Medie: United vil sælge Maguire
Skulle Manchester United formå at hente en midterstopper eller to, kan Harry Maguire meget vel komme i overskud.
United har været sat i forbindelse med adskillige centrale forsvarsspillere, og da Maguires kontrakt blot løber til 2025, er det næppe nogen overraskelse, at De Røde Djævle for anden sommer i træk er klar til at lytte til tilbud på englænderen.
TalkSPORT skriver, at der er interesse fra Italien.
Ifølge diverse databaser er Maguires markedsværdi faldet til omkring 70 millioner kroner. Et salg vil dog fortsat kompensere en smule for de beløb, som United rygtes at ville betale for spillere som Jean-Clair Todibo, Matthijs de Ligt og Jarrad Branthwaite.
Maguire var tæt på et skifte til West Ham i 2023, men droppede det angiveligt, da han ikke ville acceptere en lønnedgang.
United er i akut behov for nye forsvarsspillere, da både Raphael Varane og Jonny Evans har forladt klubben.