Knud Lundberg blev født på denne dag i 1920.

Hvordan dælen indrammer man, i et kort portræt, en mand der har spillet på tre forskellige landshold, og haft en så massiv betydning for dansk fodbold som aktør, debattør, forfatter, journalist og ideolog?

Knud Lundberg var en enorm lederskikkelse i dansk fodbold, i sin klub, AB, og ikke mindst på landsholdet, hvor han var anfører 27 gange.

”Lund” var en strålende tekniker med et fabelagtigt blik for spillet. Han kompenserede for sin notoriske mangel på hurtighed med taktisk snuhed og et væld af finter. Mange mennesker har via hans bøger eller journalistik stiftet bekendtskab med hans lune, og ikke mindst skarpe blik for fodboldens finesser.

Lundberg elskede at berette. Og hvor har vi dog behov for historiefortællere i dansk fodbold. Dem som er i stand til at bære de gode anekdoter fra generation til generation og på den vis holde dem i live. Det er afgørende for den fælles historik og identitet der udgør dansk fodbolds DNA, at den tingsliggøres gennem genfortællingens vigtige kunst.

Fortiden fortjener ikke at blive glemt. Men Lundberg kunne så meget mere end det. Hans måske største fortjeneste er at han – som ingen anden – kunne uddrage og tydeliggøre de interessante røde tråde gennem historien. Og dermed anskueliggøre og perspektivere fortidens indlysende betydning og relevans for nutid og fremtid.

Snød i konditræningen

Som mange andre havde jeg selv fornøjelsen af at opleve Knud Lundberg på nært hold for år tilbage, i forbindelse med en Stjerneholdskamp. Lundberg var over 70, og bentøjet var ikke hvad det havde været, men det var alligevel en ærefrygtindgydende oplevelse for en ung fodboldtræner.

Til den hyggelige buffet og tredje halvleg efter kampen sad jeg overfor Lundberg og faldt i hyggelig snak. Hukommelsen var skarpere end sparketeknikken på dette tidspunkt, og den gamle kæmpe underholdt med sine mest elskede anekdoter. Måske var denne hans favorit: I 1940’erne forsøgte Arne Kleven at indføre konditionstræning i AB.

Elitespillerne var jo amatører, og det var man i særdeleshed i Akademisk Boldklub, så løbetræning op til sæsonstarten var ikke populært blandt spillerne. Kleven sendte spillerne parvis ud på en rundtur i Fælledparken, og de skulle så gerne være i stand til at gennemføre på en bestemt tid, fx et kvarter eller lignende.

Lundberg gik i par med sin landsholdskammerat Karl Aage Hansen, og de løb ud på ruten i højt tempo. Men når de var omkring hjørnet og ikke kunne overvåges af træneren, løb de over til AB’s klubhus og satte sig ind i dampbadet med alt tøjet på. 10 minutter senere spurtede de så tilbage til Fælleden, dyngvåde af sved og i en særdeles flot tid. Arne Kleven var uhyre imponeret.

Historien fortæller meget om Lundberg. Den vidner om hans humor og innovationstalent. Og også om hans rebelske side. Han var ikke meget for autoriteter og han brød sig i særdeleshed ikke om at man behandlede amatører som professionelle.

Modigt oprør mod nazismen

Lundberg spillede som bekendt på landsholdet i både fodbold, håndbold og basketball. Under besættelsen var han – ret modvilligt – i Tyskland for at spille håndboldstævne mod nogle af Det Tredje Riges udvalgte.

Et af de tyske propagandanumre, hvor man ville fremvise den ariske races idrætslige samkvem med den nordiske lydstat. En modbydelig lille nazist holdt tale for holdene og hilste på spillerne. Den opmærksomme Lundberg opdagede, at den formentlig hierarkisk højtstående tysker var i stand til at styre klakørerne blandt publikum ved at vippe med sin højre fod.

Når tyskeren løftede tæerne opad, så brød den infernalske jubel straks løs. Da Lundberg så stod for tur med håndtryk og hilsen, var han fræk nok til at liste sine store fod ind over tyskerens.

