Annonce
Annonce

Ghana driller England: En ny stjerne er født på den største VM-scene

24.06.2026 Kl. 11:35

Kommer trofæet ”hjem”? 2. del af – muligvis – 8 afsnit.

England og Ghana har historie tilsammen. Det britiske imperie var nemlig koloniherrer i det vestafrikanske land fra engang i 1800-tallet indtil 1960. men faktisk tog det briterne 100 års krige med de mægtige Ashantikonger at underlægge sig de 4 koloniområder, som det nuværende Ghana består af.

Det er en udbredt misforståelse, at Danmark har haft kolonimagten i Ghana i 1700-tallet (dengang Guldkysten), men det er en fejlagtig definition. De danske besiddelser bestod af forter og handelsstationer, og var aldrig en formel statslig overhøjhed.

Tilstedeværende danske soldater bistod ind imellem briterne i deres forsøg på at betvinge de lokale folk, men da England pressede et forbud mod slavehandel igennem i 1803, blev tilstedeværelsen urentabel og den sidste danske besiddelse (Fort Christiansborg ved Accra) opgivet i 1850.

Thomas Tuchels største VM-brøler: England betaler prisen for udeladt stjerne

Yirenkyi bliver den dyreste nogensinde!

Uden nogen sammenhæng med det ovenstående, er det interessant at bemærke, at Ghanas VM-trup indeholder et stærkt Superligaislæt. Først og fremmest i form af FC Nordsjællands Caleb Yirenkyi, der scorede Ghanas sejrsmål i den første puljekamp mod Panama.

Jeg husker at jeg, første gang jeg så Caleb i kamp for FCN, straks skrev til hele mit netværk, at her var der en storspiller i svøb.

Det var de jo så også allerede klar over i Farum, hvor man har været vanvittig dygtige til at udvikle talenter i en årrække. Det gælder også for tre andre ghanesere i VM-truppen, Kamaldeen Sulemana, Ernest Nuamah og Abdul Mumin, som alle har indbragt en rigtig pæn skilling i transfers til FCN.

Matchen mod England var det helt optimale eksponeringsvindue for den boldsikre og spilintelligente midtbanespiller. For det er i England, man scorer de største transfersummer. Han greb chancen og var solid over for en engelsk midtbane med Declan Rice og Elliott Anderson.

Jeg tilslutter mig Morten Bruuns opfordring til Jens Fønsskov Olsen fra sidste uge: ”Er det ikke slut med at bruge Yirenkyi i forsvaret?” Jeg tror faktisk at det er slut med at bruge Yirenkyi i det hele taget. Han ryger afsted nu. Glem alt om Franculino! Caleb kommer til at slå alle Superligarekorder for transfers.

De tre andre tidligere FCN-spillere var på bænken mod englænderne, uden at få spilletid.

Ghaneserne stod ikke tilbage for deres standhaftige Ashanti-forfædre, og gav England god modstand.

Selv om Thomas Tuchels mandskab var overlegent på de fleste parametre, så fik England ikke den ventede sejr.

PL Bold kunne tirsdag fortælle, at en ghanesisk heksedoktor bryggede på en forbandelse imod Harry Kane, og det hjalp muligvis, for England formåede ikke at score, trods ret massiv spilovervægt, hvilket sikkert ærgrer Thomas Tuchel.

I stedet for en sikker førsteplads i puljen, skal Panama fortsat overvindes i den sidste gruppekamp. Det betyder altså, at landsholdsmanageren ikke kan sætte ”B-kæden” i spil mod mellemamerikanerne.

Kommer trofæet ”hjem”?

England har, i min optik, spillet solidt ved denne slutrunde. Men der er lang vej hjem, og kritikken vil sikkert være mærkbar efter gårsdagens 0-0-resultat.

Det er sandsynligt at England kommer til at møde Brasilien i en kvartfinale, og jeg tror på at England klarer den hurdle og slutter mellem de 4 bedste.

Matchen mod Ghana åbnede visse bekymringer. Harry Kane fik ikke scoret. Han brændte opgørets vel største tilbud. Noni Madueke mangler fortsat slutprodukt, og det vil øge presset for at få Bukayo Saka med i startopstillingen. Samlet set lykkedes det ikke at ryste Ghana med Tuchels høje boldpres.

Men der er ingen grund til panik.

Efter Kroatien-opgøret var der ret massiv kritik af Ezri Konsas tilstedeværelse i defensiven, men mod Ghana leverede han en fin indsats – denne gang sammen med Marc Guehi i centerforsvaret.

Hvis England undgår straffesparkskonkurrencer, så kan miraklet faktisk blive en realitet. Så kan pokalen komme med fodboldens moderland ”hjem”. Håbet lever.

Slagtet efter VM-fuser: Engelsk stjerne får voldsom kritik

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce