Nordengland var (sammen med Lancashire) en slags vugge for den professionaliserede fodbold. Klubber som Newcastle, Sunderland og de to Sheffield-rivaler var fodboldens kraftcentre i den sene del af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. 

I Sunderland tog arbejderfolket fodbolden til sig på særdeles entusiastisk – ja nærmest fanatisk – vis. Formentlig gav sporten en nødvendig og tiltrængt adspredelse fra de daglige 12 timers hårdt manuelt slid på fabrikkerne. Unge, håbefulde mænd kunne drømme om en tilværelse på græsbaner i stedet for mørke kulminer eller glohede stålværker. 

Sunderland AFC blev stiftet i 1879 og blev optaget i The Football League i 1891 og vandt mesterskabet blot to år senere. Det blev indledningen til en formidabel serie, en ægte guldalder for den endnu unge klub. Mesterskabet gentaget i 1892, Sunderland blev nummer 2 (efter Aston Villa) i 1893 og atter mestre i 1894. Holdet spillede gudefodbold og kaldtes vidt og bredt ”The Team of all Talents”. Hemmeligheden bag den overvældende succes var, at klubben finansieredes og influeredes af to af Nordenglands rigeste mænd, Samuel Tyzack og Robert Turnbull, der begge var bidt af en gal fodbold. De indså, at skulle man til tops i engelsk fodbold, så måtte man have kvalificeret arbejdskraft nordfra. Fra Skotland.

Robert Turnbull tog sagen i egen hånd og rejste rundt til de skotske fodboldstadions for at scoute talenter. Det var mildt sagt ikke populært hos de nordlige naboer, at englænderne opkøbte blomsten af skotsk fodbold, så Turnbull måtte forklæde sig som præst for at undgå at blive korporligt overfaldet og jaget bort af rasende fodboldfans. Hans undercover missioner fik en kolossal effekt. Sunderlands Team of all Talents bestod således udelukkende af skotske spillere, eller ”Professorer” som de skotske spillere kaldtes.

I 1895 kulminerede den skotske legion da man vandt intet mindre end verdensmesterskabet. 

Titlen var naturligvis en tilsnigelse, for ”verden” defineredes som England/Skotland. Men der er ingen tvivl om, at de britiske klubber i 1800-tallet var alle andre langt overlegne. Så selv om selve ”verdensmestertitlen” således var en dubiøs betegnelse, så var den ikke uden en vis berettigelse. Verdensmesterskabet for klubhold blev afholdt som et opgør (med tiden to) mellem den engelske og den skotske mester eller pokalvinder. Sunderland vandt VM i 1892 med samlet 4-0 over Celtic, gentog sejren i 1893 (over skotske Queen’s Park), og endelig i 1895, hvor Heart of Midlothians skotske mestre blev nedkæmpet med 5-3 på Tynecastle i Edinburgh. 

Meritter:

6 x engelsk mester (senest i 1937)

2 x FA Cup vinder

1 x Liga Cup vinder

3 x ”Verdensmester”

Spilledragten: 

Fra 1882 spillede Sunderland i deres velkendte rød- og hvidstribede trøjer med et logo, der havde en sort kat afbilledet. Katten har været associeret med byen siden Napoleonskrigene, hvor der anlagdes en militær kanonstilling, The Black Cats Battery, der skulle forsvare den nordøstlige kyst mod den franske flåde.

Tidligt i 1900-tallet havde man ovenikøbet en sort ”lykkekat” boende på Roker Park. Den blev fodret og passet af stadionpersonalet, lidt ligesom de berømte Beefeaters, der passer på ravnene i Tower of London. Sagnet fortæller, at England går under uden ravnene.

Roker Parks sorte kat endte med at få tillagt en del af æren for, at Sunderland lykkedes med at vinde mesterskabet i 1913. Det fortælles, at den en dag dukkede op i omklædningsrummet under pausen i en kamp i 1909. Sunderland var bagud 0-1, men da spillerne tog katten til sig, vendte lykken og hjemmeholdet vandt 3-1. Katten blev en lokal celebritet og tilhængerne begyndte at medbringe sorte katte-maskotter til kampene. Modsat almindelig folketro var Roker-katten forpagtet med held og medgang, fremfor ”sort uheld” og ulykke.  

Der var noget symbolsk i at den sorte kat blev AFC Sunderlands varemærke. Det understregede den udbredte følelse af at den undertippede arbejderklub kunne bringe en mørk skæbne over de ”finere” adresser i engelsk fodbold. Fx dem i London. 

Truppen

Kan Sunderland fortsætte de gode takter?

Regis Le Bris’ hårdtarbejdende mandskab var et frisk pust i Premier League i fjor. Franskmanden har bl.a. forberedt sit team med en turné til USA, men man skal nok ikke forvente den store aktivitet på transfermarkedet. Angriberen Brian Brobbey er utvivlsomt attraktiv for større klubber, men hvis Sunderland skal fortsætte den positive udvikling, så skal man holde på spillere som den hollandske VM-aktør. 

7. pladsen i sidste sæson gav adgang til Europa League, og det er faktisk kun anden gang i historien, at Sunderland deltager internationalt. Første gang var i 1973-74, hvor den sensationelle FA Cup triumf med sejr over Leeds United i finalen, betød at klubben kvalificerede sig til Europa Cuppen for pokalvindere som 2. divisionsklub. Dengang blev det til et knebent samlet nederlag til portugisiske Sporting.

Et bud på en slutplacering: Er der energi nok i truppen til endnu en gang powerfodbold som i fjor? Sunderland skal også spille i Europa, og jeg tror at det bliver en svær sæson for The Black Cats. Den kan endda ende med nedrykning. Nummer 16-18.

Premieren

Sunderland skal til Ipswich i premierematchen. Det ligner jo umiddelbart en udesejr, men The Tractor Boys stempler ind i Premier League med gejst fra sidste sæsons flotte oprykningssucces. 

Historisk har de to klubber konfronteret hinanden 58 gange siden 1958. Ipswich har vundet 25 gange og Sunderland 24.