Medie: Arsenal-dansker tæt på skifte
Danske Mika Biereth, der er på kontrakt hos Arsenal, er angiveligt tæt på at tilslutte sig østrigske Sturm Graz på en lejeaftale.
Det skriver mediet Football Insider.
Biereth var også udlejet til den østrigske klub i den forgangne sæson, og der pågår lige nu fremskredne forhandlinger om endnu en lejeaftale.
Den danske ungdomslandsholdsspiller tilbragte anden halvdel af den forgangne sæson hos Sturm Graz, hvor det blev til ni mål i 22 kampe.
21-årige Biereth har endnu ikke fået sin førsteholdsdebut for Arsenal, og han har tilbragt de seneste to sæsoner på udlån hos tre forskellige klubber.
Det er således også blevet til lejeophold til RKC Waalwijk fra Holland og skotske Motherwell.
Biereth har tidligere spillet for Fulham, men han tilsluttede sig siden Arsenal, hvor han skrev under på sin første professionelle kontrakt i 2021.
Biereth fik en god begyndelse på 2023/24-sæsonen for Motherwell, hvor han scorede seks mål i 15 kampe, og det førte til, at Arsenal kaldte ham hjem for at udleje ham til en klub på en højere hylde.
Der blev lejeaftalen til Sturm Graz sat i værk, og her lykkedes det for Biereth at vinde pokalturneringen og mesterskabet.
Sturm Graz har haft danskeren på toppen af sin ønskeliste frem mod den kommende sæson, der står på Champions League-fodbold.
Biereth har blot et enkelt år tilbage af sin kontrakt med Arsenal, og han kan forlade klubben endegyldigt i næste sæson, såfremt der ikke er fremskridt i forhandlingerne om en forlængelse.
Arsenal siger desuden farvel til yderligere to spillere.