Fra "Gribben fra Kerteminde" til glemt i Firenze: Er sommeren sidste chance for Oliver Christensen?
Oliver Christensen fylder 27 år i dag.
Ingen målmand bliver bedre af at være bænket. Der skal kontinuerlig spilletid til, for at udvikle sig og oparbejde den rutine og erfaring, der er så essentiel for enhver keeper.
Spilletid får Oliver Christensen desværre (næsten) ingen af i Fiorentina. Det er en uholdbar situation for den danske ankermand, der efterhånden – med sine 27 år – ikke længere kan betegnes som ”talent”. Det er nu han skal have en fast plads i en europæisk (eller dansk?) klub. Også for at holde sig til i den tætte og åbne konkurrence om at komme med i landsholdstruppen. Eller rettere sagt; det er i sommerens transfervindue der skal ske noget. Med mindre at Oliver afventer, at førstekeeperen, den 35-årige David de Gea, beslutter sig for et karrierestop.
Gennembrud i OB
Oliver brød igennem i OB i 2019-20, og markerede sig som et kæmpetalent der blev sammenlignet med Peter Schmeichel og fik tilnavnet ”Gribben fra Kerteminde”, i anerkendelse af hans vingefang og altædende hurtighed.
Det er nu ikke fordi Oliver, indtil da, havde ”overrendt” de danske ungdomslandshold med sin tilstedeværelse. Han debuterede på et U-18 landshold i 2017, hvor Jonas Wind, Jens Odgaard og Andreas Skov Olsen var blandt profilerne, i en underholdende 4-4-kamp mod Italien i Empoli. Det er ikke sikkert, at Oliver var så godt underholdt, for der røg tre kasser ind på ham efter at han kom på banen i anden halvleg, to signeret den jættestore Scamacca.
Først i 2019 kom Gribben fast ind på U-21 landsholdet, hvor han stod 14 gange. Mest markant var deltagelsen ved U-EM i 2021 i Ungarn, hvor Oliver holdt tre clean sheets mod Frankrig, Island og Rusland, og derefter først blev passeret efter 87 minutter i kvartfinalen mod Tyskland, hvor danskerne desværre tabte på straffesparkskonkurrence.
Året før havde Oliver debuteret på A-landsholdet mod Sverige i den såkaldte ”corona-kamp” på Brøndby Stadion, hvor to afbudsramte mandskaber optrådte for tomme tribuner og meget mat stemning. Danmark vandt med 2-0 på mål af Jonas Wind og Alexander Bah. Kasper Hjulmand præsenterede ikke færre end 8 debutanter ved den lejlighed.
Karriere i limbo
I august 2021 solgte OB deres ”Grib” til Hertha Berlin, og året efter trængte han sig ind på førsteholdet frem for den norske landsholdsmålmand Rune Jarstein. Trods lovende præstationer havde Hertha en skidt sæson og endte sidst i Bundesligaen.
Med udsigt til at spille på et sekundært niveau, skiftede Christensen til italienske Fiorentina, men det kun til få kampe i buret hos ”I Viola”, hvor veteranen Pietro Terracciano sad tungt på keeperpladsen. En udlejning til Serie B klubben Salernitana gjorde ikke nogen positiv forskel. Christensen måtte se sig degraderet til tredje- eller fjerdemålmand, efter at Fiorentina hentede erfarne David de Gea i Manchester United.
I sommeren 2025 kom Oliver på endnu en udlejning, denne gang i østrigske Sturm Graz, hvor man i de senere år har haft smag for danske spillere. Det blev en god periode med fast spilletid og et tiltrængt selvtillidsboost. Desværre krævede Fiorentina ham retur her i vintertransfervinduet 2025/26, på grund af skader i truppen. Det er dog blevet til 3 kampe, 1 i pokalturneringen og senest 2 i UEFA Conference League, hvor Firenzes stolthed vandt over polske Rakow med to gange 2-1.
Fiorentina har bestemt ikke haft nogen god sæson, men på det seneste er spillet blevet bedre, og man er sandsynligvis i stand til at undgå nedrykning (efter længe at have ligget helt i bunden). Det har dog næppe nogen positiv effekt i forhold til Gribbens muligheder for at få mere kamptræning. Det må nok vente til efter næste transfervindue. Måske Sturm Graz vil have ham tilbage? Lige nu ser karrieren ud til at være i limbo. Personligt ser jeg gerne Oliver i en dansk klub. Han er fortsat en lovende keeper med et uforløst potentiale.


















