EKSKLUSIVT: Rekordhandel er i rute
Orri Oskarsson forlader FC København til fordel for Real Sociedad.
Parken Sport & Entertainment har bekræftet salget af den islandske angriber. Handlen kommer til at påvirke resultatet positivt med 128 millioner kroner i den danske klub. Det er samtidig FC Københavns største salg nogensinde.
Ifølge vores oplysninger satte Orri Oskarsson sig ombord på et privatfly i København fredag aften. Det lettede 22.16 med retning mod Vitoria.
Turen for Oskarsson går over Tyskland, inden han lander i den spanske by lidt efter klokken 01. Derfra er der en god times kørsel til San Sebastian, hvor Real Sociedad holder til.
Læs også: Sancho skifter til Chelsea
Dermed bliver det heller ikke et skifte til Premier League i denne omgang for Oskarsson.
For nylig kunne The Athletic berette, at Manchester City havde kig på den 20-årige angriber som en mulig backup for Erling Haaland.
Orri Oskarsson blev hentet til FC København fra Grótta i september 2020. Sidenhen har han spillet 62 førsteholdskampe for klubben. Her er det blevet til 23 mål og ni assists.