Den herlige og underholdende lille skotske højre wing, Pat Nevin, fylder 63 år i dag.

Patrick Kevin Francis Michael Nevin adskiller sig fra mange andre fodboldspillere ved at være en intellektuel tænker. Han sørgede for at få en uddannelse ved siden af erhvervet som fodboldspiller, interesserer sig for kunst, musik og filosofi, og har taget en universitetsgrad i kunsthistorie på Glasgow Universitet.

Kom til Chelsea, da Bates købte klubben for 1 £

Fodboldkarrieren startede i Clyde FC, klubben der har hjemme i Hamilton ved den smukke Clydeflod. Nevin spillede 73 ligakampe for ”The Bully Wee” i starten af 1980’erne, og skiftede så til Chelsea for den ydmyge sum af 95000£, hvilket skulle vise sig at være et rent røverkøb. Men der var da også grøde i den fashionable del af London, efter nogle år med en trist ørkenvandring i 2. division, med skiftende managere og liden succes.

Det så på et vist tidspunkt meget sort ud. Faktisk bevægede klubben sig økonomisk på randen af udslettelse. Der måtte udlægges pant i stadion, og en ny bestyrelsesformand tog tøjlerne, da kontroversielle Ken Bates købte sig til magten i 1982 for summen af 1 pund.

Bates var ekstremt ekstrovert og havde et væld af initiativer og holdninger. Det gjorde ham til fast bestanddel i medierne, ikke mindst boulevardpressen. Men han satte fut i en hensygnende og nærmest dødsmærket klub. Den ret så upåagtede manager John Neal fik midler til at gøre nogle interessante indkøb, og det viste han sig at være ret god til. Neal havde overtaget jobbet fra legenden Geoff Hurst i 1981, og Chelsea balancerede da på kanten af en nedrykning til 3. division.

Chelsea blev reddet på randen af udslettelse

John Neal hentede et klogt mix af rutinerede kræfter og unge uprøvede folk fra lavere divisioner.

Til den første kategori hørte den walisiske back Joey Jones og den tidligere Manchester United-wing, Mickey Thomas. Læs mere om den vilde waliser her: Han chokerede Arsenal – så styrtede hans liv i grus

Til den anden kategori fandt Neal nogle særdeles spændende spillere. Pat Nevin blev, som omtalt ovenfor, købt for småpenge i Clyde, målmanden Eddie Niedzwiecki i Wrexham, midtbanekrumtappen Nigel Spackman blev hentet ind fra Bournemouth, forsvarsspilleren Joe McLaughlin kom fra Morton Greenock, og endelig sammensatte Neal et slagkraftigt angrebspar i den lyslokkede centerforward Kerry Dixon og den energiske skotte David Speedie. Mere om topscoreren Kerry Dixon her: Mål i støvlerne: Her er manden, der reddede Chelsea

Ikke alt var dog lykke og harmoni.

Opgøret med racismen på The Bridge

I løbet af 1970’erne og 80’erne gik tilstedeværelsen af farvede spillere i de engelske klubber fra at være en eksotisk raritet og den sjældne undtagelse fra reglen, til at blive stadig mindre usædvanligt. Desværre var deres optræden meget ofte forbundet med en grad af racistiske ytringer fra publikum, der i sin hæmningsløse grovhed ikke kan undgå at sætte nutidens krænkelsesparathed i relief. Det var ikke småting, de skulle finde sig i dengang, de sorte aktører.

Et ret grotesk eksempel var Paul Canoville, der blev Chelseas første farvede spiller i 1982. Han blev udsat for en modbydelig og voldsom chikane fra sin egen klubs fans på Stamford Bridge. Det blev for meget for Pat Nevin. Wingen tog affære og udsendte appeller til publikum, både på skrift i pressen og fysisk på selve stadion, om opbakning og fairplay. Pats etiske kompas var simpelthen godt og grundigt rystet. Desværre forholdt medspillerne sig tavse, formentlig i frygt for at få supporterne på nakken.

Grundlagde livslangt venskab

Men Nevins protester havde effekt. Canoville blev gradvist accepteret og opnåede 79 ligakampe for The Blues. Han og Nevin udviklede et nært venskab, selv om de konkurrerede om den samme plads på højre flanke.

I 1984 vandt Chelsea 2. division foran Sheffield Wednesday og Newcastle United. Målscoringen var helt absurd. Offensiven præsterede 90 mål i 42 kampe, hvoraf Kerry Dixon stod for de 28. Det var tilstrækkeligt til at blive ligatopscorer. Nevin assisterede på livet løs med kompetente indlæg og finurlige finter på fløjen. Døren til 1. division blev sparket ind med maner.

I comebacksæsonen 1984/85 sluttede Chelsea som en fin nummer seks, blot to point fra den UEFA Cup-plads, der alligevel ikke blev til noget året efter på grund af Heysel-katastrofen.

I de næste sæsoner faldt Chelsea imidlertid ned i tabellen og rykkede så ud i 1988. Nevin holdt personligt et højt niveau og blev kåret til ”Årets Spiller” i Chelsea af fansene flere år i træk.

Everton, Tranmere og hjem til Skotland

Efter degraderingen skiftede Pat til Everton. I 1989 spillede han et brag af en finale i FA Cup turneringen, i en tæt og intens match mellem de to Mersey-rivaler, Everton og Liverpool. Det blev en kamp der flere gange skiftede momentum, men i den sidste ende sejrede Liverpool FC med 3-2 efter forlænget spilletid.

Nederlaget kom til at stå som en markør for at Evertons gyldne periode i 1980’erne var forbi. Howard Kendalls efterfølger, Colin ”Den Hvide Pelé” Harvey, kunne ikke holde The Toffeemen i toppen, og resultaterne i 1990’erne blev generelt magre. For Pat Nevins vedkommende var finalen det nærmeste han kom på et stort trofæ.

I 1992 foretog Pat et overraskende skift til den relativt ydmyge Lancashireklub, Tranmere Rovers i den tredjebedste række. Som 29-årig regnedes han for at være tæt på færdig i topfodbold, men de næste tre sæsoner spillede han fremragende og blev en kæmpe fanfavorit på Prenton Park, sammen med en anden veteran, John Aldridge. Tranmere var tre år i træk i playoff om en oprykning til The Championship, men det glippede desværre hver gang.

I 1997 tog Nevin hjem til Skotland og spillede for Kilmarnock og siden Motherwell. Han opnåede i alt 28 landskampe for Skotland.

I dag arbejder han som klummeskribent og fodboldekspert.