Han byggede Newcastle op - og så begyndte hele kollapset
Newcastle United er i mange år blevet betegnet som ”en sovende kæmpe”. På mange måder med rette. Det nordlige Englands største by har et imponerende stadion, et utroligt engageret hjemmepublikum og ikke mindst historik og traditioner. Newcastle var således en af de første britiske klubber der besøgte Danmark i starten af 1900-tallet. Det skete faktisk flere gange; i 1904, 09, og 1913. I det sidstnævnte år spillede the Magpies tre venskabskampe mod det danske landshold og vandt de to. Og det var vel at mærke på et tidspunkt hvor Danmark toppede alle (retrospektivt udformede) verdensranglister for landshold. Men Newcastle var også ualmindeligt stærke. Engelske mestre i 1905, 08 og 09. FA Cup vindere i 1910 og tabende finalister i 1905, 06, 08 og 11. Men siden faldt giganten i søvn, for det er et faktum at Newcastle kun har formået at vinde 1 trofæ i de store hjemlige turneringer siden 1955!
I begyndelsen af Sportslørdag-epoken i 1970’erne så det dog ud til at klubbens Tornerose-døs var overstået. Nogle gange kan en enkeltstående manager virkelig gøre en forskel.
Kaptajnen Harvey
Joseph ”Joe” Harvey blev født på denne dag i 1918. Harvey var en solid halfback for the Toon i klubbens stærke periode i 1950’erne. Han spillede mere end 200 ligakampe for Newcastle og var anfører da klubben sejrede i FA Cuppen i 1951 og 52 (sidstnævnte med finalesejr på 1-0 over Arsenal på et mål af chileneren George Robledo).
Artiklen fortsætter efter billedet.
I 1961 blev Harvey manager for sin gamle klub, en position han besad de næste 13 år. I 1969 førte han Newcastle til UEFA Cup triumf (det hed Inter Cities Fair Cup, eller på dansk Messeby Cup turneringen dengang) med bl.a. den skotske kaptajn, Bobby Moncur og danske Preben Arentoft på holdet. Byen var vågnet og vejrede morgenluft.
I første halvdel af 1970’erne var de stribede nordenglændere pænt med fremme i turneringen hvert år, og der blev spillet en gang fremadrettet og særdeles seværdig fodbold på St. James’. Joe Harvey var en glimrende talentudvikler og fandt desuden blandt andre topscoreren Malcolm MacDonald i Luton Town, John Tudor i Sheffield United og Terry McDermott i Bury. I 1974 sparkede Super Mac & co. sig helt igennem til FA Cup finalen, hvor det dog blev til et nederlag til Bill Shanklys Liverpool FC.
Urealistisk kræsenhed
Men det gode spil og de fine resultater kom til at fungere som et tveægget sværd. Publikum på St. James’ Park – the Toon Army – vænnede sig på rekordtid til følelsen af at være en ægte topklub, og forlangte grådigt trofæer. Da 1974-75-sæsonen endte med en skuffende 15. plads ulmede utilfredsheden snart på lægterne. Joe Harvey var en manager af den gamle skole; hans styrker lå i at motivere og lede sine spillere. Til gengæld ejede han ikke de taktiske værktøjer til at nytænke og vende modgangen. Harvey måtte se sig afskediget efter i alt 21 år som en markant spiller, coach eller manager i Newcastle United. Men trods den triste exit efterlod den gamle kæmpe sig i realiteten meget dybe fodspor i klubben og på ledelsesgangene.
Efterfølgeren Gordon Lee holdt kun i halvandet år. Så havde han gjort sig upopulær hos adskillige af Harveys stjernespillere. Mest markant, topscoreren Malcolm MacDonald der ikke kunne fordrage Lee, og lod sig sælge til Arsenal. Truppen havde dog tilstrækkelig kvalitet til at opnå en femteplads i ligaen, men måske beroede det på en trodsreaktion, for de bedste resultater opnåede man faktisk efter at Gordon Lee havde kvittet jobbet til fordel for Everton. Med 11 kampe i træk som ubesejret i det tidlige forår 1977 så det ud til at Newcastle havde fundet en god afløser for Lee.
Valget var faldet på den uerfarne Richard Dinnis, der kom fra en baggrund som gymnastiklærer og en kort periode som coach under forgængeren. Dinnis havde ingen meriter som aktiv spiller i bagagen. Skolelærerens mandskab kom pænt fra start i 1977-78-sæsonen med en hjemmesejr over Leeds United i årets første opgør. Men derefter gik man helt i sort. De næste 10 kampe i træk blev tabt og Newcastle røg også ud af UEFA Cup turneringen, med et samlet nederlag på 2-5 til korsikanske Bastia. Dinnis tabte både overblikket og omklædningsrummet, og tilhængerne på St. James’ måtte indse at de var kommet fra asken i ilden, efter at Joe Harvey to år forinden var blevet presset ud. I november havde bestyrelsen fået nok og fyrede den stakkels Dinnis.
Kort – men succesrigt – comeback
Sådan gik det slag i slag. Under næste mand i chefjobbet, den koleriske Bill McGarry, kom Newcastle i yderligere kritisk sportslig tilstand. The Magpies rykkede ned i 2. division. Nærmest symbolsk blev tilskuerpladserne på den legendariske Leazes End bulldozet efter katastrofesæsonen, og erstattet med en mere moderne, men også meget mindre tribune. Det var ellers herfra at the Toon Army havde skabt det velkendte og massive pres på gæstende modstandere. Kæmpen slumrede atter hen.
I desperation fyrede bestyrelsen McGarry i august 1980 og tiggede Joe Harvey om at vende tilbage. Den gamle kæmpe tog jobbet på interimistisk basis og førte Newcastle til to sejre og en uafgjort i tre kampe, inden han overlod tøjlerne til Arthur Cox.
Harvey gik bort i 1989, 70 år gammel. Der burde vel i realiteten stå en statue af ham på St. James’ Park i dag, men han har måttet nøjes med en beskeden plakette på stadionmuren.