Der blev pinlig tavshed, mens nazisten blev mere og mere rød i hovedet og nedstirrede den uforskammede dansker. Lundberg holdt masken i hvad der føltes som flere minutter, og så brød jubelen løs. Tyskeren havde nødtvungent løftet den anden fod.

Det krævede ikke så lidt mod af eneren Lundberg at sætte sig op imod Det Tredje Riges propagandamaskine.

I modstrid til autoriteterne

Da Knud Lundberg debuterede på fodboldlandsholdet i 1943, var der en ret ophedet debat i dansk fodbold om de forskellige taktiske tilgange.

Lundberg røg lige midt ind i skyttegravskrigen mellem den lidt ældre holdning der tilgodeså to-back systemet og det – på det tidspunkt – mere moderne tre-back system. Mange af lederne i de danske klubber, herunder det meste af UK, holdt på det gamle, og Lundberg anså dem for at være antikverede dinosaurer.

Senere erkendte han at være gået alt for vidt i sin kritik af især rigstræner Sophus Nielsens dispositioner og coaching. Men på det tidspunkt afstedkom meningsudvekslingerne et ret betændt forhold til de toneangivende ledere. Måske var det derfor at Fritz Tarp formente Lundberg adgang til en banket for landsholdet nogle år senere, da antiautoritære Lund ikke havde slips på?

Nu var det jo også en temmelig speciel situation, at man havde en landsholdsspiller der refererede fra de interne træninger i avisen Socialdemokraten i sin egenskab af skribent.

Sagen kulminerede med at UK-chefen Kristian Middelboe sendte det danske hold på banen i Idrætsparken til prestigeopgøret mod Sverige med ordene: ”Det dér taktik, det snakker vi ikke mere om. Nu går vi bare ud og spiller”.

Danmark vandt kampen med 3-2, men der var mange der mente at AB’eren havde spillet både sin første og sidste landskamp. Sådan gik det dog ikke. Dertil var Lundberg en alt for god fodboldspiller.

Allerede i Lundbergs fjerde optræden på landsholdet, i 1947 mod Norge, blev han valgt til anfører på baggrund af sine store lederegenskaber. Ved OL i London året efter spillede den lange tekniker imidlertid langt under normalt niveau. Han analyserede sig selv frem til, at det nok skyldtes, at han havde fejret sin lægeeksamen med en ekstravagant mængde af våde varer, hvilket påvirkede formen i negativ retning.

Lund befandt sig ellers som en fisk i vandet i den olympiske by, hvor de tusinder af idrætsfolk udgjorde en myldrende metropol midt i en af verdens største hovedstæder.

Men selv om Aksel Bjerregaards topvidenskabelige konditræning havde en mærkbart gavnlig fysisk effekt på landsholdsspillerne generelt, så var det bare som om Lundbergs indædte modvilje imod den slags metoder gjorde ham immun over for at komme i fuldendt toptræning.

Selv Politikens Simon, Magnus Simonsen, der ellers havde et stensikkert blik for talent og potentiale, skrev efter OL at ”Lundbergs æra er forbi”. Men sådan gik det heldigvis heller ikke.

For i årene derefter blev mange af landsholdskammeraterne professionelle, især i Italien, og eftersom det ikke var aktuelt for Lundberg (det interesserede ham ikke at leve af sin sport), så fremstod fodboldprofessoren i 1950’erne som landets bedste spiller. I alt fald blandt dem som DBU’s udtagelseskomité havde til sin rådighed.

Først i 1956 spillede Lundberg sin 39. og sidste landskamp, i et 2-2-opgør mod Holland. Og i AB stillede han sig ind imellem til rådighed for første divisionsholdet, når man skulle bruge en intelligent og rutineret spilfordeler, helt frem til 1960. Han var da 40 år.

Der er ikke skygge af tvivl om at fodboldkulturen herhjemme står i en gæld uden sidestykke til professoren. Få mennesker har sat sig så dybe spor i dansk idræt som han.

Knud Lundberg døde i 2002.

Læs også: Stor FCK-nyhed kort før pokalfinalen