Fra VM-guld til mørke: Den tragiske ulykke der knuste historiens største målmand
I 1960’erne og 70’erne blev fodboldene lettere og produceret af materialer, der gjorde det nemmere at få høj fart i skuddene og samtidig ”skrue” mere. Målmændene måtte følge med kravene og blev fortrinsvis ”shot-stoppere”. Reflekser og atletiske evner kom mere i fokus. Det bragte reaktionsstærke og akrobatiske keepere som Sepp Maier, Ubaldo Fillol, Ronnie Hellström og danske Birger Jensen. Styrken i luftspillet var knapt så fremtrædende/prioriteret.
I England havde man en af alle tiders bedste målmænd, Gordon Banks, som en fornem eksponent for denne målvogtertype. At kalde Banks for en ”sprællemand” er at undervurdere hans evner groft. Han var slet ikke ueffen i luftduellerne, og han var stærk og veltrænet, som den britiske målmandsskole foreskrev. Men på reaktionsstyrke er der nok ingen i historien, der overgår ham.
Leicester Ice Kings
”Mr. Safety” var nøglepersonen i Three Lions’ verdensmesterskab på hjemmebane i 1966, og med over 500 ligakampe for Leicester City og Stoke satte Banks sit umiskendelige præg på engelsk ligafodbold.
Det kan forekomme mærkeligt, at verdens nok bedste keeper tilbragte klubkarrieren på adresser der lå et stykke fra det helt skarpe rampelys, men den engelske liga var ikke nær så polariseret som i nutiden. Mange af klubberne havde en ret stram økonomi, og der var oftest råd til et par store profiler, som man så byggede holdet op omkring.
Leicester hentede Banks i Chesterfield i 1959, og han kom straks i søgelyset til det engelske landshold. I 1961 var han, med en række pragtkampe, kraftigt medvirkende til at spille The Foxes i FA Cup finalen mod Tottenham, men Leicester blev ramt af en tidlig skade og man måtte dengang ikke sætte reserver ind, og med 10 mand var det trofæ uden for rækkevidde. Året efter blev Banks udtaget som reserve til landsholdet på Wembley mod Portugal, men Leicester spillede samme dag Europa Cup match mod Atletico Madrid. Den mangelfulde kampplanlægning betød, at keeperen måtte styrte direkte fra landskampen til Leicester, hvor han nåede frem til Filbert Street nervepirrende tæt på kickoff.
I 1962-63 havde Gordon og Leicester en fantastisk sæson, og lignede længe en sensationel Doublevinder. Vinteren var helt usædvanlig kold og hård, og banerne var frosne langt ind i foråret. Det bekom tilsyneladende Leicester vel, og pressen døbte holdet ”The Ice Kings”. Manager Matt Gillies var manden bag det gode spil med en innovativ tilgang, hvor Leicester forvirrede modstanderne med både fleksible løbemønstre og et trick med at ændre på trøjenumrene. Dengang var man så fastgroet i dogmatiske taktiske tilgange, at det skabte rent kaos hvis modstandernes nummer 7 ikke spillede på højre fløj, nummer 3 var venstre back og så fremdeles.
Da sneen smeltede, fordampede mesterskabsdrømmen desværre også. Leicester sluttede med 4 nederlag i træk og måtte nøjes med 4. pladsen i ligaen. I FA Cup finalen leverede man en tilsvarende sløj præstation og tabte med 3-1 til Manchester United. Året efter vandt Leicester endelig et trofæ, da Liga Cuppen kom i hus med sejr over Stoke City.
Verdens bedste blev dømt færdig
Efter VM-triumfen i 1966 fremkom Matt Gillies pludselig med en chokmelding: Banks var for gammel! Den da 29-årige keeper skiftede til Stoke City og blev erstattet i Leicester af det unge talent, Peter Shilton.
Gillies kunne næsten ikke være mere galt på den i sin vurdering af Banks’ værdi og kapacitet.
VM i 1966 slog Banks’ navn fast som verdens bedste, men han var endnu bedre i årene efter, og det var den legendariske og akrobatiske redning af Pelés hovedstød ved VM i 1970, der for altid udødeliggjorde ham i fodboldens glorværdige historie. Den nærmest overjordiske feberredning står som en milepæl, en slags grænsedragning for menneskelig kapacitet. Den kan ikke overgås! England havde et uhyre stærkt mandskab ved slutrunden i 1970, men de forsvarende verdensmestre røg ud i kvartfinalen mod Vesttyskland efter et sandt drama, hvor landstræneren Alf Ramsey dummede sig med fejlagtige udskiftninger, og hvor England i dén grad savnede en sygemeldt Gordon Banks.
I Stoke havde Banks nogle forrygende sæsoner under den karismatiske manager Tony Waddingtons ledelse. The Potters spillede offensivt og seværdigt fodbold, og ”Banks of England” udgjorde sidste skanse bag et forsvar med en solidt sammenspillet gruppe Stoke-knægte, der kaldtes ”The Waddington Wall”. En Liga Cup triumf i 1972 blev kronen på værket. Samme år ramte tragedien desværre.
En frygtelig bilulykke berøvede Banks synet på det højre øje og dermed reelt karrieren. Ufortrødent og ukueligt forsøgte han at fortsætte med at spille, og han opnåede at få en kontrakt i USA med Fort Lauderdale Strikers. Som international topmålmand var han imidlertid færdig og handskerne kom på hylden i 1977.
Englands bedste målmand gennem tiderne, Gordon Banks, opnåede 73 landskampe for nationen. Han gik bort i 2019.
