Urkraften: Den mest vindende på Danmarks landshold

Oscar Nielsen Nørland blev født på denne dag i 1882.

Konditionsfænomen

Oscar Nørland, der oprindeligt hed Nielsen, men siden tog navneforandring, blev af Nils Middelboe beskrevet som den spiller i dansk fodbold (i den oprindelige guldalder-epoke) der var i den bedste fysiske form. Det passer utvivlsomt. Nørland var fuldkommen uopslidelig. Træningsnarkoman til fingerspidserne på en tid, hvor de fleste mennesker forbandt sport med noget nymodens pjat og tidsspilde, og måske endda direkte helbredsskadeligt. 

Nørland var i så god form, og så dygtig til at holde fysikken ved lige, at han spillede i 20 år på KB’s førstehold. En fantastisk præstation. Han var en alsidig idrætsmand og spillede cricket ved siden af fodbolden. Det var ikke usædvanligt dengang, at der var mange gengangere på klubbernes fodbold-og crickethold. Mest imponerende var det at Nørland også var i eliten i dansk atletik. Han blev dansk mester på flere løbedistancer, bl.a. 400 meteren i 1910. 

Teknikeren og slideren

Indenfor fodbolden var den lille, atletiske hurtigløber en stor profil som fast højre wing for KB. Hurtig i løbeduellerne, teknisk god, med præcise afleveringer og desuden fast straffesparks-skytte. Sammen med Vilhelm Wolfhagen udgjorde Nørland et uforligneligt wing-par i KB og på landsholdet.

De var indbyrdes meget forskellige. Wolfhagen var en bohême-type på banen. Teknisk helt suveræn og med et Laudrup’sk overblik. Nørland var slideren der mørnede modstanderne med sin løbe- og offervilje, og altid ramte præcist med sine afleveringer og indlæg, selv om han ikke havde ”Wolle” Wolfhagen visionære flair. 

OL blev nær kvalt i fødslen

I 1906 besluttede den Internationale Olympiske Komité at tillade Athen at afholde et ”ekstra-OL” uden for den normale olympiade-termin. I dag er de olympiske ”mellem-lege” i 1906 mere eller mindre gået i glemmebogen. Men de fik nu en vigtig funktion. Baggrunden var at OL var ved at gå nedenom og hjem, efter to fiasko-prægede olympiader.

Efter en lovende start i Athen 1896, hvor baron de Coubertin lykkedes med at relancere den old-græske olympiske idé, henlagde man – til ære for ophavsmanden – de næste lege til Paris. De blev en ren rodebutik. Det var tanken, at Paris skulle have maksimal opmærksomhed og prestige ud af arrangementet, og derfor afviklede man OL sideløbende med Verdensudstillingen i den franske hovedstad. Resultatet blev imidlertid, at legene blev totalt overskygget og gennemført nærmest i obskuritet. 

Fire år senere var der ikke mange byer der stod i kø for at afvikle OL, og det endte med at blive St. Louis i de amerikanske sydstater der påtog sig arrangementet. Det var en dårlig idé! At man igen lagde afviklingen sideløbende med en Verdensudstilling var endnu mere tåbeligt. OL gennemførtes over 5 måneder denne gang, imod Paris’ 7. Men interessen var meget sløj. Ikke mange europæere havde mulighed for at tage den lange rejse over Atlanten, så kun 12 lande deltog, heraf kun 8 europæiske med meget få aktive. Danmark var ikke repræsenteret. USA vandt stort set rub og stub, og konceptet OL var i tovene. 

Ekstra-OL

Grækenland havde fra starten ønsket at være fast vært for de olympiske lege, ligesom i oldtiden. Nu foreslog man at holde et ”mellem-OL” i midten af den olympiske termin, altså i 1906. Ideen var så at følge op med endnu et sådant arrangement i 1910. Det blev dog kun ved det ene ”mellem-OL”, men arrangementet blev faktisk en pæn succes og gjorde sit til at revitalisere den globale amatør-idræts konkurrence, sådan at London i 1908 kunne lave et relativt vellykket arrangement, der endeligt etablerede OL. 

I dansk idræt var der generel pæn interesse for at deltage. Danmark sendte kompatible atleter i for eksempel brydning og gymnastik. Der var danske kvindelige roere med, som vakte stor opsigt, men desværre ikke fik modstand, for der var ikke andre lande der stillede med kvinderoning.

Danmark vandt guldet

Også indenfor fodbolden var der en vis entusiasme i.f.t. at tage til Athen. Danmarks Olympiske Komite kunne ikke give megen økonomisk støtte, så man håbede på at DBU ville bekoste et dansk fodboldlandsholds deltagelse. Men DBU ville ikke og afviklede endog turneringen hjemme sideløbende med OL. Det betød jo så, at deltagelsen skete på rent privat initiativ. Her trådte Oscar Nørland til som den centrale organisator og han fungerede som truppens leder.

Desværre var OL-turneringen ramt af en stribe afbud og det danske hold – der altså ikke var et officielt landshold – var klart det stærkeste og vandt guld. I finalen slog Danmark et athensk byhold med 9-0. Grækerne fik nok efter første halvleg og blev i omklædningsrummet efter pausen.

Læs mere her: Han var Danmarks første professionelle fodboldspiller – men historien blev glemt

Mest vindende danske spiller

Oscar Nørland holdt pladsen på landsholdet i et tiår. Udover de lidt billige guldmedaljer i Athen i 1906, medvirkede KB-fløjen til sølvet i London i 1908 og igen i Stockholm i 1912. I 1910 og 1914 var han med til at besejre England. Nørland var således med på hele den ”rejse” der gjorde dansk landsholdsfodbold til en af de stærkeste nationer i Europa i en årrække. 

De tre OL-medaljer gør KB’eren til den mest vindende danske landsholdsspiller i internationale turneringer i historien (sammen med AB’s Charles Buchwald).

Niels Christian Oscar Nørland gik bort i 1941.

Meritter:

14 landskampe. 

Klubber: KB.  

1903 Dansk mester  

1905 Dansk mester

1906 OL-guld 

1907 Dansk mester

1908 OL-sølv 

1910 Dansk mester  

1911 Dansk mester

1912 OL-sølv, dansk mester og pokalvinder (KBU) 

1913 Dansk mester (landsdækkende DM) og pokalvinder (KBU) 

1914 Dansk mester (landsdækkende DM) og pokalvinder (KBU) 

1916 Pokalvinder (KBU) 

1917 Dansk mester (landsdækkende DM) 

1918 Dansk mester  (landsdækkende DM)