I dag er der nok ikke mange der ved hvem Dennis Westcott var, men i Wolverhamptons historie er han intet mindre end en gigant. 

Westcott topper nemlig Wolverhampton Wanderers’ tabel over scoringsgennemsnit med næsten ufattelige 0.861. Han blev født på denne dag i 1917. 

Dennis fik en langsom start som professionel. Faktisk blev han vejet og fundet for let af adskillige topklubber, inden Wolves skrev kontrakt med den da 19-årige centerforward i 1936. 

Den unge mand scorede i sin debutkamp, en FA Cup kamp mod Grimsby, og The Mariners skulle senere komme til at høre mere til Westcott.

Manageren gav truppen abe-hormoner

Angriberen viste sig at være en ren målmaskine. I gennembrudssæsonen 1937-38 scorede han 22 gange for Ulvene, og året efter kunne han lægge navn til 43 mål i alle turneringer. Grimsby blev atter Westcotts prügelknabe, i dét der var den gamle vikingebys største historiske opgør, nemlig FA Cup semifinalen. Dennis nettede 4 gange og sendte de håbefulde opkomlinge skuffede hjem. I finalen tabte Wolves dog til Portsmouth. Wolverhampton var i det hele taget en stærk magtfaktor i engelsk fodbold. Under Major Frank Buckleys inspirerende ledelse blev Wolves ”runner up” i ligaen to gange i træk. 

Major Buckleys metoder var mildt sagt særprægede. 

Manageren var fuld af nyskabende ideer og initiativer. På Molineux Ground – og siden i Leeds fra 1948 – implementerede Buckley med stor iver konceptuel og organiseret talentudvikling og scouting. Han trak på sin militære erfaring og indførte striks disciplin i de spillertrupper han arbejdede med. Rygning blev forbudt i to døgn før turneringskampe, og alkohol var ikke velset. 

Buckley stillede høje krav til omgivelserne, men spillere og medarbejdere nærede blind tillid til hans tilgang, hvilket lagde grunden til enormt stærke fællesskaber. Han var en af engelsk fodbolds første ”track suit managers”, altså nærværende, coachende og aktivt deltagende på træningsbanen, i modsætning til old school normen, der på den tid bestod af forretningsførende managers i jakkesæt, der koncentrerede sig om transfers og regnskaber, og kun sjældent forlod kontoret udover på selve kampdagene.

Endelig initierede Buckley nymodens tiltag som mekaniserede boldmaskiner der kunne sende fodbolde i forskellige retninger og med varierende hurtighed. Og han spillede populærmusik via store højttalere til træningssessionerne. Rent taktisk stod majoren for en lidt primitiv stil, hvor hårdt arbejde og direkte spil var det absolut centrale. Poleret fodbold havde ingen interesse.

I Wolverhampton opdagede han Billy Wright og Dennis Westcott, og skabte et tophold med den senere manager Stan Cullis som omdrejningspunkt. Her introducerede Buckley også sit mest kontroversielle stunt. 

I sæsonen 1937-38 lod majoren sig inspirere af den franske kvaksalver-kirurg Voronoff, der på den tid vakte opsigt ved at eksperimentere med at transplantere testikler fra yngre geder til ældre for at revitalisere og forynge dem, og efterfølgende gentage det medicinske cirkus med aber. Buckley var fascineret og lod spillertruppen injicere med hormoner fra unge stærke aber, efter selv personligt at have forsøgt sig med indsprøjtninger – efter eget udsagn med markant gavnlig effekt. Det fortæller noget om disciplinen og den enorme tiltro til chefen, at hele spillertruppen (dog på nær to mand) fulgte ordren om den aparte foryngelseskur. Wolves fik et brag af en sæson (Westcott scorede 22 mål), men tabte mesterskabet på målstregen og sidste spilledag, med et nederlag i Sunderland, hvorved trofæet gik til Arsenal. Abe-juicens virkning var udtømt, eller placeboeffekten rakte måske ikke længere.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Krigen torpederede karrieren  

