Spillede på landsholdet uden at kende nationalmelodien
The Granny Rule
FIFAs generelle regelsæt har en artikel 6 og 7. Disse fastslår at en spiller må udtages af, og repræsentere en nation, hvis blot minimum én bedsteforælder kan dokumenteres at stamme derfra. Denne såkaldte “Granny Rule” har flere af de britiske Home Nations nydt godt af gennem årene.
Et af de mere kuriøse eksempler er den karismatiske centerforsvarer, Terry Mancini (84 år i dag).
Ægte londoner
Mancini blev født i Camden og voksede op som en ægte cockney. To af hans brødre var dygtige professionelle boksere og Mancini-klanen, med rødder i Italien, var kendt af alle i London.
Terry var en klog og placeringsdygtig forsvarer, der fik et relativt sent gennembrud i starten af 70’erne for Queens Park Rangers. Inden da havde han ført en lidt omtumlet professionel tilværelse i bl.a. Sydafrika og i Leyton Orient.
Han sad en dag i 1973 på Loftus Road og hyggesnakkede med holdkammeraten Don Givens, der netop var blevet udtaget til det irske landshold. Mancini løb listen af irske landsholdsspillere igennem og studsede over Chelseas John Dempsey: “Han er sgu da cockney, hvad laver han på landsholdet?”, spurgte Mancini. “Hans ene forælder har rødder i Irland”, svarede Givens. Mancini sprang op med et sæt: “Så kan jeg spille for Irland”, råbte han. Givens troede at kammeraten lavede sjov: “Din far er sgu da italiener”! “Nej”, svarede Mancini, “Det er min stedfar. Min rigtige far døde da jeg var 7. Mit rigtige navn er Terry Seeley, og jeg har masser af familie i Dublin”.
Spøjs debut
Givens kontaktede straks landsholdets manager, Leeds-legenden Johnny Giles, og kort efter debuterede QPR-forsvareren for den irske republik på Landsdowne Road mod Polen.
Mancini stod ved siden af Givens under den indledende afspilning af nationalmelodierne og sagde afdæmpet: “For f…k’s sake, deres melodi bliver jo bare ved og ved”. Givens svarede med et undertrykt grin: “Den sang er vores, kammerat”…
Cockney-drengen fik 5 landskampe for “sit nye land”.
Sløj periode i Arsenal
I 1974 blev han – som 32-årig – købt af Bertie Mee til Arsenal. Det var tanken, at han skulle afløse kaptajnen Frank McLintock, der skiftede den anden vej. Det var nok en af Bertie Mees største fejlvurderinger. McLintock viste med al tydelighed i QPR, at han langt fra var færdig. Arsenal røg til gengæld ind i en meget hård periode, og var tæt på at rykke ned i 1975. Det medførte, at Mee blev fyret. Centerforsvaret med Mancini og kæmpefloppet Jeff Blockley, var et af ligaens dårligste.
Selv om the Gunners således havde et par rædselsfulde sæsoner, opnåede Mancini alligevel stor popularitet blandt supporterne på Highbury. Han var noget af en karakter og aldrig for fin til at lave lidt spas. Let genkendelig som han var med sin skaldede isse, tog han for eksempel ved en lejlighed fusen på publikum ved at møde op med paryk. ”Hvem dælen er ham dér”, gik snakken på lægterne. Indtil Terry lettede på ”låget” og afslørede sit lille nummer.
Karrieren afrundedes med en sæson i USA, hvorefter Terry Mancini, som mange andre af de daværende spillere, købte sig en pub (dog ikke en Irish).
FAI: Find an Irishman
Det irske landshold har gennem årene været særdeles flittige til at udnytte The Granny Rule, med det formål at naturalisere spillere og benytte dem med godt udbytte. Det gav fodboldforbundet, FAI, det humoristiske tilnavn ”Find an Irishman”.
Her er nogle af de bedste eksempler:
Mark Lawrenson
Phil Babb
Mick McCarthy
Andy Townsend
Alan McLoughlin
Jason McAteer
Kevin Kilbane
John Aldridge
Tony Cascarino
Tony Galvin
Chris Hughton
Jim McDonough
David Kelly
David O’Leary
Kevin Sheedy
Ray Houghton
Læs mere her: Wales’ landshold er ikke walisere