Rykkede ned med et brag efter historisk brøler: Men Tottenhams vilde satsning ændrede alt
Det er en ældre herre der i dag har fødselsdag. Harry Keith Burkinshaw bliver 91.
I dag huskes Burkinshaw som en af Tottenham Hotspurs allerbedste managers gennem tiderne, men hvis klubbestyrelsen tilbage i 1976-77 ikke havde besindet sig, og i stedet for at prioritere kontinuitet havde trykket på fyringsknappen, så havde meget set anderledes ud.
I år tiltog Tottenhams dårlige placering som fjerdesidst i Premier League sig en massiv omtale. Det kan ikke være anderledes, for Spurs er en storklub i London med et fantastisk stadion og enorme ambitioner. Det er naturligt, at klubben er associeret med en plads på øverste hylde i engelsk fodbold. Men i 1977 så det yderst sort ud for Tottenham.
Old Bills dybe fodspor
Klubbens store ”faderskikkelse”, Bill Nicholson, trak sig tilbage i 1974 efter 16 år i managersædet på White Hart Lane. Han efterlod sig meget dybe fodspor. Nicholson havde ført Tottenham frem til The Double tilbage i 1961, vundet FA Cuppen tre gange og to europæiske trofæer. Han implementerede og udviklede en spillestil med frisk, teknisk fodbold. Det såkaldte ”Push and Run”, som forgængeren Arthur Rowe i sin tid havde introduceret med Nicholson som aktiv spiller. Den offensive tilgang gjorde Tottenham til et af Englands mest seværdige hold i en lang årrække.
Uanset hvem der var blevet udpeget som Old Bills afløser, så havde opgaven været ekstremt vanskelig. Men det var alligevel en gedigen overraskelse, at valget faldt på Terry Neill. Nordireren havde i sin aktive karriere været en dygtig forsvarsspiller hos Tottenhams ærkerivaler, Arsenal. Han var en klog strateg på banen, men i managerjobbet viste det sig, at han havde taktiske mangler. Spillertruppen var i et ombrud, hvor der skulle skiftes en hel del ud, og Neill havde ikke nogen sikker hånd på transfermarkedet. Tottenham røg chokerende ned i bunden og undgik kun med nød og næppe nedrykning. Året efter gik det dog lidt bedre med en 9. plads, ikke mindst i kraft af fremragende målmandsspil af Pat Jennings, der blev kåret til Årets Spiller i England.
Terry Neill skiftede til Arsenal, og bestyrelsen hentede den helt uprøvede Keith Burkinshaw ind. Det var en stor mundfuld for en 41-årig, der aldrig havde været manager (eller spiller) på topplan. Han havde været chef en kort overgang i Scunthorpe, og ellers havde han haft jobs som coach, senest under Neill og dennes assistent Wilf Dixon.
Total nedtur
Det gik helt forfærdeligt. Den nye mand i chefstolen startede med at afskrive klubhelten Pat Jennings, der så tog med Terry Neill til Arsenal og spillede en perlerække af gode sæsoner. Det var en brøler af dimensioner. Der var i det hele taget intet der fungerede, og Spurs rykkede ned med et brag. Det havde været forventeligt, ja næsten naturligt, hvis bestyrelsen havde reageret med en fyring, men sådan gik det ikke.
En klog mand har engang sagt, at kontinuitet kan være at banke et søm i med tommelfingeren. På et tidspunkt må man indse, at det ikke duer. Men meget ofte kan det være klogt at ”sætte det lange lys på” og bevare tilliden til at træneren vil være god for klubben på længere sigt. Det gjorde man i Tottenham, og det blev belønnet. Men det kneb gevaldigt i 2. division, og returbilletten til the top flight hang i en tynd tråd. I den sidste ende sneg man sig med i top-3 på bedre målscore end Brighton. Der har nok fortsat været en del skeptikere blandt klubbens entusiastiske fans.
Geniale og banebrydende indkøb
Men så foretog Burkinshaw et genialt strategisk træk. Han hentede de to argentinske verdensmestre, Osvaldo Ardiles og Ricardo Villa, og dermed blev der åbnet op for dygtige udenlandske spillere i engelsk fodbold. Især Ardiles var en åbenbaring. Han styrede sikkert og elegant Tottenhams midtbane sammen med den brillante tekniker Glenn Hoddle. Burkinshaw revancherede sin fatale keeper-beslutning med Pat Jennings ved at købe Ray Clemence i Liverpool. Den irske venstreside med Chris Hughton og Tony Galvin stormede afsted i hurtige angrebshidsige raids, og i angrebet satte Burkinshaw fodrappe Garth Crooks sammen med den snu skotske måltyv Steve Archibald. Tottenham blev atter et af de mest seværdige hold i England.
FA Cup trofæet blev to gange hentet til Nordlondon, og der blev også et par 4. pladser i ligaen til Spurs. Der manglede lidt kvalitet, især i defensiven, i forhold til at nå helt til tops, men publikums forventninger til positiv, teknisk betonet fodbold, blev indfriet. Klubmottoet ”Audere est Facere”, at turde er at handle, levede Burkinshaws mandskab rigtig fint op til.
I 1984 vandt Tottenham UEFA Cup turneringen efter en tæt dyst med Anderlecht. Det blev en fin afslutning for Keith Burkinshaw. Han tog til Bahrain og tjente kassen, men adskillige efterfølgende forsøg på comebacks i engelsk fodbold blev ikke specielt succesrige. I en del år var han direktør i skotske Aberdeen.
Han blev hædret med optagelse i Tottenham Hotspurs Hall of Fame i 2004.
