Ajax var det helt store sus i starten af 1970’erne. Hollandsk fodbold havde, indtil da, kun haft sporadiske succeser, men med ”Generalen” Rinus Michels som chefideolog indtog ”Gudesønnerne” europæisk fodbold. 

Tre Europa Cup triumfer for mesterhold i træk, 1971, 72 og 73 taler fuldkommen for sig selv. Men det var ikke blot titlerne og trofæerne, det var også måden… 

Totalfodbolden i Vic Buckinghams og Rinus Michels vision var en åbenbaring. En helt ny og forfriskende stilistisk retning indenfor fodbolden. Seværdig og underholdende. Anarkistisk og respektløs over for spillets konventioner. Imponerende og fascinerende.

Nu havde Ajax så også fantastiske spillere til udførelsen. Johan Cruyff, Johan Neeskens, Piet Keizer, Ruud Krol, Johnny Rep, Arie Haan. En stjernebesat kadre af astronomisk kaliber. 

En af de toneangivende aktører var midtbanespilleren Gerrit Mühren. I 1971 hentede Ajax Gerrits yngre bror, Arnold, i Volendam. Han skulle få en eventyrlig karriere. 

Udfordrede Gladbach-tvillingerne

Arnold Johannes Hycinthus Mühren (sikke et smukt navn) fylder i dag 75 år. 

Efter ankomsten til Ajax kæmpede Arnold, bl.a. med broren, om en plads på Ajax’ hold. I 1973 sad han på bænken da holdet fra den nederlandske hovedstad slog Juventus i Europa Cup finalen i Beograd med 1-0 (på et mål af langskytten Johnny Rep). 

Året efter valgte Arnold imidlertid at forlade Ajax til fordel for Twente Enschede, som han var med til at føre frem til finalen i UEFA Cup turneringen i 1975. Her kom danskerklubben Borussia Mönchengladbach dog i vejen. Twente klarede 0-0 på Bökelberg, men i returkampen i Enshede sejrede tyskerne – med Henning Jensen og Allan Simonsen (Allan blev dobbelt målscorer) – med hele 5-1. 

Mühren og Twente vandt den hollandske pokalturnering i 1977 med en finalesejr på 3-0 efter forlænget spilletid mod Zwolle. Arnold scorede på straffespark. Men i 1979 rejste midtbaneregissøren til en overraskende ny destination: Ipswich.

Kæmpe hit i England

Udlændinge fra det europæiske eller det sydamerikanske kontinent var næsten uhørt i engelsk fodbold indtil da. Men med ankomsten af de argentinske verdensmestre, Osvaldo Ardiles og Ricardo Villa til Tottenham, åbnedes de ellers ret hermetisk lukkede døre til fodboldens moderland. 

Bobby Robson havde i nogle år, dygtigt og metodisk, opbygget et særdeles slagkraftigt Ipswich Town-mandskab. Ipswich havde vundet det engelske mesterskab tilbage i 1962, men det var en døgnflue, et enkeltstående “fluke”. Ipswich var ikke en klub med stærke traditioner, prangende økonomi eller en særlig sexet spillertrup, da Bobby Robson overtog i 1968, men det ændrede sig. Med spillere som den lille målmand Paul Cooper, forsvarerne Kevin Beattie, Alan Hunter, George Burley og Mick Mills, midtbanefolkene John Wark og Brian Talbot, og med headespecialisten Paul Mariner i front, slog Ipswich igennem i 1978 og vandt FA Cuppen med en finalesejr på 1-0 over Arsenal. 

Siden introducerede Robson et af Europas stærkeste stopperpar, Terry Butcher og Russell Osman, og så begik Robson sin genistreg: Han tilførte truppen de importerede hollændere Arnold Mühren og Frans Thijssen, begge fra Twente.

De to nederlændere var ret forskellige. Thijssen var fremragende i duelspillet, et fysisk kraftværk og sikker og pålidelig i pasningerne. I første omgang var det ham, der tog Portman Road med storm, og han blev da også kåret til Årets Spiller i England i 1981. Mühren var teknisk sublim og mere fremadrettet i sin stil. 

I 1980 sluttede The Tractor Boys som nummer 3 i ligaen, og året efter sprudlede midtbanen med Thijssen, Mühren og John Wark på den store klinge. Ipswich spillede strålende og lå længe til at vinde mesterskabstitlen, men truppen var for hårdt spændt for med deltagelse i for mange turneringer. Det krævende program medførte, at man kun kunne vinde tre af de sidste ti kampe i ligaen, og Ipswich blev til sidst overhalet af Aston Villa. Til gengæld triumferede Robson og co. i UEFA Cup turneringen med en samlet sejr på 5-4 over de to finaleopgør mod AZ Alkmaar med danske Kristen Nygaard som playmaker.

I 1982 blev Arnold Mühren købt af Ron Atkinson til Manchester United. Han medvirkede til at vinde FA Cup turneringen året efter, og scorede i finaleomkampen mod Brighton. Da Atkinson hentede danske Jesper Olsen i Ajax, var Mührens dage på Old Trafford imidlertid talte. I 1985 tog han konsekvensen og vendte tilbage til Holland – og Ajax. 

Kronen på værket

Mange havde nok afskrevet den da 34-årige midtbanetekniker. Men han drog nytte af sin store rutine og fik et fremragende comeback, også på det hollandske landshold. Det blev til to hollandske mesterskaber og endnu en europæisk triumf. Ajax vandt Europa Cuppen for pokalvindere i 1987, da et mål af Marco van Basten knækkede østtyske Lokomotive Leipzig i Athen. Dermed tilhører Arnold Mühren en snæver kreds af spillere der har opnået at vinde alle tre europæiske turneringer. 

I 1988 satte Arnold kronen på en smuk karriere. Han udgjorde, sammen med slideren Jan Wouters, den centrale midtbane på det hollandske landshold, da Oranje opnåede den største triumf i landets lange fodboldhistorie. I EM-finalen lagde han op til Van Bastens uforglemmelige flugter, der satte Rinat Dasaev og Sovjetunionen skakmat.

Året efter lagde den da 38-årige Arnold Mühren støvlerne på hylden.