Klubben fra Krøyersvej fik sin fødsel i 1909 og havde dengang til huse på Skovshoved Skole.

Danmarks store fodboldhistoriker Johannes Gandil fortæller om tilblivelsen af Skovshoved IF:

”En samling meget unge mennesker havde sparet sammen til en brugt bold og sparkede løs til den og hinanden, så træskoene ofte fløj med i luften”.

Al begyndelse er svær, og skovsernes start var ydmyg og langt fra problemfri. Byen var et fattigt fiskerleje og der var langt til København. Og der var mange der bestemt ikke mente, at den sparsomme fritid skulle bruges på at rende rundt og sparke til en fodbold.

Såsom den lokale præst, pastor Boeck. Han lancerede en veritabel smædekampagne i den lokale avis, hvor han anklagede fodboldknægtene for vandalisme af kirkens og skolens lokaler. I vrede vendinger udbredte pastoren sig om ”utugtige tegninger” og ”ødelæggelsens vederstyggelighed”, alt sammen i et forsøg på at få smidt de unge fusentaster ud af skolebygning og bane.

Påstandene viste sig at være ren bagvaskelse. Klubbens formand, den lokale lærer Magne Kjems, gik rettens vej og rygtesmeden måtte betale en bøde for injurier. Fodboldspillet kunne ikke knægtes med falsk vidnesbyrd.

De toneangivende ledere, maler Volmer Rude og førnævnte Kjems, fik hentet kompetent hjælp fra hovedstaden til at udvikle fodboldentusiasternes evner.

Den tidligere Frem-anfører, Stefan Rasmussen, kom til som træner og (senere) formand, og minsandten om ikke selveste landsholdsspillerne Alf Olsen og Svend ”Spejderen” Knudsen gav en hånd med til at oplære de ivrige knægte. Resultaterne udeblev ikke. I Skovshoveds første officielle kamp i 1913 blev Taarbæk knust med 18-0.

Under 1. Verdenskrig konfiskerede militæret banen, og klubben havde meget trange kår, men man kom på fode igen og fik bane på Krøyersvej i 1922 og klubhus i 1924.

Skovserne spillede i SBU-regi og var i en årrække den førende sjællandske klub. I 1927 vandt klubben Provinsmesterskabet og spillede finale om DM (tabte 5-1 mod B.93). I 1929 skiftede man imidlertid til KBU og fik plads i A-rækken, den regionale 2. division.

Skovshoved IF rykkede for første gang nogensinde op i dansk fodbolds bedste række i 1951. Det skete på baggrund af et forrygende stærkt angreb – og en særdeles kontroversiel ”forretningsmodel”.

I gråzonen mellem amatørisme og betalingsfodbold

I efterkrigstiden i 1940’erne var klubben fra fiskerbyen under indflydelse af ambitiøse personer. Da befandt man sig ganske vist nede i Københavnsserien, men det forhindrede ikke skovserne i at få en højst overraskende tilgang af dansk fodbolds to dygtigste spillere; landsholdets anfører Arne Sørensen og den yderst populære driblestærke ”Lille-Kaj” Hansen.

Det viste sig imidlertid at Skovshoveds formand, Johannes Lund, der samtidig ejede handskefabrikken Salamander, havde tilbudt de to topspillere meget billige private lån, og den slags harmonerede ikke med datidens amatørregler. DBU erklærede Sørensen og Hansen professionelle. Skandalen standsede dog hverken Skovshoved eller mæcenen ”Salamander-Lund”.

I begyndelsen af 1950’erne havde man samlet dansk fodbolds giftigste angreb. Innertrioen bestod af Kurt Nielsen, Poul ”Rassi” Rasmussen og Valdemar Kendzior. Og træneren var ingen anden end den før hen så skandaliserede Arne Sørensen.

Mange af skovsernes spillere kom fra nær og (især) fjern. Rassi kom til Nordsjælland fra Lolland og Kendzior fra Fyn. Målmanden Theil Drengsgaard var fra Stoholm i Jylland. Det var langt at tage for at spille i en ny klub dengang.

Når det var muligt at tiltrække dygtige og ambitiøse provinsspillere, så havde det formentlig en nøje sammenhæng med at klubbens toneangivende ledere havde gode forbindelser til industrien og erhvervslivet. De kunne skaffe jobs i virksomheder hvor man var indforstået med at spillerne skulle kunne møde udhvilede til træning og kampe.

Der var også ”fryns” i form af attraktive lejligheder til overkommelige huslejer, og i Skovshoveds klubhus på Krøyersvej, kunne spillerne spise kvit og frit i kantinen hver aften, og endda få en morgenmadspakke med når man gik hjem efter træning.

Da Skovserne nær havde væltet etablissementet

I 1952 blev Valdemar Kendzior topscorer i 1. division, og skovserne opnåede en meget tilfredsstillende femteplads. Men året efter gik de angrebsglade blåbluser helt amok. Kendzior scorede hele 17 mål i de 18 turneringskampe, og blev for andet år i træk topscorer.

Skovshoved spillede forrygende i starten og lå på et tidspunkt til at vinde Danmarksmesterskabet. Det er ikke godt at vide hvad det havde betydet for amatørismen i dansk fodbold, hvis Skovshoveds dubiøse model (i alt fald set ud fra datidens gældende regelsæt), havde løbet med guldet og palmerne.

Skovserne løb dog tør for energi imod slutningen, og måtte se sig overhalet af KB. Det blev dog til en flot andenplads. De store københavnske klubber, der også udgjorde Stævnet, havde massiv indflydelse i DBU og sad totaldominerende på det danske mesterskab.

Etablissementet holdt skansen. Men kun 1 år. Så vandt Køge Boldklub mesterskabet som den første provinsklub nogensinde – og med et koncept der ikke var helt ulig Skovshoveds.

Der er ingen tvivl om at Skovshoved IF balancerede i en gråzone af amatørreglerne. De var uden tvivl ikke den eneste klub der benyttede en sådan praksis, men de var mere åbenmundede omkring det, og det skabte dem mange fjender – ikke mindst i DBU-regi.

I starten af 1960’erne gik det tilbage for Skovshoved. Og derouten gik stærkt. Klubbens landsholdsspiller Poul ”Løve” Andersen blev skadet og forsvaret kunne ikke holde stand uden ham. Nedrykningen i 1961 blev fulgt af endnu en degradering to år senere. I 1964 rykkede skovserne ud af 3. division, og siden har klubben været en forholdsvis sjælden gæst i divisionerne.

Til gengæld er byen blevet et attraktivt sted med store, fine (og dyre) huse – meget langt fra fiskerkonernes fattige hjemstavn i århundredets begyndelse. Og på Krøyersvej ligger fortsat klubhuset og banerne som en lokal oase hvor der altid dufter af fodbold.

Tillykke med fødselsdagen.

Landsholdslæge deler seneste nyt om Christian Eriksen. Læs mere.