Historiens største syndebuk: Hængt ud efter smerteligt nederlag

Det må være et dybtliggende, generelt psykologisk menneskeligt træk: Behovet for skyldnere, syndebukke. At have nogen at bebrejde, når vores forhåbninger bliver skuffet.

Fodboldhistorien indeholder mængder af eksempler. I engelsk fodbold er der ingen, der mærkede den kollektive fordømmelse på så barsk vis som Peter ”The Cat” Bonetti.

Søn af schweiziske immigranter

Peter Phillip Bonetti blev født på denne dag i 1941. Som efternavnet antyder, så var han ud af en italienstalende schweizisk familie. Forældrene drev en café i London, og knægten drømte om at blive professionel fodboldmålmand, og spillede på Readings ungdomshold. Peters mor skrev et brev til Chelsea FC’s manager, den gamle Arsenalforward Ted Drake, og bad indtrængende på sin søns vegne om en prøvetræning. Den faldt positivt ud, og Peter kom på kontrakt på Stamford Bridge i 1959.

Den 18-årige keeper var ikke længe om at etablere sig på Chelseas førstehold. Men han var også et talent i den helt ekstraordinære kategori. Lynhurtig, atletisk og stabil. Hans ekstremt lange udkast vakte opsigt, og han var i besiddelse af en helt usædvanlig elegant stil. En helstøbt keeper uden iøjnefaldende svagheder.

Doc samlede et superhold i Chelsea

Chelsea måtte en tur ned i 2. division i 1963, men vendte hurtigt tilbage til the top flight. Den skotske manager, Tommy Docherty, formerede et uhyre spændende mandskab med solide fightere som Ron Harris, John Hollins og Eddie McCreadie, visionære teknikere som Peter Houseman, Terry Venables og Charlie Cooke, og ikke mindst de dødbringende farlige forwards Barry Bridges og Bobby Tambling.

Chelsea fejrede oprykningen ved at være ubesejret i sine første 10 kampe, og sluttede sæsonen 1964-65 på en stærk 3. plads. Denne præstation blev fulgt op af en 5. plads i 1966, hvor The Blues også nåede frem til semifinalen i UEFA Cup turneringen (dengang Messeby/Fairs Cup). I 1967 var ”Doc” og klubben tæt på en kæmpe triumf i FA Cup turneringen, men Tottenham sejrede i en tæt finale med 2-1.

Nummer 2 efter Banks

På det tidspunkt havde Peter Bonetti fået det helt store gennembrud som engelsk landsholdsspiller. Han var med i den engelske verdensmester-trup i 1966, men måtte dog finde sig i at stå i skyggen af Gordon Banks.

”Banks of England” var ikke helt nem at konkurrere med. Stoke-keeperen regnedes almindeligvis for verdens bedste, og Bonetti måtte nøjes med at være substitut. Der var dog mange der mente, at han ikke stod meget tilbage for Banks, når det kom til reaktionsstyrke og elegance. På Stamford Bridge fik Peter tilnavnet ”The Cat”.

I 1968 afløste Dave Sexton Tommy Docherty i managersædet, og Chelsea fortsatte med at udfordre topklubberne. Han tilførte holdet den geniale playmaker Alan Hudson, der etablerede et fantastisk sammenspil med centerforwarden Peter Osgood.

Chelsea blev nummer 3 i ligaen i 1970 og vandt FA Cup turneringen efter to stenhårde finaler mod Leeds United. Bonetti var på sin karrieres top. Så ramlede det.

Store forventninger til titelforsvaret

Englands landsholdsmanager, Alf Ramsey, havde et måske endnu bedre hold ved VM i 1970 i Mexico, end det, der fire år tidligere havde vundet verdensmestertitlen. Fodboldens moderland stillede til slutrunden med store forhåbninger, og de blev ikke væsentligt svækket af et 1-0-nederlag til Brasilien i den indledende pulje. Brasserne, med en forrygende Pelé i spidsen, spillede fremragende, men England havde gode chancer og det velspillede opgør var ganske lige. Mange husker nok Gordon Banks fænomenale redning på Pelés hovedstød undervejs i kampen.

I kvartfinalen stod den på det klassiske opgør mod Vesttyskland. En revanchematch i forhold til VM-finalen fire år tidligere. Skæbnen ville, at Banks blev ramt af et maveonde (”Montezumas hævn”), og Bonetti måtte på kassen. Det så man nu ikke som nogen voldsom svækkelse. Pressen var optimistisk og nærede stor tillid til ”The Cat”. Også Alf Ramsey var fortrøstningsfuld og udtalte, at Bonetti var verdens næstbedste keeper – efter Banks.

The Cat blev nationens syndebuk

Starten gik fint. England spillede superstærkt og kom foran 2-0. Ramsey regnede formentlig sejren for at være hjemme og skiftede nøglespilleren Bobby Charlton ud. Men 20 minutter før tid sled Franz Beckenbauer sig igennem i den engelske venstre forsvarsside. Han fik sendt et fladt skud afsted, der smuttede under Bonetti. Et klart drop. Nu spredte usikkerheden sig, mens tyskerne fik blod på tanden. Med 8 minutter tilbage røg et hovedstød fra veteranen Uwe Seeler i en blød bue over Bonetti, og i den forlængede spilletid beseglede VM-topscoreren Gerd Müller den engelske skæbne.

Alf Ramsey var ikke sen til at tørre fiaskoen af på sin reservekeeper, og stakkels Peter Bonetti blev hængt ud i pressen som syndebuk for nederlaget til ærkefjenden. Fra verdensklasse til håbløs umulius på 120 minutter. Bonetti var nationens mest udskældte mand, og han spillede aldrig mere for England.

Ballade i Chelsea

Hjemme i Chelsea var der vild ballade. Disciplinen i truppen haltede, og Dave Sexton kom på kant med flere af nøglespillerne, især stjernerne Hudson og Osgood. Det afstedkom et regulært spilleroprør, men Sexton vandt den interne konflikt og magtkamp, og resultatet blev, at succesholdet blev splittet.

Alt om Peter Osgood her: Statuen ved Stamford Bridge

Klubben røg ind i en voldsom deroute og rykkede ned i 1975. Bonetti forblev dog loyal over for Chelsea, og medvirkede til en oprykning to år senere. I 1979 fik han imidlertid en trist exit, da Chelsea atter måtte indkassere en nedrykning. Samlet opnåede Peter 729 kampe for Chelsea. Det indplacerer ham som nummer 2 på listen over flest kluboptrædener for londonerne, kun overgået af Ron ”Chopper” Harris.

Siden spillede The Cat lidt i skotske Dundee United, hvorefter han søgte væk fra rampelyset og bosatte sig på Isle of Mull, hvor han drev et gæstgiveri, samtidig med at han påtog sig trollen som øens postbud.

I 1990’erne arbejdede han som målmandscoach under Kevin Keegan i Newcastle, Fulham og Manchester City.

Han gik bort i 2020.