Duellen på landsholdet

Benno Larsen bliver 77 år i dag

I Kurt ”Nikkelaj” Nielsens første par år som træner for landsholdet 1976-77, havde Danmark to stærke målmænd der konkurrerede om pladsen som ankermand på landsholdet. Birger Jensen og Benno Larsen. Som keepere var de ret så forskellige.

Birger var atletisk og reaktionsstærk og på sine gode dage havde han høj international klasse. Benno var den mere driftssikre og pålidelige målmand der yderst sjældent begik fejl, og desuden var relativt stærk i luftspillet. De kom begge oprindeligt fra B.1903.

Læs om Birger Jensen her: Den store Europa-finalist 

Keeperduellen

På den tid var landsholdet afhængigt af, at spillerne kunne få fri fra deres udenlandske klubber, og det var til Benno Larsens fordel, idet Birger Jensen afgjort var den af de to, der havde vanskeligst ved at få tilladelse til at spille landskampe. Alligevel prioriterede Kurt Brugge-målmanden, og det var sådan set forståeligt nok, for Birger Jensen spillede jo en europæisk topklub.

Desværre forekom præstationerne på landsholdet ofte lidt overgearede. Det virkede som om Birger var for opsat på at imponere publikum i Idrætsparken med diverse tigerspring og feberredninger, men der var en tendens til, at han overdrev sine indgreb og bragte et – i forvejen usikkert forsvar – i problemer. Det gjorde Benno Larsen derimod aldrig. Benno var stabiliteten selv, og hans styrke i feltet var tiltrængt på et landshold, hvor der i beskæmmende grad og notorisk ofte blev givet mål og chancer bort på dødbolde i luftrummet. De mange skift mellem de to ankermænd gjorde ikke noget godt for defensivens – i forvejen – ganske skrøbelige organisation.

Statistikken er med Benno

Benno Larsens statistik på landsholdet taler da også for sig selv. Han stod 16 landskampe mellem 1974 og 77, hvoraf Danmark kun tabte de 6. 15 mål imod var – især på det tidspunkt – mere end godkendt. 

Til sammenligning stod konkurrenten Birger Jensen 19 landskampe i omtrent samme tidsrum. Der gik 26 mål ind.

Det var da også, ganske karakteristisk, Benno Larsen der var på mål i Danmarks bedste landskampe i perioden. Mod Sverige i 1976 i Göteborg, hvor svenskerne blev besejret på udebane for første gang i 39 år. Og i venskabskampen mod stærke Frankrig samme år, hvor gallerne – med en ung Platini – var heldige med at få 1-1 mod et dansk landshold i højt spillehumør.  

Succes hos ”Makrellerne” og i Holbæk

De to målmandsrivaler havde som sagt begge udgangspunkt i B.1903. Her var Benno førstemålmand (og Birger reserve), da 03’erne blev danske mestre i 1969 og 70. Herefter røg Larsen til svenske GAIS i en succesrig sæson, hvor han var med til at spille ”fodbold-professoren” Gunnar Grens gamle klub op i All-Svenskan.

Mange år senere blev Benno hædret af GAIS som ”hæders-makrel” – GAIS-udgaven af den lokale Hall of Fame. Dengang måtte der ikke være udenlandske spillere i den højeste svenske division, så Benno tog til Holbæk i 1972 og fik stor succes i byen ved Isefjorden, der på det tidspunkt var i voldsom sportslig fremgang.

Så gik turen til Tyskland og til den populære Hamburgklub St. Pauli, hvor Benno spillede i efteråret 1972 og i 1973. Herefter skiftede Larsen atter tilbage til Holbæk, og igen med stor succes. Holbæktræner Bosse Håkonsson kendte Benno fra fælles triumfer med B.1903 og nærede stor tillid til sin dygtige keeper. Han var da også med til at vinde DM-sølvmedaljer i 1975 og til to (tabte) pokalfinaler, indtil Vesttyskland atter kaldte i 1977.  

Historisk kontrakt

Endnu en gang var det en 2. Bundesligaklub, der havde bud efter den stabile danske målmand. I sydtyske Augsburg stod Benno i 1½ sæson og spillede regelmæssigt. Det var yderst sjældent, at danske målmænd fik fuldtidsprofessionelle kontrakter i Europa på den tid. Det var faktisk kun sket 4 gange tidligere i historien, og aldrig i tysk fodbold.

I april 1977 optrådte Larsen for sidste gang på landsholdet. Det var i en venskabskamp i Sofia mod Bulgarien. Birger Jensen fik overtaget i duellen om pladsen i det rød-hvide bur.

Til gengæld fik AB, og endnu en gang Holbæk, glæde af Bennos stilsikre og stabile spil. Han kunne ind imellem være særdeles farverig, og han var ikke bleg for at gå med op på hjørnespark i slutfasen af opgørene. Det så man ikke ret ofte dengang.

Siden blev Benno en populær træner på lidt lavere divisions- og serieplan. Og i øvrigt bedstefar til Vejles dygtige målmand, Nicolaj Larsen.