Den forbudte London-transfer: Så sjælden er den

Et skifte mellem Arsenal og Tottenham er i dén grad ”forbudt”. Følelserne imellem de to rivaliserende klubber i Nordlondon er simpelthen iskolde.

Kun 12 gange i hele historien har en spiller skiftet direkte fra den ene til den anden. Det har sine årsager.

De 12 ”frafaldne”:

Jimmy Brain var den første i 1931. Han var en uhyre dygtig og særdeles populær forward i Arsenal, og det gav en hel del dønninger, da han blev købt af Tottenham.

De øvrige var:

George Hunt, 1937. Fra Tottenham til Arsenal.

Freddie Cox, 1949. Fra Tottenham til Arsenal.

Laurie Brown, 1964. Fra Arsenal til Tottenham.

David Jenkins, 1968. Fra Arsenal til Tottenham.

Jimmy Robertson, 1968. Fra Tottenham til Arsenal.

Steve Walford, 1977. Fra Tottenham til Arsenal.

Willie Young, 1977. Fra Tottenham til Arsenal.

Pat Jennings, 1977. Fra Tottenham til Arsenal.

Sol Campbell, 2001. Fra Tottenham til Arsenal.

Rohan Ricketts, 2002. Fra Arsenal til Tottenham.

William Gallas, 2010. Fra Arsenal til Tottenham.

Kun Jennings bevarede populariteten

Campbells skifte i 2001 afstedkom en enorm polemik. Det blev anset for at være forræderi og faneflugt blandt Spurs’ supportere, og omvendt modtaget med fryd i Arsenals lejr. Historien om Campbell: Løj over for fansene og valgte arvefjenden: I dag fylder engelsk fodbolds største “Judas” år

Som man ser på den bemærkelsesværdigt korte liste, så var der tre Spurs-spillere i 1977 der tog turen til Highbury, og forklaringen bag er, at manager Terry Neill forlod White Hart Lane til fordel for Arsenal, og altså tog tre mand med sig.

Pat Jennings er den eneste, der har formået at fastholde sin popularitet i begge klubber. Det gjorde det lettere for Tottenhams fans at tilgive den store nordirske keeper, idet manager Keith Burkinshaw (fejlagtigt) afskrev ham og vurderede ham for gammel. Læs alt om Pat Jennings her: Tottenham-ikon solgt til Arsenal – blev en af de største nogensinde

Rivaliseringen trækker lange historiske tråde

Den bitre rivalisering mellem de to nabokonkurrenter trækker tråde meget langt tilbage.

I 1910 stod Arsenal på randen af konkurs og blev opkøbt af et konsortium under ledelse af den berømte og berygtede forretningsmand Henry Norris.

Norris var en skånsels-og skruppelløs entreprenør, der før Første Verdenskrig havde forsøgt at fusionere Fulham og Arsenal. Da dette mislykkedes, valgte han i stedet at flytte sidstnævnte til Nordlondon, væk fra klubbens oprindelige base og historik i Woolwich. Det gik ikke stille af.

Norris modtog dødstrusler og der var massive protester i fanbasen, ligesom folk i Islington ikke nødvendigvis mente at lokalområdet havde gavn af et nyt stadion med larm og ballade hver weekend. Med en blanding af pression, trusler, dygtig anvendelse af netværk (Norris var en årrække øverste leder af den engelske frimurerloge) samt bestikkelser (eller rundhåndede gaver, om man vil), tvang Norris klubbens nye lokation igennem byplanlægningsudvalg mm., ændrede egenrådigt klubbens navn fra Woolwich Arsenal, og så fik han bygget Highbury.

Den stærkt kontroversielle flytning til det nye stadion fandt sted i 1913, efter at klubejeren på kynisk vis havde solgt de bedste spillere og således fremprovokeret lavere tilskuertal og en nedrykning til 2. division. Det gjorde processen lettere at realisere.

Bestak Norris FA?

I 1919 købte Arsenals matador (måske) en position i 1. division til sin klub, da FA i 1919 (efter ”the Great War”) udvidede the top flight fra 20 til 22 klubber. En plads som Tottenham ifølge såvel al logik som slutstillingerne i den sidste sæson inden 1. Verdenskrig, burde have haft.

Ifølge forfatteren Jon Spurling lå trusler og bestikkelser ikke fjernt for den frygtindgydende og meget kontrollerende ejer. Tottenhams tilhængere har aldrig glemt Norris’ ”svinestreg”, som Arsenals dedikerede fans foretrækker at benævne som et smart strategisk træk. Urent trav blev aldrig bevist, men myten lever i bedste velgående den dag i dag.