
Husker du: Den skotske måltyv?
Steve Archibald var en rigtig ”Fox in the Box” for Tottenham. I dag fylder han 70.
Archibald var en af Sportslørdag-epokens store helte. Skotten spillede for et seværdigt Tottenham-mandskab med profiler som Glenn Hoddle, Osvaldo Ardiles og Steve Perryman. I flere sæsoner udgjorde skotten en særdeles farlig angrebsduo sammen med hurtige Garth Crooks.
Danske tv-seere kunne via Sportslørdag følge den rødhårede målræv med ludende bevægelser, hængende hoved og lange ærmer, som en anden krybskytte snige sig omkring for at lure på chancerne. Altid på udkig efter bytte.
Alex Ferguson gjorde Steve til topscorer
Karrieren startede som midtbanespiller i Clyde, men Steve blev købt af Aberdeen i 1977 og omskolet til forward. Han var ikke den arbejdsomme type. Heller ikke nogen iøjnefaldende teknisk individualist. Men hvis man gav ham snor i boksen, så var der kasse. Archibald var en uhyre klinisk afslutter. En af epokens bedste.
Alex Ferguson grundlagde sit navn som manager i Aberdeen, som han gjorde til skotske mestre i 1980. Faktisk havde ”The Dons” startet triumfsæsonen i Danmark med træningskampe mod Kolding, Randers og Skovbakken. Det danske feriepublikum kunne bl.a. se Archibald score to gange i Aarhus, da Skovbakken blev slået med 7-0.
En stime på 15 kampe i træk uden nederlag i den sidste del af sæsonen, var nok til at sikre det overraskende mesterskab, et point foran Celtic. Archibald nettede 22 gange i alle turneringer tilsammen, og det var tilstrækkeligt til at få engelske topklubber til at lægge billet ind.
Det blev Tottenham og manager Keith Burkinshaw, der vandt budkrigen, og Steve skiftede til White Hart Lane for en transfer på 800000£. Det blev en gylden handel for Surs, for allerede i den første sæson blev Archibald ligatopscorer med 20 mål (delt med Aston Villas Peter Withe).
Læs mere om Keith Burkinshaw: Rykkede ned med et brag efter historisk brøler: Men Tottenhams vilde satsning ændrede alt
Dobbelt FA Cup vinder
Tottenham sluttede på en forholdsvis beskeden 10. plads, men vandt til gengæld FA Cuppen med finalesejr i et forrygende slutopgør mod Manchester City. Der måtte to spændende og intense kampe til, før trofæet kunne placeres i Nordlondon.
Året efter gentog Spurs FA Cup triumfen ved at finalebesejre QPR (atter måtte der to kampe til). I ligaen var Burkinshaws tropper længe rigtig godt med, men truppens ressourcer var hårdt spændt for med deltagelse i flere turneringssammenhænge. Udover FA Cuppen nåede man finalen i Liga Cup turneringen og semifinalen i Europa Cuppen for pokalvindere. Motoren var forståeligt lidt slidt til sidst, men en 4. plads i ligaen var klart godkendt. Archibald måtte personligt slås med skader og scorede kun 10 mål.
Måltyven agerede forsanger på den skotske VM-sang før slutrunden i 1982, men han fik ikke nogen hovedrolle på de spanske arenaer. Det blev til en enkelt scoring i den skotske 5-2-sejr over New Zealand, men The Tartan Boys måtte atter en gang konstatere, at indsatsen ikke rakte til avancement fra den indledende pulje. Det ville være synd at sige, at landsholdet fik det store udbytte af Archibalds talent. I 27 landskampe nettede han blot 4 gange.
Kæmpe kontrakt med Barcelona
Til gengæld var 1983-84 en stor sæson for Steve. Tottenham vandt UEFA Cup turneringen ved at besejre danskerklubben Anderlecht på straffesparkskonkurrence. 21 ligascoringer udløste en flot kontrakt med FC Barcelona, der betalte over 1,1 million pund for den snu goalgetter.
I Catalonien glimrede Archibald med 15 ligamål og et spansk mesterskab i den første sæson, 1984-85. Men derefter må man nok konstatere, at karrieren kulminerede. De følgende to år havde skotten svært ved at holde pladsen i angrebet, og siden førte han en meget omskiftelig tilværelse som ”jouneyman” på korte kontrakter i mere eller mindre dubiøse klubber.
Efter den aktive karriere bosatte Steve sig i Spanien og arbejdede i en årrække som agent.
I 2000 forsøgte han sig som manager i Airdrieonians i den tredjebedste skotske række. Klubben blev tilført et stort antal udenlandske spillere, især spaniere, og ambitionen var at overtage klubbens ledelse. Da dette mislykkedes, trak Archibald sig ud af projektet, hvorefter en af Skotlands ældste klubber (stiftet i 1878) gik i opløsning. Den genopstod dog i 2002 som Airdrie FC.