Den oversete kanonkonge fra dansk fodbolds guldalder
Hyperfarlige forwards med næse for målchancer kan vi ikke få nok af i dansk fodbold. Men de er sjældne. Vi har vel ikke haft en sådan ”ægte fox in the box” angriber på landsholdet siden Jon Dahl Tomasson? I 1970’erne var der en del af dem. De dér goalgettere, der kan lure på mulighederne i en hel kamp, og så pludselig slå til og afgøre det hele. Folk som Hans Aabech, Bent Jensen, Niels Christian Holmstrøm – og dagens fødselar, Poul-Erik Thygesen.
03’erne løb alle sønder og sammen
Thygesen kom oprindeligt fra GVI, men kom ind i B.1903’s ungdomsafdeling på et gunstigt tidspunkt, hvor det vrimlede med dygtige talenter.
Angriberen blev dansk mester med 03’erne to gange i træk, i 1969 og 70. Det var med den svenske konditionsekspert, Bo Håkonsson ved roret. Spillerne blev underlagt fysiske træningsprogrammer, hvis lige aldrig var set før i dansk amatørfodbold. 03’erne løb simpelthen modstanderne i sænk. Mesterskab nummer 2, i 1970, blev vundet med en grotesk lille marginal forskel i målkvotient i forhold til sølvvinderne, AB. Poul-Erik dannede en ret klassisk angrebsduo med tårnhøje Ole Forsing, især da Steen Rømer Larsen tog til fransk fodbold.
Thygesens målfarlighed banede vejen for en karriere i udlandet. Og landsholdet blev også aktuelt.
I 1967 havde Poul-Erik fået debut på det danske ynglingelandshold i en kamp mod Sverige i Rønne, hvor klubkammeraterne Steen Rømmer Larsen og Poul Aabling også var med. Danmark tabte desværre med 3-0. Så gik det bedre senere på sæsonen, hvor det blev til 2-0 over Finland og 2-2 mod Norge. Thygesen scorede i begge opgør, og det gentog han i årets sidste Y-landskamp, hvor danskerne besejrede selveste Vesttyskland med 3-1 i Flensborg. De andre scoringer blev sat ind af B.1903’s Birger Topp og Karl Aage Hansens søn, Flemming Hansen fra AB. For tyskerne nettede den senere topspiller Jupp Kappelmann.
Trist landskampår
Debuten på A-landsholdet kom i 1970 mod Portugal i en EM-kvalifikationskamp i Idrætsparken (0-1). Poul-Erik blev indskiftet midt i anden halvleg i stedet for Vejles Jørgen Markussen. Landskampsæsonen 1970 var den mest rædselsfulde i historien. Landsholdet spillede 9 kampe uden at vinde, og var kun i stand til at score 2 sølle mål. I de sidste 6 landskampe blev det til 0 mål. Thygesen fulgte debuten op med endnu en indskiftningstjans i årets næstsidste landskamp, hvor han kom ind i pausen i stedet for Morten Olsen. Kampen var måske det frygtelige års bedste danske præstation, idet danskerne formåede at komme fra Hampden Park med et hæderligt 0-1-nederlag mod et skotsk hold med mange store profiler, fx Bobby Moncur, John Greig, Wee Willie Johnston og Jimmy ”Jinky” Johnstone. Derby-angriberen John O’Hare sikrede skotterne sejren på et tidligt mål.
I sæsonens sidste landskamp blev Poul-Erik Thygesen for tredje kamp i træk skiftet ind fra bænken. Han fik en halv time, atter i stedet for Morten Olsen. Belgien vandt med 2-0 i Brugge.
De pauvre resultater bevirkede at DBU foretog et paradigmeskifte, og året efter tillod udlandsprofessionelle spillere på landsholdet. Opgøret i Belgien blev imidlertid Poul-Erik Thygesens sidste på nationalmandskabet. I 1971 og 72 fik han dog 2 kampe på U-landsholdet, hvoraf den sidste indbragte en fin 3-2-sejr over Sverige. Thygesen spillede i angrebet sammen med Vejles Tommy Hansen og Bent Christensen fra Slagelse, mens Allan Simonsen lå lige bagved. U-21 landstræner Kaj Christensen var en mand med en offensiv filosofi.
Mismatch i Werder
I 1974 skrev Poul-Erik professionel kontrakt med Werder Bremen, der på det tidspunkt blev trænet af Sepp Piontek. Opholdet i Werder blev desværre ingen succes. Per Røntved og Frits Ahlstrøm har omtalt det i ”Fodbold på vrangen”, hvor det fremgår at Thygesen kom til Bremen på et helt galt tidspunkt. Transferen blev udlagt som dårligt rådgivningsarbejde af en kynisk mellemhandler.
Ikke desto mindre scorede danskeren i sin debutkamp for Werder mod Kaiserslautern, og han viste sin målnæse ved at nette fire gange i 13 kampe, de fleste som indskifter. Men Thygesen trivedes ikke i det tyske, og året efter blev han solgt til schweiziske FC Winterthur.
Med 22 mål i 43 kampe i Schweiz, beviste Poul-Erik sit værd som ”Torjäger”. I begge de to sæsoner han spillede for Winterthur, blev han klubtopscorer, og i den ene samlet nummer 4 på topscorerlisten i ligaen. Men klubben rykkede ned, og Thygesen tog hjem til Danmark. Efter en sæson i Glostrup IC tørnede han atter ud for B.1903.
Sent i karrieren viste Thygesen, at han stadig mestrede målscoringens ædle kunst, da han medvirkede til at sænke Apoel fra Cypern i pokalvindernes Europa Cup turnering i 1979, med 2 mål i 03’ernes 6-0-sejr, og han nettede også i 2. runde, hvor man opnåede et flot 2-2-resultat mod Valencia.
Poul-Erik Thygesen er far til Mikkel Thygesen, der også opnåede tre landskampe.
