Efter Anden Verdenskrig og besættelsens ophør besluttede DBU at bryde mere end et kvart århundredes isolationisme. Det blev besluttet at det danske landshold atter skulle stille op til internationale turneringer.

Verdensmesterskabet var imidlertid udelukket, idet man – så vidt overhovedet muligt – nægtede at spille imod nationer der benyttede professionelle. Sigtet blev rettet mod den olympiske turnering i London i 1948. Unionen brød dermed med et indiskutabelt dogme der havde været i kraft siden det danske landshold sensationelt blev slået ud i 1. runde ved OL i Antwerpen i 1920.

Turneringen var præget af råt og hensynsløst spil, og flere opgør skæmmedes af slagsmålsscener og udvisninger. Den slags ville de overbeviste amatørister der ledede dansk fodbold ikke medvirke i.

Artiklen fortsætter efter videoen.

28 års isolationisme

Desuden var der evindelige diskussioner om lønkompensation til spillerne, når de repræsenterede nationen. Her skar DBU klart igennem. Spillerne kunne tilbydes fastsatte diæter når de var i landsholdstjeneste, men unionen var ikke deres arbejdsgiver. Man måtte med andre ord være villig til at tage et økonomisk tab når man optrådte i den rød-hvide dragt.

I forbindelse med OL-turneringen i 1920 havde DBU til gengæld ofret en større sum penge på at truppen kunne få et fint ophold med alt betalt, og at spillerne kunne blive i Belgien under hele turneringen, hvis de ønskede det. Det spillede jo nok ind, at billetter og hotelværelser mm. allerede var booket, og at man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at de forsvarende dobbelte OL-sølvvindere kunne blive elimineret tidligt i turneringen.

Da man efterfølgende evaluerede forløbet, kunne det hurtigt konstateres, at landsholdet havde skuffet forventningerne, at den økonomiske investering ikke havde båret frugt, samt at turneringsforløbet havde været en sportslig skændsel. De fodboldmæssige værdier som kom til udtryk i Antwerpen, mindede mere om skyttegravskrig, end om den ædle amatøristiske ideologi man sværgede til i dansk fodbold.

Når man så besluttede at ændre den gældende doktrin efter 2. Verdenskrig, så handlede det nok især om, at man følte sig forpligtet til at støtte op om det engelske OL-værtskab. Briterne var Danmarks befriere, og under besættelsen havde DBU faktisk haft sportsligt samkvem med Nazityskland, i kraft af landskampene mod tyskerne i 1940 og 41.

Det var politisk set ret essentielt at fremstå som en loyal allieret nation. Og fodboldlandsholdet havde desuden rimelige muligheder for at gøre en fornuftig sportslig figur.

DBU skulle bruge en coach med væsentlige kompetencer og erfaring. Perspektivet rettedes imod England.

Umiddelbart før krigen havde Edward ”Ted” Magner gjort et uudsletteligt indtryk som landsholdscoach i forbindelse med DBU’s jubilæumsturnering i 1939. Unionen ville gerne have Magner tilbage til Danmark, men den forhenværende Evertonspiller var alvorligt syg, og DBU engagerede i stedet den tidligere Arsenalspiller, John (Jack) Dennis Butler som træner for landsholdet.

Jack Butler fra Arsenal

Butler var født i Colombo på Ceylon (nu Sri Lanka) af engelske forældre. Familien flyttede tilbage til moderlandet omkring 1910. Han var en stor, stærk centerhalf der spillede som amatør i Fulham i 1913 og fik professionel kontrakt med Arsenal året efter.

I efteråret brød, som bekendt, Første Verdenskrig ud, og mange af de engelske fodboldspillere meldte sig som frivillige til krigstjeneste i ”første bølge”. De blev indlemmet i The Middlesex Regiment, der også blev kaldt ”The Footballers Batallion”. Det gjaldt også for Jack Butler, men derefter er der lidt dunkelt omkring ham. Ifølge den ret troværdige Douglas Lammings’ ”An English Football Internationalist Who’s Who”, fremgår det at han deserterede i 1915.

Det var en meget alvorlig sag i krigstid. Andetsteds fremgår det, at Butler gjorde tjeneste ved frontartilleriet i Frankrig og Belgien. Begge dele kan formentlig være korrekt. Den britiske hær fik alvorlige tab i kampene i det sydlige Belgien i 1914-15, og Butler kan have fået nok og stukket af, men efterfølgende fortrudt og blevet genindrulleret. Det henligger i det uvisse.

