John William Aldridge (68 år i dag) var en helt usædvanligt cool måljæger i bl.a. Liverpool. Teknikken var ikke first class, men han havde næse for chancerne. Han kom relativt sent i gang på topplan og var over 20, inden der blev en plads til ham på professionelt niveau.

Han startede i Newport og fik siden, som 26-årig, kontrakt i Oxford United.

Her scorede Aldridge mål på samlebånd (34 kasser i 1984-85) og var med til at sikre en oprykning til 1. division under Jim ”Baldheaded Eagle” Smith. Denne valgte så at tage til QPR, mens den tidligere scout, Maurice Evans, overtog managersædet. Det var første gang i historien, at Oxford opnåede avancement til den bedste række i engelsk fodbold.

Liga Cup triumf med The Yellows

Evans førte Oxford til en 18. plads, hvilket lige præcis var tilstrækkeligt til overlevelse. Desuden kæmpede The Yellows sig helt frem til Liga Cup finalen, hvor modstanderen var ingen anden end Jim Smith og hans Queens Park Rangers. Det blev en overvældende triumf for universitetsbyen.

Oxfords store profiler i finaletriumfen var helt indiskutabelt de to nationaliserede irere John Aldridge og Ray Houghton. Aldridges 23 ligascoringer var i høj grad medvirkende til Oxfords overlevelse i ligaen. Makkeren Houghton buldrede op og ned ad højrekanten og skabte mægtig ravage og ikke så få oplæg til ”landsmanden” i front.

På scoringer af Ray Houghton, Trevor Hebberd og waliseren Jeremy Charles blev QPR udklasseret i Liga (Milk) Cup-finalen. Dermed overtrumfede Maurice Evans altså sin læremester, Jim Smith. Det var happy days på Manor Ground, og havde det ikke været for udelukkelsen af de engelske klubber fra europæisk fodbold, havde Oxford fået et internationalt eventyr. I stedet måtte man nøjes med at kæmpe sig til overlevelse endnu en sæson i 1986-87.

Med 90 scoringer i 142 kampe gjorde ”Aldo” en enorm forskel for Oxford. Men i 1987 købte Liverpool universitetsbyens to stjerner, Aldridge og Houghton.

Topscorer i Liverpool

John skulle afløse klubhelten Ian ”Ghost” Rush, og det begyndte særdeles lovende. I sæsonen 1987-88 nettede han 26 gange i ligaen, hvilket rakte til at blive topscorer. Liverpool vandt det engelske mesterskab. Et brændt straffespark i FA Cup finalen mod Wimbledon var dog medvirkende til, at The Crazy Gang sensationelt sejrede. Konsekvensen var, at The Reds missede The Double.

Året efter vendte Ian Rush tilbage fra et mislykket ophold i Juventus, og der var nok ikke mange der havde troet, at der ville blive plads til begge goalgettere i Liverpools angreb, men det fungerede overraskende fornuftigt. Aldridge scorede 21 ligamål, og Rush kom efterhånden til sig selv efter nedturen i Torino. I FA Cup finalen mod bysbørnene Everton, stod Aldridge for 1 scoring og Rush 2 i Liverpools 3-2-sejr. Arsenal løb dog med mesterskabet efter en hektisk og dramatisk sæsonafslutning.

I 1989 besluttede manager Kenny Dalglish sig for at danne et klassisk angrebspar med Rush og Peter Beardsley, og dermerd var der ikke længere plads til John Aldridge. Han var fik løbepas og skiftede til Real Sociedad i baskerlandet, hvor han fik to glimrende sæsoner.

I 1991 lignede det en afslutning på Aldridges lange karriere, da han skrev kontrakt med Tranmere Rovers. De fleste regnede nok med, at det skulle fungere som en tryg hylde til spiller-otium, men sådan gik det ikke. John var på det tidspunkt 33, men han var langt fra færdig.

Sen opblomstring i Tranmere

Tranmeres manager Johnny King behøvede en erfaren angriber til at supplere sit mandskab, der just var rykket op i 2. division for første gang siden 1939. King satsede også på en anden rutineret topspiller, nemlig den skotske wing Pat Nevin. I selskab med tonser-centerforwarden Chris Malkin leverede de to gamle rotter den ene klassepræstation efter den anden. Aldridge opnåede, i sin karrieres efterår, 30 landskampe for Irland som Tranmerespiller (samlet set spillede han 69 landskampe og scorede 19 gange).

Læs om Pat Nevins bemærkelsesværdige karriere her: Nægtede at bøje sig for racismen

I 1992-1993, og igen i 1994-95, kvalificerede Tranmere sig til oprykningsplayoffs, og i det sidstnævnte år blev ”Aldo” topscorer i divisionen med 24 kasser. Rovers tabte desværre til Swindon, respektive Reading, og det er det nærmeste klubben nogensinde er kommet på engelsk fodbolds top flight.

I 1996 afløste Aldridge succesmanageren John King, og i 2000 nåede Tranmere sin stolteste stund. For første og eneste gang i klubbens historie kom man helt frem til en cupfinale på selveste Wembley.

Liga Cup finale med Rovers

Liga Cup finalen i millenniumåret blev en overraskende tæt affære. Leicester City var storfavoritter i kraft af spillere som Muzzy Izzet, Neil Lennon, Tony Cottee, den walisiske skraldemand Robbie Savage og ikke mindst stjerneangriberen Emile Ivanhoe Heskey.

For Tranmere var den irske landsholdsspiller David Kelly det bedste kort sammen med bl.a. landsmændene Alan Mahon og Joe Murphy samt backen Gareth Roberts, der var på det walisiske landshold.

Leicester kom planmæssigt foran på et mål af den skotske landsholdsforsvarer Matt Elliott, men Tranmere gav godt fra sig, kraftigt ansporet af en stor del af de 74000 tilskuere der håbede på en ægte cup-sensation.

Forløb sig og stak lussing

I det 62. minut blev dommeren, Alan Wilkie, ramt af en fiberskade og måtte overlade fløjten til fjerdedommeren Phil Richards. Dennes første dom var at udvise Tranmeres centerhalf Clint Hill for et frispark på Emile Heskey. Leicesters reserve Theo Zagorakis applauderede dommerkendelsen, hvilket fik John Aldridge til at se rødt og stikke grækeren en flad.

Inde på grønsværen forventede publikum selvfølgelig, at Leicester ville køre kampen sikkert i hus, men Tranmeres 10 mand bed fornemt fra sig. 13 minutter før tid slap David Kelly igennem og udplacerede Tim Flowers i the Foxes’ bur. Sensationen lurede. Men ak, kort før tid scorede Matt Elliott på et hjørnespark fra Steve Guppy, og Leicester triumferede.

John Aldridge trådte tilbage som manager efter at Rovers rykkede ned i den tredjebedste række i 2001. Siden har han været flittigt benyttet i medierne som fodboldekspert.