Ivan Sharpe: Den engelske stjerne, der bankede Danmark, tog OL-guld og gjorde Hitler mundlam
Dagens historie skal omhandle en mand der blev det danske landshold en arg modstander i flere episke opgør – for mere end 100 år siden. Det er også en mand der fortjener at blive husket for sit mod til at gå op imod despoten Hitler.
Farens skøre projekt lykkedes
Ivan Sharpe blev født på netop denne dag i 1889 i byen St. Alban’s i Hertfordshire. Han voksede op i et håndværker/middelklassehjem. Faren var støvlemager, hvilket vist nok dengang var en hierarkisk positionering lige over skomagerne. Støvlemager Sharpe var grebet af fodboldfeberen og han så gerne sønnen i lokale Watfords spilledragt engang i fremtiden, så han udtænkte en snedig plan. Lille Ivan var udpræget højrebenet, men det fædrene ophav mente at hans chancer for at forfølge en karriere udi spillet med den lille runde ville forbedres, hvis han kunne ”gøres” venstrebenet…
Støvlemageren konstruerede en fin fodboldstøvle ud fra datidens mest moderne normer, men med en 5 meters snor med en læderfodbold snøret på. Ivan gik dermed i sin fritid, fra lille af, med en bold i en snor og lærte at bruge venstre fod. Det vanvittige projekt virkede! Ivan blev en teknisk fremragende dribler med en særdeles veludviklet teknik, og kvalificerede sig til Watfords førstehold, hvor han – naturligvis – blev placeret som venstre wing.
Normalt forbinder vi de fine gamle engelske amatørspillere med folk fra overklassens kostskoler, men selv om Ivan så langt fra tilhørte eliten, så blev han overbevist amatør. Det betød at han, samtidig med fodboldkarrieren, kunne tage en uddannelse som journalist.
OL-guldvinder
I 1911 skiftede Sharpe til Derby County, der dengang var en af Englands bedste klubber, og konkurrerede på linje med de bedste professionelle. Samtidig debuterede han på det engelske amatørlandshold, der på det tidspunkt regnedes for at være verdens stærkeste, kun i konkurrence med Englands og Skotlands professionelle landshold.
Året efter blev Sharpe engelsk mester med Derby og superstjernen Steve Bloomer, og han blev en af de mest fremtrædende profiler på det britiske OL-landshold, der besejrede Danmark med 4-2 i de olympiske finale i Stockholm, og altså henviste Sophus Krølben, Nils Middelboe og co. til sølvmedaljerne. Det britiske mandskab var identisk med Englands amatørlandshold.
By Unknown author – Official Olympic Report, Public Domain, LinkSharpe var, ligesom flere af de bedste spillere på amatørlandsholdet, flere gange i spil til at blive udtaget til det professionelle landshold (amatørerne måtte gerne optræde på begge landshold, men profferne kun på ”deres”). Således også i 1910, hvor Sharpe skulle have været med på Englands landsholdsturné til Sydafrika sammen med stjernen Vivian Woodward, men desværre blev skadet.
Milepæl i København
I 1914 spillede Ivan for Leeds City (en tidlig konkurrent til Leeds United), der blev ledet af den senere manager-legende Herbert Chapman. Klubben fik en krank skæbne da det kom frem, at Chapman og bestyrelsen havde opereret med penge under bordet og den slags ulovligheder. Leeds City krakkede og lukkede, og blev afløst i lejemålet på Elland Road af den mere bæredygtige Leeds United. Sharpe havde – som amatørspiller – ingen som helst del i skandalen.
Grundlovsdag den 5. juni 1914 var Sharpe med til at tabe med eklatante 0-3 i København til et dansk landshold der derefter toppede verdensranglisten. En historisk milepæl for dansk fodbold. For Danmark scorede Poul ”Tist” Nielsen, Sophus ”Krølben” og Svend ”Spejderen” Knudsen. Få dage senere spillede støvlemagerens søn den sidste af 12 landskampe, da England bankede Sverige med 5-1 i Stockholm. Sharpe scorede 1 gang. Snart skulle fodboldspillerne bruge deres benarbejde i fædrelandets tjeneste i den trøstesløse 1. Verdenskrig.
By Unknown author – Official Olympic Report, Public Domain, LinkHitler turde ikke møde Ivans skarpe pen
Efter den aktive karriere etablerede Sharpe sig som en af Englands mest estimerede sportsjournalister. Han lagde stilen for mange efterfølgere i branchen, ved at være opsøgende og kritisk. Rygklapperi var ikke noget for den gamle amatørist. I 1936 blev han den første reporter der dækkede en live transmission fra en engelsk FA Cup finale i radioen, og samme år skulle han have interviewet Adolf Hitler i forbindelse med OL i Berlin. Føreren hoppede imidlertid fra, og Sharpe skrev – sikkert lidt ærgerlig – i sine noter ”Hitler chickened out”. Det Tredje Riges stærke mand skulle ikke nyde noget af Sharpes frygtløse og spiddende spørgsmål. Englænderens pen var nemlig ”Sharpe”.
Siden stiftede Ivan FWA, sportsjournalisternes forening, der senere hen kom til at varetage den ene af de to kåringer af Årets Spiller i engelsk fodbold. I 1958 skulle han have været med Manchester Uniteds ulykkesfly i München lufthavn, men var heldigvis ramt af influenza og blev hjemme.
Ivan Gordon Sharpe gik bort i 1968.



















