Englands VM-historie har været noget af en lidelseshistorie.

De opskruede forventninger er gang på gang blevet modsvaret af skuffende resultater, og bortset fra triumfen for 60 år siden, har fodboldens moderland generelt ikke været i stand til at spille en markant og fremtrædende rolle i verdensmesterskabets historik.

Denne gang prøver FA med en tysk træner. Tysk? Den var ikke gået før i tiden, men det har været vanskeligt at finde noget at udsætte på Thomas Tuchels resultater i kvalifikationen.

Landsholdsmanageren har valgt en trup med et forholdsvis fastlagt og gennemskueligt hierarki. Og spilkonceptet er meget klart: Modstanderne skal presses højt oppe og udfordres med den power og det tempo som englænderne har i blodet, i deres DNA og ikke mindst i benene via en hverdag i verdens stærkeste liga.

Englands nøgler

Hvis Three Lions for alvor skal brøle og nå langt ved denne slutrunde, så er der nogle afgørende momenter der skal fungere.

1. Det høje pres.

Tuchels taktik er i dén grad funderet på det aggressive presspil, hvor de fire forreste skal stresse modstanderne til at begå fejl. Declan Rice og Elliot Anderson på den centrale midtbane har et kæmpe ansvar for at dirigere og bevare overblikket i den fase.

Mod Kroatien virkede presset fint. Jude Bellingham leverede et imponerende løbearbejde, og udnyttede på fornem vis en genial aflevering i dybden fra Anderson lige efter pausen.

Jeg var spændt på at se om tyngdepunktet ville blive lagt længere tilbage efter det tidlige straffesparksmål i starten, men det skete (heldigvis) ikke. Heller ikke efter 3-2-målet i anden halvleg.

Jeg lærte aldrig at holde af Gareth Southgate, for jeg fandt hans tilgang alt for passiv og minimalistisk. Men Tuchel stiller højere krav til sit mandskab i forhold til at fastholde initiativet.

2. Kantspillet

Det kvikke kantspil er en ægte, uforfalsket engelsk klassiker.

Der var mange der rynkede på næsen over at Phil Foden ikke blev udtaget, men jeg vover det ene øje, og udpeger Noni Madueke til en af dette VM’s potentielle nøglefigurer.

Højrewingen har fået en masse kritik for at mangle slutprodukt i denne sæson, og statistikkerne lyver jo ikke, men de giver heller ikke det fulde billede af en skøn individualist, der i mange kampe opportunistisk og vedholdende har udfordret med sine uforudsigelige driblinger. Han har manglet lidt held i sprøjten, men måske kommer det nu?

Den nybagte Barcelonakant, Anthony Gordon, var knapt så synlig som i den sidste træningskamp mod Costa Rica, hvor han var meget pågående. Men konkurrencen om pladserne er i orden. Bukayo Saka og Marcus Rashford skabte i fællesskab den smukke, fjerde engelske scoring, efter at være blevet indskiftet i anden halvleg.

3. Harry Kane skal score

Det lykkedes jo ganske glimrende mod Kroatien med to mål, og anføreren er et godt bud på en samlet VM-topscorer. Kanes evne til at trække ned i banen, vende rundt, og servere præcise pasninger til sine medkombattanter, er utvivlsomt lige så vigtig for England. Det kræver en eminent timing at spille den form for falsk 9’er, men Bayernforwarden mestrer det til perfektion.

4. Undgå at give dumme mål væk

Kan Jordan Pickford undgå at begå dumme fejl? Er man helt tryg ved et forsvar hvor skrøbelige John Stones og Reece James har hovedroller? Og med Marc Guehi – overraskende – på bænken?

Bortset fra lidt nervøsitet i starten af kampen løste englænderne opgaven med at spille bolden fri bagfra uden de store udfald. At Kroatien hentede to føringer i en spillemæssigt fed første halvleg, må tilskrives dette snu og dygtige mandskabs høje niveau og sublime færdigheder. Begge kroatiske scoringer var ren topklasse.

Det er selvfølgelig indlysende, at en risikovillig taktik med højt pres kan give blottelser bagude, men konstellationen Stones/Konsa gjorde det generelt udmærket. Er det stabilt nok til at gå hele vejen ved VM? Jeg tror på England i mindst en semifinale.

5. Ingen straffekonkurrencer

Den får lov at stå alene uden yderligere kommentarer…

Kampen som helhed?

Tilskuerne i Arlington fik en fremragende og seværdig kamp. Den bedste ved denne slutrunde indtil nu.

Kroatien blev bombarderet i minutterne efter pausen og kunne være glade for en verdensklassekamp af keeperen Livakovic. Men de havde en stærk periode midt i halvlegen, hvor det begyndte at lugte lidt af en tredje udligning.

Luka Modric spillede ikke nogen fremtrædende rolle, men det var spøjst at se hvordan Harry Kane i flere situationer trak tilbage på midten for nærmest at mandsopdække den lille troldmand. To af fodboldens helt store personligheder.

Slagtede den danske landstræner Brian Riemer – nu siger han undskyld