
Sjældent hul i reglerne: Nu kan alle se de forbudte kampe på TV
Den nye EFL-sæson går i gang denne weekend, og det betyder masser af engelsk fodbold på tv.
Alle 72 klubber fra Championship, League One og League Two skal i aktion over de kommende fire dage, og for første gang i lang tid kan engelske fodboldfans følge samtlige 36 kampe live på tv eller streaming.
Det skyldes en ganske særlig detalje i kampprogrammet.
West Ham, Cardiff og Wrexham i aktion
Søndag klokken 16.00 er der fokus på Championship, når oprykningsfavoritterne fra West Ham United gæster Turf Moor og Burnley.
Weekenden afsluttes mandag aften med et walisisk derby mellem nyoprykkede Cardiff og Wrexham.
Samtlige 36 kampe i de tre EFL-rækker bliver sendt direkte på Sky Sports eller via Sky Sports+, herunder en række kampe, der spilles lørdag klokken 15.00.
Og netop det tidspunkt er normalt forbundet med den engelske tv-blackout.
Derfor er der ingen tv-blackout denne weekend
Den engelske tv-blackout betyder normalt, at fodboldkampe mellem klokken 14.45 og 17.15 ikke må vises live på tv i Storbritannien.
Reglen håndhæves af det engelske fodboldforbund, FA, og bygger på UEFA’s Artikel 48.
Ifølge reglen kan et nationalt fodboldforbund udpege en periode på to og en halv time, hvor live-transmission af kampe ikke er tilladt.
I England ligger denne periode traditionelt mellem 14.45 og 17.15.
Men der er en vigtig undtagelse denne weekend.
Premier League er nøglen
UEFA-reglerne knytter nemlig blackout-perioden til det tidspunkt, hvor størstedelen af kampene i landets bedste eller to bedste rækker bliver spillet.
Mere konkret skal mindst 11 af de 22 kampe, der spilles i Premier League og Championship i løbet af en weekend, være placeret på samme tidspunkt, før blackout-reglen får effekt.
Og det sker ikke denne weekend.
Premier League-sæsonen er endnu ikke begyndt, mens blot seks Championship-kampe er programsat til lørdag klokken 15.00.
Dermed er betingelserne for tv-blackouten ikke opfyldt, og det åbner døren for, at fans kan se samtlige EFL-kampe live denne weekend.
Kan tv-blackouten snart forsvinde helt?
Den særlige weekend kommer, mens der foregår en større debat om den engelske tv-blackout.
The Guardian skrev i december sidste år, at Premier League og EFL skulle diskutere, om reglen helt skulle afskaffes.
Argumentet er blandt andet økonomisk.
Hvis alle kampe kan sælges til tv- og streamingtjenester, kan både Premier League og EFL øge deres indtægter markant.
Ifølge oplysningerne havde begge parter allerede inden de planlagte forhandlinger konkluderet, at salg af samtlige kampe er den eneste måde at skabe flere indtægter på.
Den nuværende ordning med Artikel 48 er efter planen gældende i England frem til udgangen af 2028/29-sæsonen, hvorefter situationen skal vurderes på ny.
Indtil da får engelske fodboldfans dog en sjælden godbid: Alle 36 EFL-kampe denne weekend kan følges live.
Video: Mystisk ankomst i København sætter gang i FCK-rygter


















