
Dansk stjerneskud i fransk fodbold: Fremtidens mand på landsholdet
Thomas Jørgensen: 21 år i dag
Thomas Jørgensen er intet mindre end en nydelse på en fodboldbane. Thomas optræder med klogskab og forudseenhed. Han har et enormt løbepensum, teknikken er superb, og overblikket er helt usædvanlig skarpt. Især for en spiller på kun 21. Med sine visionære pasninger er han uden tvivl fremtidens mand på det danske landshold. En af de spillere, som vi sukker efter i dansk fodbold, og som vi har alt for få af.
FCK så ikke potentialet
Jørgensen kom fra Herfølge til F.C. Københavns talentsektor, og fik en fuldtidskontrakt i 2022.
Det trak ud med at få chancer i FCK. I en sådan grad, at midtbanespilleren valgte en lejeperiode i Hvidovre i 2024, med det formål at få mere spilletid. Selv om Thomas imponerede for nedrykkerne, så banede det ikke vejen for et gennembrud i FCK. Jacob Neestrup ham ude af holdet, og Thomas skiftede til Viborg.
Der er hård konkurrence om pladserne i en klub som FCK, og det er ikke alle talenter der kan få chancen og gennembruddet. Men set i bakspejlet var det naturligvis en massiv fejl, at staben ikke troede på Jørgensens potentiale. Han tog taktstokken i Viborg fra dag 1, og markerede sig som en af Superligaens bedste midtbanespillere.
Solgt for knapt 60 millioner
I DBU-regi fik Thomas Jørgensen debut på U-18 landsholdet i 2023 i forbindelse med forårsturen til Marbella. Han scorede i sin første optræden i rød-hvidt i en dansk sejr på 2-1 over Norge.
Siden blev det til 15 kampe på U-19 landsholdet og 11 på U-21. Han har repræsenteret nationen ved to internationale slutrunder.
Efter to stærke sæsoner i den jyske domkirkeby stod det så klart som bøjet i neon, at Jørgensen havde en stor kontrakt i udlandet foran sig. Det næste karrierestep blev effektueret i sommeren 2026, hvor Viborg solgte midtbanetalentet til franske Toulouse for knapt 60 millioner kroner.
Danskerklan i den violette by
I den sydfranske – såkaldt ”violette” by, er der samlet en lille dansk gruppe af legionærer.
Træner Jens Bertel Askou har fået tøjlerne efter sin store succes i skotsk fodbold. Han har tre danske spillere på holdet. Casper Tengstedt er hentet i Feyenoord, og har lynhurtigt fået fremgang og nyt liv i karrieren i Ligue 1. 3 mål i 3 kampe er en stærk start. Holdets anfører er den tidligere FCM-forsvarer, Rasmus Nicolaisen. Han har nu i flere sæsoner spillet stærkt, og må banke kraftigt på til det danske landshold.
Thomas Jørgensens start har været særdeles lovende og positiv. Han betonede for nylig, i en snak med Jyllands-Posten, behovet for at integrere sig og få ro omkring det sportslige: ”Jeg skal falde til, før jeg virkelig kan fokusere på fodboldbanen. Det blev der taget hånd om.” Klubben har ageret professionelt og passer godt på den danske juvel. Det er ikke en ulempe, at der er andre danskere i miljøet, og en træner der tror talentet.
Det gør landstræner Brian Riemer i alt fald. I forbindelse med udtagelsen af landsholdet til Nations League udtalte han: ”Jeg har set alle hans kampe, og jeg må sige, at han har taget den liga med storm.”
Om debuten her: Karakterer: Godkendt dansk indsats – men defensiven sejlede i personlige fejl
Thomas Jørgensen fik debut på A-landsholdet i Oslo med en sen indskiftning. Vi kommer til at se meget, meget mere til ham. Fremtidens mand.