
Skifter til Manchester City: Nu har han skrevet landsholdshistorie
Til næste sæson får Manchester City tilgang af den blot 17-årige Cavan Sullivan, som allerede viser sig frem på de helt store scene.
Fem dage efter sin 17-års fødselsdag scorede han nemlig i nat for det amerikanske landshold. Dermed blev han den yngste målscorer nogensinde for USA.
Det skete blot få dage efter, at Mathis Albert ellers havde snuppet rekorden. Han var 17 år og 131 dage, da han scorede mod Chile i onsdags.
Men Cavan Sullivan var 126 dage yngre, da han nettede i sejren på 3-0 mod Mexico. Teenageren lobbede bolden i mål til 2-0.
– Det er øjeblikke som dette, man drømmer om, når man er tre, fire, fem eller seks år gammel. Jeg manifisterede øjeblikket. Det var ikke kun i de sidste par timer, da jeg fandt ud af, at jeg skulle starte inde. Det var hele mit liv, siger Cavan Sullivan ifølge BBC.
Skrev kontrakt som 14-årig
På nuværende tidspunkt spiller han for MLS-klubben Philadelphia Union. Han skifter dog til Manchester City i næste sæson.
Det var en aftale, der allerede kom på plads, da Cavan Sullivan blot var 14 år gammel i 2024.
Ingen Damsgaard: Sådan kan Danmark stille op mod Wales
Usikkerheden om fremtiden kan dog fylde for amerikaneren efter den seneste udvikling i England, hvor skandalen angående Manchester City fylder det meste af mediebilledet.
I første omgang kan han dog glæde sig over at have skrevet amerikansk landsholdshistorie.















