Han var Danmarks største fodboldidol - så nægtede han pludselig at stå på mål
Frems forgudede og forkætrede målmand, Per Henriksen, blev født på denne dag i 1929.
Kæmpe idol
1950’erne var årtiet hvor den stod på anderumper og rullende rock. Der var James Dean, Marlon Brando og Elvis. Og så var der Per Henriksen, Sorte-Per, Valentino fra Valby. Alle pigernes helt og alle fodbolddrenges idol.
Henriksen var helt uden tvivl 1950’ernes mest populære danske fodboldspiller. Hans stil som keeper kan vist bedst beskrives som flamboyant. Han var atletisk og reaktionsstærk og han besad en tigers springkraft. Han yndede at spille for galleriet, selv om begrebet ”tv-redninger” ikke eksisterede dengang. Han greb gerne endog vanskelige bolde med én hånd, og som oprindeligt talentfuld angriber mestrede han spillet i fødderne og med et frækt træk elskede han at få publikum til at gyse.
Med sit kulsorte hår og sovekammerøjne var Valbys Valentino en flot fyr. Det afstedkom mangen en mulighed for at lave reklame for det ene og andet. Henriksen forsøgte sig også som popsanger, og stod ikke tilbage for at agere dommer i skønhedskonkurrencer. Det bragte ham imidlertid på kollisionskurs med DBU’s amatørkodeks og indimellem også med holdkammerater, der mente at han koncentrerede sig for lidt om det sportslige og fokuserede for meget på alt muligt udenoms pjat. Der er ingen tvivl om at Henriksen delte vandene i dansk fodbold.
Debut mod VM-kvartfinalister
I 1952 kom Sorte-Per for første gang ind omkring landsholdet. Han sad på bænken to gange, og fik en kamp på B-landsholdet mod Norge i Bergen (4-0 til Danmark). Året efter fik Henriksen en drømmedebut på A-landsholdet. Danmark besejrede sensationelt Schweiz med 4-1 i Basel. Hjemmeholdet nåede året derpå kvartfinalen ved VM, så det var en stærk præstation af danskerne. Per Henriksen brillerede ved at tage et straffespark fra stjernespilleren Josef Hügi.
I de år konkurrerede Per med KB’s Jørgen Johansen og Kaj Jørgensen fra AB om pladsen i landsholdsburet. De to andre keepere var både dygtige og stabile, men ingen af dem besad Henriksens karisma og hans evne til at vinde kampe med feberredninger og momentane verdensklassepræstationer. Der kunne dog også være en tendens til at overdrive. Det var ikke populært alle steder. I 1955 var han direkte uheldig med et drop i de døende minutter, der kostede en sejr over arvefjenden, Sverige. Et skud ramte ham i ryggen via overliggeren og trillede langsomt i mål. Danskerne måtte nøjes med 3-3.
Frem til 1956 blev det til 14 landskampe for Danmark, og det kunne måske have blevet langt flere. Boldklubben Frem vandt bronze i 1955 og det blev også til triumf i pokalturneringen i 1956, hvor AB blev besejret i finalen med 1-0 på et mål af Per Henriksens bror, Olaf. Det var med spillere som Bendt Jørgensen, Leif Tønnesen, Bent Ib Jørgensen og Harald Gronemann. Der var i øvrigt også en tredje bror, Egon Henriksen, der spillede for Frem.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Gad pludselig ikke at stå på mål
Men Sorte-Per var ikke uforudsigelig for ingenting. Pludselig nægtede han at stå på mål fordi det kedede ham. I stedet spillede han i marken på tredjeholdet og trænede det første danske damehold, Femina. Måske havde han behov for afstand til den megen ”støj” der fulgte med statussen som teenageidol og forgudet landsholdsankermand?
Efter en periode uden for rampelyset gjorde Per Henriksen dog comeback og viste med al tydelighed det enorme format i bl.a. kampe for Stævnet. Han fik comeback på landsholdet som reserve i juni 1957 og sad også på bænken tre gange i 1958. Han var helt afgjort inde i billedet til OL-truppen i 1960, men man foretrak andre keepere – måske fordi man fandt ”Valentino” for ustabil?
UK og landstræner Arne Sørensen holdt på Henry From som førstemålmand på OL-holdet og Per Funch Jensen og Erik Gaardhøje som substitutter. Da Per Funch tragisk døde den 16. juli 1960 i forbindelse med flystyrtet i Kastrup, kom OB’s Finn Sterobo med til Rom som tredjekeeper. Var DBU bange for at Per Henriksen havde skabt for megen støj? Det skal dog medtages i regnestykket, at Frem havde en meget dårlig sæson i 1960, der endte med at den gamle hæderkronede klub rykkede ned i 2. division.
Valbys Valentino lagde op året efter. Per Henriksen døde i Rødovre i 2007.
