Han vågnede på ferien og opdagede et mareridt - nu kan han ikke længere løbe
Det er et kæmpe forbillede for alle, der lider af diabetes, som i dag fylder 65 år.
Gary Vincent Mabbutt blev født ind i en fodboldtosset familie i Bristol, hvor både faren og hans bror var professionelle fodboldspillere.
Gary blev hentet til Tottenham Hotspur fra Bristol Rovers for 105000£ af manager Keith Burkinshaw i 1982. Akkurat for sent til at medvirke i de to ”back to back” FA Cup triumfer i 81 og 82, men tids nok til at blive en af klubbens mest stabile og langtidsholdbare spillere i historien.
Diabetiker og landsholdsspiller
Gary etablerede sig som defensiv midtbanespiller, men kom med tiden til at blive en af Englands bedste centerforsvarere. Men egentlig var det et lille mirakel, at han kunne blive topspiller. Han havde diagnosen diabetes 1, og måtte karrieren igennem kæmpe med virkningerne af sygdommen. Han valgte fuldkommen åbenhed omkring sin tilstand, og rykkede dermed grænserne for hvad mange troede var muligt at opnå som idrætsmand med den sygdom, og han blev et stort forbillede for alle unge i samme situation, der drømmer om at blive elitesportsfolk.
I 1984 var Mabbutt med til at vinde UEFA Cup turneringen for Tottenham. Triumfen blev en realitet efter to tætte finaledyster mod Anderlecht, der på det tidspunkt havde 4 danske spillere i truppen; Morten Olsen, Kenneth Brylle, Frank Arnesen og Per Frimann (sidstnævnte spillede dog ikke i de to finaler). Efter to gange 1-1 måtte afgørelsen ud i straffesparkskonkurrence, hvor Tottenham var bedst. Morten Olsen brændte sit spark for belgierne.
Mabbutt var kolossalt populær på White Hart Lane for sit mod og tydelige dedikation. Fansene elsker en fighter. Men han var også en spilintelligent forsvarer der læste spillets udvikling og placerede sig klogt.
Tottenham havde et både stærkt og seværdigt mandskab i den æra. Mabbutt samarbejdede med nogle af de dygtigste centerforsvarere i ligaen i først Graham Roberts og siden Richard Gough, men alligevel kneb det med at finde den rette taktiske balance i holdet. Spurs kom aldrig helt til tops, men det blev dog til to tredjepladser i ligaen i 1985 og 87, og en masse underholdende fodbold. Efter at Keith Burkinshaw stoppede i 1984 (efter UEFA Cup triumfen) fulgte nogle år med skiftende managers der – måske – ikke fik tilstrækkeligt med plads og tålmodighed til at bygge et mesterhold. Peter Shreeves røg ud efter kun to sæsoner og David Pleat malede sig op i et hjørne med en saftig sexskandalesag, hvilket ikke faldt i tråd med klubbens polerede image.
Da Terry Venables kom til i 1987, var der enorm optimisme, men ligaplaceringerne var ikke helt derefter. Det var dog en stor opmuntring, da Spurs vandt FA Cup turneringen i 1991 med en finalesejr over Nottingham Forest (2-1). Mabbutt udgjorde da centerforsvaret sammen med Steve Sedgley.
Havde sin portion af uheld
Mabbutts karriere var ikke uden uheld. I FA Cup finalen i 1987 mod Coventry scorede han i begge ender, og gik således på kort tid i opgøret fra helt til skurk, da de undertippede Sky Blues endte med at vinde 3-2.
Værre var det, at Gary i 1993 fik smadret en modbydelig albue fra Wimbledons John Fashanu direkte i ansigtet, hvilket forårsagede kraniebrud og en brækket øjenhul-knogle. Heldigvis slap Mabbutt fra overfaldet uden varige mén. Efterfølgende spillede han med en specialfremstillet maske, hvilket på det tidspunkt ikke var set før i engelsk fodbold (eller i det hele taget, tror jeg).
Et brækket ben i 1996 satte ham udenfor i en lang periode, og det ubønhørlige ”ur” der tæller ned til karrierens ende, løb endeligt ud i 1998.
Med 611 kampe for Tottenham er Gary nummer 2 på listen over flest optrædener for Spurs. Kun overgået af legendariske Steve Perryman og efterfulgt af ikoner som Pat Jennings, Cyril Knowles og Glenn Hoddle.
Mabbutt spillede også 16 gange for det engelske A-landshold, og i 1984 var han med til at vinde U-21 europamesterskabet (finalesejr over Spanien).
I 1994 blev han hædret med ordenen MBE (Member of the Order of the British Empire), og han blev optaget i Tottenhams Hall of Fame i 2005.
Efter den aktive karriere har Mabbutt gjort en enorm indsats i velgørenheds-sammenhænge.
I 2026 var han så uheldig på en ferie i Sydafrika, at en del af hans fod blev ædt af en rotte mens han sov. Som diabetiker mister man dele af følelsen i tæerne, så Gary fik et chok da han pludseligt vågnede og konstaterede, at rotten havde spist en tå og bidt ind til knoglen. Den stakkels mand måtte straks flyves hjem og opereres i foden. Han kom sig heldigvis, men er ikke længere i stand til at løbe.
