Efter fyring: Postecoglou kan få nyt job
Det er kun otte dage siden, at Ange Postecoglou blev fyret som cheftræner for Tottenham, men nu nærmer han sig et nyt job.
Ifølge The Telegraph forventes han at modtage rigeligt med jobtilbud denne sommer efter at have vundet et trofæ med Tottenham i den seneste sæson.
Men måske kan han også allerede have fået det rette tilbud om et nyt job.
For The Telegraph kan fortælle, at Ange Postecoglou er en kandidat til trænerjobbet i den saudiarabiske klub Al-Ahli.
Lige nu er den tidligere Brøndby-assistent Matthias Jaissle cheftræner i klubben, men den fremadstormende tysker sættes i forbindelse med andre klubber.
Derfor kan Ange Postecoglou pludselig blive kørt i stilling til jobbet, hvis Al-Ahli skal på jagt efter en afløser for Matthias Jaissle.
Så sent som i maj førte Matthias Jaissle klubben til triumf i den asiatiske Champions League, hvor Kawasaki Frontale blev besejret i finalen.
Hos Al-Ahli spiller blandt andre Roberto Firmino, Riyad Mahrez, Ivan Toney og den tidligere Chelsea-keeper Edouard Mendy, som for nogle år siden blev kåret til verdens bedste målmand.
Ange Postecoglou har tidligere arbejdet i Asien, hvor han har stået i spidsen for japanske Yokohama F Marinos.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.