Han blev vraget som angriber - og blev i stedet en af Englands mest elegante backs nogensinde
Rollen som back på et fodboldhold har virkelig ændret sig siden 1970’erne. Dengang var det relativt sjældent at en back i det hele taget kom over midterlinjen, og de konstruktive bidrag begrænsede sig som regel til lange afleveringer op langs sidelinjen. Men engelsk fodbold havde faktisk – på et meget tidligt tidspunkt – adskillige dygtige og elegante offensive backs. Viv Anderson fra Nottingham står utroligt klart i min erindring. Sådan kunne man altså også spille back! Anderson var mindst lige så aktiv når Forest angreb, som når de forsvarede. Samarbejdet med højrewingen Martin O’Neill var intet mindre end en nydelse. Det må være første gang jeg bevidnede overlaps på kanten. Jeg som troede at det var strengt forbudt som back at ”gå med frem”. Tottenhams venstre back Chris Hughton var af samme støbning. Kenny Sansom spillede ekstremt offensivt da han brød igennem i Crystal Palace, og siden lidt mere balanceret i Arsenal og på landsholdet. Disse fremragende ”full-backs” var ikke uden forbilleder. Et af dem var så afgjort Cyril Barry Knowles.
Vraget som angriber, men kæmpe succes som back
Knowles var en intelligent og teknisk stærk spiller, der uden held forsøgte at slå igennem som ung wing i Manchester United, Wolverhampton og Blackpool, inden Middlesbrough anerkendte talentet og skrev kontrakt med den håbefulde Yorkshireknægt. Det stod imidlertid klart at han var for høj og langsom til at være kantspiller. Men til gengæld var han vel i bund og grund for teknisk betonet til at spille i forsvaret? Knowles lagde sig i selen for at blive en bedre og stærkere tackler, og Boro gav ham pladsen som venstre back.
I 1964, efter 39 ligakampe for Middlesbrough i 2. division, spottede Tottenhams legendariske manager, Bill Nicholson, Knowles’ potentiale og købte den lange, 20-årige back til White Hart Lane. Det fortælles at han lige fra begyndelsen gik på med krum hals. Til den allerførste træning knaldede han en så hård tackling ind på holdets stærke mand, Dave Mackay, at kaptajnen måtte modtage behandling. Det skulle ikke hedde sig at den nye mand ikke gik til makronerne!
De mest indlysende forcer lå imidlertid i det konstruktive. Knowles’ afleveringer fremad i banen lå præcist og snorlige, og han besad en placeringsevne og kløgt der satte ham i stand til at forudse spillet og stjæle bolden fra angriberne, tilsyneladende ganske naturligt og ubesværet. Det var ikke sjældent at han stødte med frem i Tottenhams offensiv. Hermed blev Knowles en uundværlig brik i Spurs’ angrebsivrige og kvikke spillestil med folk som Alan Gilzean, Martin Peters og Jimmy Greaves.
Med rutinen tillagde backen sig en overskudsagtig attitude på banen. Han havde aldrig langt til et godt grin i kampens hede og agerede altid som en fin og fair sportsmand, selv om han kunne være hård at støde ind i. Det understregede alt sammen hans image som en elegantier, for hvem spillet forekom at være en leg. Tottenhams fans elskede ham! De chantede uophørligt ”Nice One, Cyril. Nice One, Son” (efter en populær korsang på den tid) ned imod Knowles, når han bjergtog White Hart Lane med sit overlegne forsvarsspil.
På det engelske landshold konkurrerede Knowles med en anden særdeles dygtig og ganske innovativ (læs: angrebsivrig) venstre back, Leeds Uniteds Terry Cooper, og den lille Yorkshire-terrier var hovedårsagen til at Knowles blot opnåede 4 caps for England.
Efter at have medvirket til to Liga Cuptriumfer, en FA Cup samt en UEFA Cup, blev Knowles desværre ramt af en alvorlig knæskade i 1973. Han forsøgte stædigt at fighte sig tilbage, og opnåede et par comebacks, men blot for at møde nye tilbageslag. I 1976 måtte han opgive karrieren efter mere end 500 kampe for Tottenham Hotspur.
Til hans testimonial (mod Arsenal) dukkede lillebroren, Peter Knowles, op for at spille en enkelt allersidste kamp i HANS karriere. Broren, der var en yderst talentfuld angriber i Wolverhampton, var ellers stoppet med fodbold tilbage i 1969 for at hellige sig et liv som missionær for Jehovas Vidner.
Peters karrierestop var en af årets helt store fodbold-stories. Brødrenes far var en kendt rugbyspiller (han hed også Cyril), men sønnerne var altså mere til fodbold. Lillebroren var en mere iøjnefaldende og flamboyant type end den ældre bror. Peter var en hurtig og intelligent angriber i Wolverhampton Wanderers, og han lignede et godt bud på en deltager ved VM-slutrunden i Mexico i 1970. Men netop da karrieren var på sit højeste foretog Peter sin kovending og blev mælkemand frem for feteret fodboldstjerne. Skiftende Wolves-managers fortsatte gennem 12 år med at forlænge Peters kontrakter i håbet om at denne ville finde tilbage til grønsværen, men det skete aldrig.
Peter Knowles fortrød aldrig sine valg, men han kunne nu godt have fortjent en større fodboldkarriere. Til gengæld kunne Cyril Knowles godt have fortjent et privatliv med mindre modgang.
Frygtelige tragedier
Efter den aktive karriere arbejdede Cyril som manager, men uden den helt store succes, og uden at komme højere op i hierarkiet end 4. division.
I oktober 1974 blev han ramt af en ufattelig tragedie. Knowles kom kørende med sin familie på motorvejen A1, da hans køretøj pludselig blev ramt af to små sten. Den ene smadrede ind i bilens frontdel og den anden fløj ind gennem sideruden og ramte Knowles’ 6-årige søn, Jonathan, i hovedet. Den stakkels dreng stod ikke til at redde. Alle bilens øvrige 3 passagerer samt føreren, Cyril Knowles selv, slap uden den mindste skramme. Politiets efterforskning af sagen tydede på, at stenene var blevet hvirvlet op af en lastbil der havde befundet sig på stedet. Hændelsen blev karakteriseret som det sorteste uheld.
I starten af 90’erne blev Knowles ramt af cancer i hjernen på et tidspunkt hvor han ellers var i gang med sit mest fremgangsrige trænerjob. Knowles havde netop bragt the Monkey Hangers fra Hartlepool United op i 3. division. Men trods en sej kamp for livet med tre komplicerede operationer døde han i august 1991, som kun 47-årig.
