Neville leverer brutal besked om United
Gary Neville er ikke kendt for at lægge fingre imellem, når han udtaler sig om Manchester United, og det gør han heller ikke nu.
I podcasten The Overlap udtaler den tidligere Manchester United-spiller sig om kvaliteten på holdkortet hos De Røde Djævle sammenlignet med modstanderen i Europa League-finalen.
Hvis man spørger Gary Neville er der nemlig slet ikke nogen tvivl om, at Tottenham har et meget bedre mandskab end det, som Rúben Amorim råder over.
– Jeg vil vælge enhver spiller fra Tottenham over Manchester United. Bruno Fernandes er den eneste, der ville kunne spille sig på Tottenham-holdet, siger Gary Neville i podcasten.
Den portugisiske midtbanespiller har helt afgjort også været Manchester Uniteds klart bedste spiller i denne sæson – og sådan set over en række år efterhånden.
Alligevel er det en udtalelse fra Gary Neville, der vækker opsigt, for Tottenham har faktisk præsteret dårligere i Premier League denne sæson end Manchester United, der indtager 16. pladsen. Tottenham er nummer 17 i tabellen.
I finalen er det også Rúben Amorims mandskab, der er favorit til at vinde titlen og dermed kvalificere sig til Champions League i næste sæson.
Finalen spilles den 21. maj i Bilbao, og det er streamingtjenesten Disney+, der viser kampen.
Læs mange flere nyheder om den engelske storklub her.