Prestigeopgør og vikingeholmgange: Danmark i det Nordiske Mesterskab

Op til det meget imødesete opgør i Nations League mod Norge, er det passende med en historisk artikel om dengang da det officielle Nordiske Mesterskab var tidens idrætslige højdepunkt.

Danmark var isoleret fra international turneringsfodbold

1920 blev et skelsættende år for dansk fodbold. Efter en skandaløs OL-turnering med en meget skuffende tidlig dansk exit, besluttede DBU efterfølgende at trække landsholdet fra international turneringsfodbold. Danmark deltog først igen ved De Olympiske Lege i 1948, og da VM kom i gang i 1930’erne var det uden dansk deltagelse – endda helt frem til kvalifikationen til verdensmesterskabet i Sverige i 1958.

Landsholdet deltog dog i 1 international turnering. Det Nordiske Mesterskab, hvor man kunne være forvisset om at de deltagende nationer var 100% amatører. NM og især arvefjendeopgørene mod svenskerne, blev simpelthen det årlige tilløbsstykke for fodboldfolket i årtier.

Danmark vandt den første pokal

Det første nordiske mesterskab blev initieret af DBU og afholdt i intervallet 1924-28. Det blev vundet af Danmark, hvilket bekræftede landsholdets førende position i Norden. I 1928 havde man indtil da spillet 21 landskampe siden 1913 mod Sverige, og vundet de 14. Mod Norge var der udkæmpet 20 dyster siden 1912, og danskerne havde vundet de 15. Slutstillingen vidnede om dansk dominans, og at Norge haltede efter.

Danmark         16 p.

Sverige              13 p.

Norge                1p.

Efter at Danmark således havde vundet det første trofæ: ”DBU’s Jubilæumspokal”, besluttede man sig for at indlemme Finland i løjerne. Turneringen fortsatte med et fireårigt format.

Sverige satte sig på titlen

Ved senere lejligheder har pressen med jævne mellemrum udråbt danskerne til ”Nordiske mestre” efter en enkelt god landskampsæson.

Da Knud Lundberg, i samarbejde med ”Grimme” Gunnarsson, i 1965 udgav bogen ”Nordens mesterhold” var titlen i realiteten et falsum. Bogen var utvivlsomt skrevet i glæde over, at det danske landshold for første gang i en halv generation havde været i stand til at spille lige op med arvefjenden, men ”nordiske mestre” var Danmark ingenlunde. I realiteten var det en selvopfunden og aldeles uofficiel ”titel”. Virkeligheden var at Sverige snart satte sig massivt på de reelle mesterskabstrofæer.

I 1929-32 var det svenske fodboldforbunds Guldkrus på spil. Danskerne havde en stærk periode omkring 1930, men to nederlag til Finland i 1931 og 32 spolerede mulighederne for at forsvare titlen, der i stedet gik til Norge. Nordmændene havde eksplosiv fremgang og en sand guldalder i 30’erne, med spillere som Jørgen Juve, Reidhar Kvammen og Arne Brustad, og de gjorde en særdeles god figur ved OL i 1936 og VM i 1938.

Pressen i Danmark var fortvivlede over tabet af den nordiske førerposition, og man efterlyste desperat forklaringsmodeller og løsninger. Det var dog et plaster på såret, at landsholdet i turneringens sidste opgør formåede at slå Norge med 2-1 i Oslo på mål af Pauli Jørgensen og Henry ”Lillebror” Hansen. Efter kampen måtte de danske spillere pænt klappe og se til, mens nordmændene modtog pokal og hyldest.

Norges nemesis

Faktisk viste danskerne sig ofte at være nordmændenes nemesis. Det kom til at betyde, at det blev Sverige, der løb med det nordiske mesterskab 1933-36, hvor man spillede om det norske forbunds ”Nordiske Pokal”. Norge sloges altid som djævle mod svenskerne, men havde det svært mod Danmark.

Den næste mesterskabsperiode blev kraftigt forlænget af Anden Verdenskrig. Man må lidt simplificeret konstatere, at svensk og dansk fodbold kom relativt stærkt ud af Verdenskrigens rædsler, mens norsk og finsk fodbold måtte starte op fra scratch. Sverige vandt OL i 1948, og de blå-gule sejrede da også i det nordiske mesterskab 1937-47, hvor trofæet i omdrejningspunktet var det finske forbunds pokal ”Suomen Karhut”.

