Arsenal ramt af skrækskade midt i guldkampen
Mikel Arteta blev søndag eftermiddag tvunget til en tidlig og højst kontroversiel rokade, da Arsenal gæstede West Ham på London Stadium.
Efter små 30 minutters spil gik det galt for Ben White. Den engelske forsvarsspiller, der for nylig blev udtaget til Thomas Tuchels landshold, kolliderede med Crysencio Summerville og tog sig straks til sit højre knæ. White forsøgte at modtage behandling på banen, men måtte kort efter halte fra banen i tydelige smerter.
Neville: “Han beder selv om ballade”
Fra kommentatorboksen hos Sky Sports var Gary Neville ikke imponeret over Whites ageren i situationen op til skaden:
– Det der kan nemt undgås, hvis man går ind i duellen med en solid blokering. Han svinger benet ud på en ret svag måde. Man beder selv om ballade, når man gør det, lød den kontante dom fra Manchester United-legenden ifølge Football London.
Chok-rokade: “Jeg er rystet”
Det var dog Artetas efterfølgende træk, der for alvor fik Neville op i det røde felt. I stedet for at sende en naturlig forsvarer som Cristhian Mosquera på banen, valgte Arteta at indskifte midtbanespilleren Martin Zubimendi og rykke Declan Rice ned som højreback.
– Jeg er faktisk rystet. At fjerne Declan Rice fra midten af banen er en kæmpe beslutning, konstaterede Neville.
Effekten af rokaden var øjeblikkelig og ikke til Arsenals fordel. West Ham overtog styringen, og Neville advarede kort efter Arteta mod at fortsætte eksperimentet:
– Alt har ændret sig nu. Arsenals midtbane står pivåben, og højresiden er ikke lukket ned. Hvis jeg var Arteta, ville jeg få Rice tilbage på midten hurtigst muligt. Det her er ved at udvikle sig til en beskidt kamp, og det er præcis det, Arsenal ikke vil have.
Arsenal vandt dog ikke desto mindre opgøret med 1-0 og er dermed på vej mod klubbens første mesterskab siden 2004.
Uden tvivl: Arne Slot afløses af stjernetræner


