Efter krigen genoptog han fodboldkarrieren i Arsenal og havde nogle gode sæsoner midt i 1920’erne. I 1924 blev han endda udtaget til det engelske landshold, der slog Belgien i en venskabskamp på The Hawthornes med 4-0. I 1925 medvirkede Butler som defensivt bolværk til en 2. plads i turneringen.

Det var på det tidspunkt Arsenals historisk bedste placering, og to år senere optrådte han for The Gunners i FA Cup finalen mod Cardiff City, der imidlertid blev den første og eneste walisiske klub til at vinde trofæet nogensinde, idet Butler og co. blev slået med 1-0.

Samlet spillede Jack Butler næsten 300 kampe for Arsenal frem til 1930. Han tilbragte et par sæsoner i Torquay United og gik derefter trænervejen.

Engelsk fodbold på det tidspunkt var stokkonservativt, hvad angår taktik og træningsmetoder. Jack Butler søgte ud på kontinentet for at gøre brug af sine evner som taktisk coach.

Han fik ansættelse i en belgisk klub, og siden det belgiske landshold, i 1930’erne, og hyret ind af DBU som Ted Magners vikar i 1946. Det var en vanskelig opgave, for mr. Magner havde efterladt sig dybe fodspor og et nærmest mytisk eftermæle i dansk fodbold. Landsholdsspillerne syntes imidlertid særdeles godt om Butler. Han havde en imponerende fysisk statur og altså erfaring med at arbejde på kontinentet.

Fiasko og triumf

Første opgave var landskampen i Oslo mod Norge i juni. Den blev en voldsom skuffelse med et uventet nederlag på 1-2. Det danske hold stillede ellers med en stærk opstilling med Jørgen Leschly Sørensen, Karl Aage Hansen, Knud Lundberg, Johannes Pløger og Carl Aage Præst i angrebet.

Et olympisk mandskab med stor offensiv slagkraft var ved at blive sammenspillet forud for OL i London to år senere. Det var bare ikke til at få øje på i den norske hovedstad. Leschly Sørensen scorede for danskerne, men den aldrende norske stjerne Arne ”Obersten” Brustad førte hjemmeholdet til en overraskende sejr i sin sidste landskamp.

Butler var rasende over indsatsen. Det fremgår af flere enslydende øjenvidneberetninger. Han konstaterede at spillerne nærmest opførte sig som om de var på feriekoloni. Det gik vist ikke stille af sig.

Det er nok ikke for meget sagt, at en gedigen skideballe var med til at sætte alle mand op til den næste kamp. En langt vanskeligere udfordring, nemlig det svenske landshold, der gæstede Idrætsparken blot en uge efter blamagen på Ullevaal.

Sverige mødte med en innertrio med et uhyggeligt højt format og potentiale: Gunnar Gren, senere Milan, Gunnar Nordahl, senere ligeledes Milan, samt Henry ”Garvis” Carlsson, senere Atletico Madrid. Året forinden var befrielsen blevet fejret med hele tre landskampe mod svenskerne, og alle endte med temmelig deprimerende nederlag.

Især den sidste, i september på Råsunda, hvor de blå-gule udspillede danskerne på kryds og tværs. 1-4 var billigt sluppet. Sverige havde et internationalt storhold på vej. Men ofte er danskerne bedst når de er undertippede, og Jack Butlers grundige og metodiske træning havde haft en gavnlig effekt.

Til det begejstrede hjemmepublikums fryd satte det danske landshold dagsordenen fra begyndelsen. Johannes Pløger bragte fuldt fortjent hjemmeholdet foran i første halvleg, men da ”Il Professore”, Gunnar Gren, udlignede for Sverige med en halv time tilbage, tilsagde al logisk sans, at den veltrimmede arvefjende ville løbe med palmerne.

Men danskerne kæmpede sig atter til overtaget, og to sene mål af Jørgen Leschly Sørensen og Carl Aage Præst sikrede sejren i en gennemgående uhyre stærk dansk præstation.

Med denne overvældende succes satte Jack Butlers sit aftryk på det danske landsholds udvikling. Det blev dog også enden på hans engagement i Danmark. DBU forsøgte at få ham til tilbage som coach op til OL i 1948, men det blev ikke til noget. Butler blev siden manager i bl.a. Crystal Palace og døde i London i 1961.

Statistik:

Landsholdscoach 1946.

2 landskampe. 1 sejr og 1 nederlag. Målscore: 3-3.

Læs også: Han er den helt perfekte afløser for Brian Riemer