Scott McTominay afslører nådesløs behandling af Rasmus Højlund: "Vi hængte billeder op på hans skab"
Scott McTominay lægger ikke skjul på, at han nyder at drille sin holdkammerat Rasmus Højlund efter Skotlands dramatiske VM-kvalifikation på Danmarks bekostning.
Den skotske midtbanestjerne afslører nu, at han og Billy Gilmour har gjort alt for at minde den danske angriber om den kamp, som stadig gør ondt på danske fodboldfans.
Højlund slipper ikke for VM-mareridtet
McTominays spektakulære saksesparksmål blev et af de mest omtalte øjeblikke i VM-kvalifikationen til 2026, da Skotland sikrede sig billetten til slutrunden, mens Danmark måtte se drømmen briste.
Og i omklædningsrummet hos Napoli lever mindet stadig.
– Jeg kender Rasmus virkelig godt. Han er en fantastisk fyr, og vi har det sjovt sammen hver dag. Men han kan ikke holde ud at se det saksesparksmål længere, fortæller McTominay til GQ.
Da han blev spurgt, om han havde sendt Højlund en GIF af scoringen, afslørede skotten, at han og Billy Gilmour gik endnu længere.
– Det ville være den milde version. Vi printede billeder fra kampen og hang dem op på hans skab, siger McTominay med et grin.
Artiklen fortsættter efter billedet.

Målet blev nationalt symbol i Skotland
Scoringen fik enorm betydning i Skotland, som kvalificerede sig til VM for første gang i 28 år.
Målet blev så ikonisk, at det efterfølgende blev foreviget på en særlig 20-pundsseddel fra Bank of Scotland, mens et kæmpe gavlmaleri af øjeblikket nu pryder omgivelserne ved Hampden Park.
McTominay har dog svært ved helt at vænne sig til den opmærksomhed.
– Jeg er utrolig taknemmelig, men det føles også lidt surrealistisk. At se sit eget ansigt på siden af en bygning er ikke noget, man lige vænner sig til, siger han.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Napoli afviser alle bejlere
Samtidig fortsætter rygterne om McTominays fremtid efter en sæson, hvor han har været blandt Napolis største profiler.
Interessen fra både Premier League-klubber og Saudi-Arabien har været massiv, men Napoli ønsker ikke at sælge den skotske landsholdsstjerne.
McTominay selv sender også et klart signal om sin fremtid.
– Min agent har ikke talt med nogen om et skifte. Jeg er ekstremt glad her, og jeg ser mig selv som Napoli-spiller. Det er det eneste, jeg fokuserer på, understreger han.
For Rasmus Højlund betyder det samtidig, at han sandsynligvis må leve med flere drillerier om det berømte saksespark i den kommende sæson.
LÆS OGSÅ: Stort chok: Dansk storklub var tæt på at kapre Patrick Mortensen



















