Officielt rangerer Carl Skomar’ Hansen som Danmarks første udlandsprofessionelle fodboldspiller. Skomageren skrev kontrakt med skotske Glasgow Rangers i 1921 for 20 pund (eller 10 kilo, som han selv sagde).

Men i realiteten var en anden dansk topspiller professionel flere år før Carl Hansen. Det drejer sig om en af de mere farverige skikkelser i dansk fodbold; August Lindgren.

Lindgren spillede for Olympia, der i årene omkring 1905-09 kæmpede for at bryde storklubberne KB, B.93, AB og Frems dominans. Det var med spillere som brødrene Johannes ”Bulotti” Hansen og Knud ”Postkassen” Hansen og den farverige målmand Herman Nielsen. Nøglespilleren i angrebet var uden tvivl August ”Smart” Lindgren. Han var hurtig, hårdfør, skudstærk og dertil den bedste header i dansk fodbold (på trods af at han ikke var tårnhøj). En ægte, opportunistisk og pågående centerforward. Og så var han ikke typen der holdt sig tilbage fra en solid tredje halvleg… 

I den forbindelse havde ”Smart” et par ret unikke partytricks. Han kunne kaste en cigar op i luften og gribe den i munden utallige gange – det vandt han mange omgange på – og så var han en dygtig udspringer. Glansnummeret var at springe fra 10 meteren med cigar i munden, og dukke op til overfladen, stadig med en triumferende cigar mellem læberne. 

Olympiaspilleren bliver olympier

I 1906 drog Lindgren til de såkaldte ”ekstra-lege”, der blev afholdt i Athen. Grækerne ønskede fra starten af OL’s historie at være fast vært af legene, ligesom i antikken, og valgte derfor at arrangere et OL, der lå midt i den sædvanlige olympiade-termin. DBU ønskede ikke at være ansvarlig for at sende et dansk landshold til Athen, men raske initiativtagere fik alligevel skrabet et konkurrencedygtigt mandskab sammen. Charles Buchwald fra AB, Oscar Nørland fra KB og August Lindgren var profilerne på det danske hold, der desværre fik ret begrænset modstand. Et byhold fra Smyrna med 8 englændere blev slået med 5-1, og i finalen udspillede danskerne totalt det athenske byhold og vandt første halvleg med 9-0, hvorefter grækerne valgte ikke at komme ud til anden halvleg. Det kostede dem en diskvalifikation, og danskerne tog guldet. ”Smart” benyttede den græske odyssé til også at deltage i tårnspring (uden cigar) og blev placeret som nr. 13. 

Samme år skiftede Lindgren fra Olympia til B.93 og blev en central del af et slagkraftigt angreb med folk som Anton ”Kanonen” Olsen og Johannes ”Fodboldkongen” Gandil. Lindgren medvirkede til tre danske mesterskaber med 93’erne (eftersom DBU var arrangør af turneringen, er det berettiget at titulere vinderne som ”danske mestre”, selv om man senere ændrede betydningen af begrebet da turneringen blev landsdækkende i 1913). 

Professionalismen: Det svære dilemma 

I 1907 gjorde ”Smart” det så stærkt i stævnekampe mod engelske Middlesbrough, at det faktisk efterfølgende forlød at gæsterne havde købt danskeren. Det blev modtaget meget forskelligt i pressen, og i DBU havde man ikke på det tidspunkt nogen klart defineret politik i forhold til at tackle en situation, hvor en dansk spiller skulle leve af sin hobby i en af verdens dengang stærkeste klubber. Indtil da havde man formentlig ikke forestillet sig, at noget sådant kunne ske. Derfor kunne ”sagen” ende med at skabe en præcedens, der potentielt ville få enorm betydning for dansk fodbold. 

Avisen Socialdemokraten var udelt begejstret og skrev: ”Englænderne tager en af vores bedste sparkere med sig, når de i aften rejser hjem til Old England. Det er murersvend Lindgren der har opnået en fænomenal færdighed, idet han sparker lige så godt med hovedet som med benene. Når han vier hele sit liv til fodboldspillet, vil han antageligt udvikle sig til en enestående sparker, som betales med svimlende summer, og den slanke miss i London, som den smukke madame i Paris, og den lyse mø i Danmark vil i forening binde ham sejrens laurbærkrans. Derfor råber vi: Op, drenge! Betragter nationalhelten Lindgren og sparker som han, thi da ligger verden åben for eder! Leve det danske spark, der skal bringe rædsel over den gamle verden”. Den fik hele armen! 

Aftenbladet mente at vide, at Lindgren ville få 4 1/2 pund sterling, eller 80 kroner i ugeløn, og dertil fri rejse, kost og logi. En betragtelig lønforhøjelse i forhold til angriberens job som murersvend, men Middlesbrough var også en af de økonomisk mest velstillede klubber dengang, og blev i 1905 de første der betalte over 1000£ i en spillertransfer (for angriberen Alf Common). 

Desværre for ”Smart” gik det hele i vasken af en eller anden årsag (muligvis problemer med arbejdstilladelse). Var det lykkedes for danskeren at komme til Middlesbrough, var han blevet den første kontinentale spiller i engelsk fodbolds historie, i dét der dengang var verdens suverænt stærkeste liga. Selve tilbuddet vidner om Lindgrens meget høje klasse.  

I 1908 var August Lindgren til gengæld selvskreven til det første officielle danske landshold, der vandt sølv ved OL i London. ”Smart” scorede to gange i nedsablingen af Frankrig med 17-1.

I 1910 spillede han atter en central rolle på landsholdet, da man lykkedes med at slå England som den første kontinentale nation i historien. Det skete med en 2-1-sejr på Sankt Markus Plads. ”Smart” scorede det første danske mål i triumfen. Bagefter havde englænderne travlt med at undskylde sig med, at der havde været mange afbud, og forbundet slettede endda kampresultatet fra dets officielle statistikker. 

”Skjult” professionel i Hamburg

Samme år ragede August uklar med klubledelsen i B.93 grundet udskejelser i forbindelse med en særdeles våd tredje halvleg. På samme tid gik hans tidligere klub, Olympia, i opløsning efter et 14-0-nederlag til netop B.93, så Smart spillede formentlig andetsteds (det er uklart hvor) de næste par år. Men vi ved til gengæld, at han i 1913 tog til Hamburg og spillede for klubben Viktoria. 

Han fik officielt ansættelse på en fabrik der tilhørte en af klubbens pinger, men behøvede dog hverken at møde op på jobbet eller gøre sig andre anstrengelser i den sammenhæng. Han skulle blot koncentrere sig om at spille fodbold. Dermed var han jo – reelt set – Danmarks første professional. Betalt fodbold eksisterede dog ikke formelt set i Tyskland på det tidspunkt, så det hele foregik gedulgt. ”Smart” fortalte ifølge Nils Middelboes selvbiografi, at tilværelsen som fodboldspiller i det nordtyske bekom ham særdeles vel. Men året efter brød 1. Verdenskrig ud, og den farverige forward tog hjem til København og murerjobbet, men forsvandt definitivt ud af billedet i dansk fodbold. 

August Ludvig Lindgren døde i 1945 i København.