1 ved pausen, men i anden halvleg kørte de kanariegule et slidt italiensk hold ud af banen. Sølvmedaljerne var dog Italiens klart bedste VM-præstation siden 1938.  

I alt repræsenterede L’Abatino sit land 60 gange (14 mål). VM i 1974 i Vesttyskland blev afslutningen. Rivera konkurrerede med Inters Sandro Mazzola om at være playmaker, og sidstnævnte blev foretrukket i den afgørende puljekamp mod Polen, som Italien tabte og røg ud.

Det havde været ganske oplagt og naturligt, at en mand med det guddommelige overblik og den spilintelligens, som Rivera var udstyret med, var blevet træner. Men han gik den politiske vej. I en årrække var han vicepræsident i AC Milan, og i 1987 blev han valgt ind i det italienske parlament. 

Siden blev Rivera medlem af Europa-Parlamentet i en årrække, og han har siden 2013 haft en høj stilling i Italiens fodboldforbund. I dag er han 82 år og still going strong.