
Micah Richards ødelagt efter sag om City-svindel
Den tidligere Manchester City-spiller Micah Richards lægger ikke skjul på, at det har ramt ham hårdt, at den engelske storklub er kendt skyldig i svindel.
Englænderen, der nu gør sig som fodboldekspert, havde en niårig periode i klubben, og han var med til at vinde mesterskabet i 2011/12-sæsonen.
Manchester City har udsigt til den største straf nogensinde
– Meldingerne var problematiske. Jeg så de ord, der blev brugt af Premier League, og jeg følte mig helt ødelagt, siger han i The Rest is Football-podcasten ifølge BBC.
– Jeg var i klubben, fra jeg var 14 år gammel, og jeg ville dø for den klub. Jeg opnåede min drøm i Manchester City, men at høre disse meldinger er helt ødelæggende – ikke kun for mig som tidligere spillere, men også for fansene.
Mangeårig fan i tårer
Micah Richards fortæller også, at han boede hos en lokal familie, da han spillede på klubbens akademi, og han modtog et opkald fra manden fra den familie.
– Han var i tårer og spurgte efter informationer, som jeg ikke kender til. Jeg kunne ikke give ham svarene, siger Micah Richards.
– Det er én, der har støttet klubben i 60 år, og usikkerheden er bare hjerteskærende.
– Det har været svært, at der har været overskrifter af denne natur om klubben, som jeg elsker så meget.
Den engelske klub har fastholdt sin uskyld og vil anke sagen.

















