Boldklubben Frem i Valby Idrætspark er en særegen størrelse. Jeg vil vove den påstand at ingen klub i Danmark har så stærk en historisk bevidsthed og dermed så veldefineret en fællesskabsidentitet. 

Fodboldklubberne i 1890’ernes København voksede ud fra forskellige sociale segmenter. Akademisk Boldklub var for de studerende på Polyteknisk Anstalt eller andre dele af Københavns Universitet. KB var primært for borgerskabet på Frederiksberg. B. 93 rekrutterede blandt godtfolk på Østerbro (det var en blandet landhandel dengang), og Boldklubben Frem var en rigtig arbejderklub på Vesterbro. De sociale kulturer var ganske forskellige og satte sit aftryk på klubbernes individuelle særpræg. I KB var der tradition for at man gik på konditori og drak chokolade efter kampene. I Frem gik man på værtshus og spillede billard og fik en kop øl eller tre. 

Det historiske udgangspunkt for Boldklubben Frem var den politisk progressive forening Fremskridtsklubben, der stiftede en cricketklub i 1886, og der kom så fodbold på programmet to år senere. I starten spillede man i trøjer med malteserkors, hvilket var Fremskridtsklubbens emblem, og først omkring 1899 blev de ikoniske rød-blå tværstribede trøjer indført. Endnu i dag vidner korset i Frems klubsymbol om en for længst glemt oprindelse.

Nær kvalt i 1895

I 1895 kneb det imidlertid gevaldigt for klubben. Der var ikke nok medlemmer, man måtte trække sig fra turneringen, og var på vej mod total opløsning. Det blev først og fremmest de to legendariske foregangsmænd på ledelsesplan, Louis ”Konsulen” Østrup og Julius Andersen, hvis trofaste, dygtige og ihærdige arbejdede, sørgede for at Frem klarede skærene og med tiden endda blev baneejende klub. Hjemmebanen lå – meget passende – i arbejderkvarteret Vesterbro, nede imod Sydhavnen omtrent hvor Bavnehøjhallen befinder sig i dag. Først i 1941 rykkedes hjemmebasen til Valby. 

Artiklen fortsætter efter billederne.

Omkring 1910 tegnedes det sportslige i klubben i høj grad af de to Sophus’er, d’herrer Hansen og Nielsen med tilnavnene ”Målmand” og ”Krølben”. Hansen blev dansk fodbolds første keeper med international klasse, og Nielsen var en formidabelt drible-og skudstærk centerforward. 

Andre profiler var folk som Axel ”Fin i kanten” Petersen og den frygtede forsvarer Johannes ”Bulotti” Hansen, foruden de solide Ødbert Bjarnholt og Sophus Hansens bror, ”Reserve-Hans” Hansen. Lidt senere kom også bl.a. multitalentet Otto Larsen og wingen Bernhard ”Bette” Andersen. 

I 1923 vandt Frem for første gang det landsdækkende danske mesterskab. Det skete med en ganske kneben sejr på 2-1 over AGF i DM-finalen, der var et opgør mellem vinderen af KBU-mesterskabet, som Frem vandt med to point foran B.93 og KB, og provinsens mesterhold. Kort efter holdt Pauli Jørgensen sit indtog. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Pauli 

I Frems stolte historie står ingen over eller ved siden af Etvin Pauli Carl Jørgensen. Der er ingen der som festlige og farverige Pauli har tegnet mentaliteten og ”ånden” i den gamle arbejderklub. Det er også denne forfatters påstand, at der aldrig har været så folkeligt populær en fodboldspiller i hele dansk fodbolds historie. 

