Frederikshavn (FfI) fylder 95 år i dag. Før i tiden kaldtes klubben ”Rødspætterne” af indlysende årsager. Holdet fra den gamle fiskerby havde altid en rødspætte hængende i målnettet når det gik løs på grønsværen. Dengang spillede nordjyderne i blå trøjer med hvide ærmer, men senere gik man over til rød-sort stribede, og i dag kalder man sig angiveligt ”De Røde Bavianer” deroppe. Tilnavnet er der mere spræl i end klubbens sportslige standard, for førsteholdet har i en årrække spillet i de jyske serierækker. Men der er 700 medlemmer og stadig masser af liv i den 95-årige. 

Det første fodboldforbillede

Stiftelsen skete efter en sammenlægning af flere lokale klubber i 1931, men man var længere om at komme i gang med at gøre sig gældende på topplan end i de større jyske byer, og det er der jo ikke noget mærkeligt i. I 1930’erne havde Frederikshavn imidlertid en dygtig angriber, der markerede sig så stærkt, at han 2 gange kom på JBU’s udvalgte hold. Odin Viggo Krogh var søn af en skræddermester og spillede højre innerwing. Han uddannede sig til kontorassistent og blev med tiden fuldmægtig i Frederikshavn Kommune. 

Det var en stærk præstation at komme på det ”jyske landshold”, for der var vældig fart på udviklingen i de store klubber på den tid, idet der var dannet en landsdækkende 1. division i 1929, og det betød, at de bedste jyske spillere blev mere synlige i forhold til landsholdet (altså det danske) og DBU’s udtagelseskomité. AaB havde nogle rigtig dygtige angribere i bl.a. Werner Hedegaard og englænderen Graham Lockey, og AGF havde hele fire landsholdskandidater i Carl Lundsteen, Agner Pedersen, Orla Laugesen og Kai Nielsen (der senere skiftede til AB). Dertil kom Esbjergs wing Arthur Nielsen. Så JBU havde mange kompetente forwards at vælge imellem. 

Odin Krogh blev også udtaget til JBU’s venskabskamp mod norske Sørlandet i 1933 på en tur til Arendal. Frederikshavns første fodboldidol blev desværre kun 53 år. Han gik bort i 1962, men nåede at opleve FfI’s store sportslige fremgang i 1950’erne. På den tid blev det nemlig rigtig sjovt at være ”Rødspætte”.

Artiklen fortsætter efter billedet.

I 1956 rykkede nordjyderne op i 3. division via Kvalifikationsrækken, og allerede året efter blev det til endnu en oprykning. I 1959 tog man det sidste spring helt op i dansk fodbolds fineste række. Det skete efter en sæson, hvor topkampen var et vanvittigt close race, og kun et enkelt point adskilte de to tophold, B.1913 og Frederikshavn fra nummer 3, Næstved. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Bette Halle

Man havde fået sammensat et rigtig stærkt hold med bl.a. angriberne Poul Erik ”Pillerik” Nielsen og Niels Blokhus, halfbackerne Mogens Jørgensen og Svend Poulsen og den meget lovende back, Leif Skov. Men stjernen over dem alle var naturligvis den 17-årige centerforward, Harald Nielsen. 

Harald, eller ”Bette Halle” som han kaldtes på de kanter, hamrede 19 kasser ind og blev topscorer i 2. division. Han havde en karisma og en udstråling på banen, der var næsten uvirkelig for en så ung spiller. Efter landsholdsdebuten med en scoring mod Norge, stod der i overskriften fra Politikens Simon: ”En stjerne er født”. Det var så sandt som det var skrevet. Harald fortsatte triumftoget i 1. division i 1960 og blev atter topscorer med 19 mål. Frederikshavn blev en flot nummer 5. Bette Halle repræsenterede sin by og sit land ved OL i Rom og kom hjem efter en jættepræstation med en smuk sølvmedalje. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

I 1961 bed DBU’s nidkære folk mærke i, at Harald kørte rundt i en ny bil og tilsyneladende havde flere lommepenge til rådighed end almindelige maskinarbejderlærlinge. Hvad var nu det? Havde den unge mand gjort brug af indtægter fra sin populære biografi ”Harald Scorer”? I dag lyder det absurd, men unionen mente ikke at man, på nogen som helst tænkelig måde, skulle tjene penge på sin idræt, så Harald havde måttet love at sætte bogindtægterne ind på en uddannelseskonto. Ellers ville DBU kræve bogen censureret og fjernet fra folkebibliotekernes børne- og ungdomssektioner. Sikken knægtelse af ytringsfrihed og hvilket økonomisk dyneløfteri! Frederikshavn blev truet med at få frataget sine point i 1. division, hvor klubben på det tidspunkt lå nummer 1. Inden sagen kunne følges op, havde Harald skrevet professionel kontrakt med Bologna. Resten er historie, som man siger. 

Comeback med Frank N. og Munken

Uden Bette Halle rykkede Frederikshavn ned i 2. division i 1962. Det blev en realitet efter en bundkamp der var helt uhørt tæt. Hele 5 klubber sluttede i bunden med samme pointtal (18) og to med 19. Divisionens nummer fem, Vejle, havde kun 2 point ned til stregen. Frederikshavn fightede for sagen, og forsvaret var rækkens tredjebedste, men der blev scoret alt for få mål, så målkvotienten rakte ikke i den sidste ende. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

I 1966 måtte man gå den tunge gang ned i 3. division, hvor man i en årrække kæmpede forgæves for oprykning. Endelig, i 1974, lykkedes det. Og i 1976 vandt frederikshavnerne 2. division foran AGF. 

Det blev til to sæsoner i 1. division med profiler som bl.a. landsholdsspilleren Frank Nielsen, angriberne Pauli Jørgensen og Ruben Christiansen, og de fra AaB importerede Karsten Simensen og Henning Munk Jensen. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

I nyere tid er det desværre gået noget tilbage for Frederikshavn. Men man har historisk set haft hele 18 spillere repræsenteret på diverse landshold. Tre af dem på A-landsholdet: Harald Nielsen (14), Frank Nielsen (4) og Henning Munk Jensen (6). 

De øvrige er:

Allan Jensen, David Nielsen, Flemming Grey, Lasse Ottesen, Lasse Skov, Martin Jørgensen, Pauli Jørgensen, Per Sørensen, Poul Erik Nielsen, Robert Andersen, Tage Sønderby, Thomas Kristensen og Torben Westmark. Dertil kommer to kvinder: Anne S. Nielsen og Runa I. Jensen. 

Tillykke med de 95 år i dag!