Under, og lige efter besættelsen fik de nordiske opgør stor symbolsk betydning. I 1943 slog Danmark svenskerne i et brag af en kamp med 3-2 i Idrætsparken. Et begejstret publikum afsang bagefter den norske nationalhymne, ”Ja, vi elsker dette landet”, som en sympatitilkendegivelse over for det undertrykte norske folk. Tyskerne reagerede ved at forbyde yderligere landskampe under resten af besættelsen.

Svensk verdensklasse

Man taler tit i Danmark om at landsholdet havde haft verdensklasse i tiden efter krigen, hvis man havde tilladt adgang for de professionelle. Det gælder i endnu højere grad for Sverige. Svenskerne tog til VM i Brasilien i 1950 og vandt bronzemedaljer – med et amatørmandskab. Havde de blå-gule gjort brug af deres topspillere i Italien og Spanien, altså verdensklassespillere som Gunnar Gren, Gunnar Nordahl, Nils Liedholm m.fl., så er det ganske sandsynligt at Sverige havde vundet VM.

I stedet fortsatte man med bronze ved OL i 1952, så der er ikke noget at sige til at svenskerne også vandt det nordiske mesterskab i intervallerne 1948-51 (DBU’s Vase) og 1952-55 (SvFF’s Pokal). Danmark blev nr. 2, respektive 3, i de to turneringer.

I 1958 valgte det svenske fodboldforbund for første gang i historien at fravige amatørprincippet på landsholdet, da man stillede med professionelle ved verdensmesterskabet på hjemmebane. Med spillere som Nacka Skoglund, Kurt Hamrin, Bengt Gustavsson og Nils Liedholm vandt Sverige som bekendt VM-sølv. Nackas fantastiske historie: Han tryllebandt verden ved VM – endte alene og døde som 45-årig

Den berømte 4-4-kamp

I de interne nordiske opgør benyttede man imidlertid fortsat amatørerne (dog med deltagelse af ex-professionelle). Det er derfor en myte, når det påstås, at Danmark i den berømte 4-4-kamp, kort efter VM i 1958, på Råsunda mødte det svenske ”sølvhold”. Der var reelt 5 gengangere fra VM-finalen på det svenske hold ved den lejlighed.

Men selv med de næstbedste kunne Sverige vinde det nordiske mesterskab i intervallet 1956-59, hvor man spillede om det norske forbunds skulptur ”Eventyr og Lek”.

Danmark brød Sveriges dominans

Selv om svensk fodbold havde en ret markant tilbagegang i 1960’erne, så vandt man alligevel de næste tre nordiske mesterskaber på stribe (1960-63, 1964-67 og 1968-71). Danmark blev hver gang nr. 2.

I 1970 gad man ikke længere fra svensk side tilfredsstille forældede forestillinger fra de andre forbund om kun at stille med amatører, og det gav plads til fx spillere som Ralf Edström og Roland Sandberg. Danskerne fulgte trop i 1971 og tog professionelle med på landsholdet generelt.

Trods mindeværdige danske sejre i bl.a. Göteborg i 1976, så tog Sverige atter det nordiske mesterskab 1972-77 (intervallet blev besluttet forlænget med to år). Man måtte dog efterhånden erkende, at de nordiske opgør ikke havde samme mytiske magi og tiltrækningskraft over sig. Man kunne afspejle det danske landsholds optur i mesterskabet 1978-80 (kun treårigt interval), hvor danskerne brød 55 års svensk dominans, og igen i 1981-83, hvor et dansk landshold med stærkt internationalt momentum genvandt NM.

De nordiske Bråvallaslag

Det blev også det sidste officielle nordiske mesterskab. Men selv om tiden var løbet fra konceptet, så er det indiskutabelt, at landskampene de nordiske lande imellem ofte siden har udviklet sig til regulære Bråvallaslag.

Hvem husker ikke den famøse ”Fodbold-tosse kamp” i 2007? Og de tætte VM-kvalifikationsopgør i 2009 og slutrundedysterne mod svenskerne i 1992 i Stockholm og 2004 i Oporto? For ikke at tale om EM-kvalifikationskampene i 2002, 03 og 11 mod Norge. Og dengang da Dynamitholdet sikrede Mexico-billetterne i Oslo i 1985.

I de opgør blev der fightet fra begge sider som gjaldt det liv og fædreland. Så der står stadig en god portion ”ekstra” prestige på spil, når de nordiske brodernationer tørner sammen i internationalt regi.

Samlet:

Nation              Guld                  Sølv                   Bronze

Sverige              9                         4                         0

Danmark         3                         7                         3

Norge                1                         2                         9

Finland             0                         0                         1