Pauli var udlært mekaniker og havde en temmelig lavpraktisk filosofisk indstilling til sin sport. Fodbold er jo dybest set et simpelt spil. Det handler om at score flere mål end modstanderen. Denne grundlæggende holdning kom til udtryk i et nærmest ultimativt angrebsorienteret spilkoncept, der var så aggressivt og ekstremt at det nok ikke har nogen værdig pendant i dansk klubfodbolds historie. Frem var i høj grad ”folkets klub”. Vokset ud af et ydmygt, men fremadstræbende arbejdersegment i de københavnske brokvarterer. Og de tværstribede spillede fodbold som deres publikum elskede det. 

Frem blev danske mestre i 1931, 33, 36, 41 og 44. Angrebskadren i 40’erne med Kaj Christiansen, Helmuth Søbirk, Johannes Pløger og Erling Sørensen er aldrig set stærkere i dansk fodbold. Da Pauli stoppede, stod en ung John Hansen klar. Sprællemanden Egon Sørensen var en stærk ankermand, og den teknisk sublime Walther Christensen støbte kugler for offensivens kanonskytter.

I 1950’erne tegnedes Frem af populære spillere som Per Henriksen, Harald Gronemann, Bent Ib ”Solo” Jørgensen og Leif Tønnesen. Men det tyndede ud i titlerne, og bortset fra en pokaltriumf i 1956 blev der længere imellem snapsene. Frem måtte endda ned i 2. division i 1960. Samme år som tragedien ramte de to unge Frem’ere Søren Andersen og Ib Eskildsen, der forulykkede og blev dræbt i Kastrup Lufthavn på vej til en træningskamp i Herning mellem B- og U-landsholdet. 

En stærk generation af talentfulde spillere som bl.a. Leif Nielsen, Kaj Hansen, Birger Larsen og Leif ”Osten” Nielsen bragte Frem’erne tilbage på ret kurs, og klubben opnåede en række gode placeringer, uden dog at formå at komme helt til tops. Dén forbandelse fortsatte ind i 1970’erne, hvor et ellers sprudlende mandskab med bl.a. klubkamprekordholderen Per Wind, Lars Larsen, Flemming Ahlberg, Leif Printzlau og Ole Mørk smed mesterskabet i sidste kamp i sæsonen 1976 med en nullert på Næstved Stadion. 

Problematisk overgang til professionalismen

I 1978 blev pokalturneringen dog et plaster på såret, da Frem besejrede Esbjerg i den såkaldte ”Marathonfinale”, der måtte afvikles over tre opgør og straffesparkskonkurrence. Men overgangen til betalingsfodbold var vanskelig for Frem. De traditionelle fællesskabsdyder i Valby Idrætspark og stemningen i det hyggelige gamle klubhus kunne ikke opveje, at Frem havde svært ved at følge med, da det professionelle tog kørte. På mange måder blev man efterladt på perronen. Der er en vis indbygget logik i at processen var svær. Frem var en af de hæderkronede klubber i dansk fodbold, og de dyder og værdier der havde holdt klubben oppe i eliten i et århundrede, var med ét slag ikke længere gangbar mønt. Også andre steder i de stærke gamle foreninger måtte man se sig overhalet. 

Fra begyndelsen var det vanskeligt at skaffe tilstrækkelig kapital, og der var en diskurs mellem amatørafdelingen og de nye professionelle tiltag. Bortset fra bronzemedaljerne i 1992, gik Frem fra at være elevatorhold mellem de bedste rækker til en periode med reel deroute. To konkurser markerede at bunden blev skrabet. 

I dag frister den 140-årige en sportslig tilværelse i 3. division. Men der er endnu liv i den gamle. Når solen skinner i Valby og det ret så talstærke og entusiastiske hjemmepublikum møder op for at støtte de tværstribede, så er der ikke mange steder i fodbold-Danmark med en hyggeligere atmosfære.

I en tid hvor mange vil mene at vi i samfundet bevæger os væk fra fællesskaberne og over i mere individualiserede eller i alt fald indsnævrede sociale sfærer, er sammenholdet i Frem noget nær unikt. Det klæder en klub der på mange måder er et fortidslevn. På godt og ondt, men især på godt.