Nu fulgte de 6 forbandede krigsår, hvor den da 22-årige Westcott fik sat sin udvikling, og ikke mindst mulighederne for meritter, i stå. Under krigen spillede han en masse ”War Time games”, og scorede en bunke kasser. Hvis de kampe talte med i de officielle statistikker, så havde Westcott haft et måltal, der fik enhver anden angribers præstationer til at blegne. Ifølge flere kilder scorede Dennis 91 mål i 76 opgør under krigen, hvor ligaen var suspenderet, men klubberne spillede en regionalt baseret turnering. Der er rimelig grund til at tro, at Dennis havde været engelsk fodbolds største angrebsstjerne gennem tiderne, hvis blot…

Da ligaen blev genoptaget, stod Wolverhampton fortsat med et stærkt hold. En klar mesterskabsaspirant. Dennis var kun 28 og fortsatte ufortrødent hvor han havde sluppet 6 år tidligere.

Kom for sent til toget

Wolves sejrede i 16 af deres første 23 kampe i den første sæson efter krigen og smadrede titelkandidaterne Liverpool FC med 5-1 på Anfield, på bl.a. 4 mål af Westcott. Ugen efter scorede Dennis 4 kasser mod Bolton, men i den næste kamp kom han for sent til toget til London, og uden hans tilstedeværelse tabte holdkammeraterne til Chelsea på Stamford Bridge. Det var ikke populært. 

Men under den nye manager Ted Vizard fortsatte Wolves det gode og underholdende spil. Med sejre på 7-2 over Derby, 3-0 over Bolton og 6-4 på Molineux over Chelsea, lagde Ulvene sig i spidsen for ligaen med hele 11 points. Med 38 mål førte Dennis sig frem som samlet ligatopscorer, men han pådrog sig en skade mod Blackburn, og så begyndte forspringet at smuldre. De sidste 5 kampe gav kun 4 points, og det direkte opgør om mesterskabet på Molineux mod Liverpool blev tabt med 2-1. Wolves sluttede som nummer 3, og som sæsonen havde formet sig, var det en skuffelse. 

Det engelske fodboldforbunds udtagelseskomité formåede på en eller anden måde, at overse Westcott. Han blev dog indlemmet i en udtagelseskamp på ligalandsholdet, det såkaldte Football League XI, hvor han (selvfølgelig) scorede, men han kom alligevel aldrig på A-landsholdet. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Efter en 5. plads i sæsonen 1947-48 skiftede Wolverhampton Ted Vizard ud med den tidligere storspiller Stan Cullis. Den kun 31-årige manager (ligaens yngste) følte måske, at det var nødvendigt at skifte ud blandt de tidligere holdkammerater, og han fik da også bygget et slagkraftigt mandskab på kort tid. Men det blev uden Dennis Westcott, der var jævnaldrende med Cullis, og måske blev vurderet for gammel. 

I Blackburn og siden Manchester City viste Dennis imidlertid, at han stadig kunne finde vejen til målnettet. Karrieren blev nedtrappet i Chesterfield. Med næsten 200 ligamål i karrieren tilhører Westcott en meget lille, og helt særlig gruppe af notoriske målscorere i engelsk fodbolds historie. For Wolves blev det til uhyre imponerende 124 mål i 144 kampe. 

Få år efter at Dennis endegyldigt havde lagt støvlerne på hylden (i non-league klubben Stafford Rangers) blev han desværre ramt af leukæmi. Han gik bort i 1960, kun 43 år gammel. 

Wolverhamptons bedste målscorere, scoringsgennemsnit:

1. Dennis Westcott 0,861
2. Billy Hartill 0,722
3. Harry Wood 0,666
4. Jimmy Murray 0,555
5. Steve Bull 0,545
6. Dennis Willshaw 0,515
7. Roy Swinbourne 0,495
8. Johnny Hancocks 0,444
9. John Richards 0,400
10. Derek Dougan 0,380