Han blev kaldt ”Sildehoved” - men endte som modstandsmand under besættelsen
I de gode gamle dage var det entusiastiske fodboldpublikum på fornavn med deres idoler. Det var på mode at tildele elitespillerne humoristiske og til tider lidt grovkornede kælenavne. De kunne typisk have omdrejningspunkt i spillernes forcer/specielle karakteristika. Den rare målmand Ludvig Drescher blev kaldt Store Fus, fordi han indimellem droppede groft (fusede). Anton Olsen havde et ualmindeligt hårdt skud og kaldtes Kanonen. B.93-klubkammeraten Oluf Petersen hed i folkemunde Pyromanen fordi han notorisk brændte chancer. Den stenhårde back, Johannes Hansen fra Frem, kaldtes undertiden Bulotti efter den i datiden stærkt berygtede morder, som mødre truede deres børn med hvis ikke de spiste op eller ville i seng til tiden. Den var til den grovkornede side.
Der var også tilnavne der mere omhandlede noget med erhverv. For eksempel Alf Sømanden Olsen. Carl Skomar’ Hansens far var ganske rigtigt skomager. Og Svend V. Knudsen fra AB kaldtes Spejderen, fordi han var en højtstående leder for spejderkorpset.
Og så var der kælenavne der hentydede til legemlige karakteristika. Nils Middelboe kaldtes Tøjklemmen, fordi han var lang og tynd. Sophus Nielsen hed aldrig andet end Krølben, hvilket var en klar analogi til hans hjulede bentøj. Den enormt høje Svend Aage Castella fra KB kaldtes naturligvis Spir. Og så var der Akademisk Boldklubs højre wing Ernst Petersen. Han fik tilnavnet Sildehoved. Umiddelbart ikke særligt flatterende, men utvivlsomt kærligt ment. Faktisk blev Ernst aldrig kaldt andet på stadions, så mange – selv trofaste – tilskuere, kendte dårligt hans rigtige navn. Øgenavnet stammede fra en AB-tur til Bornholm, hvor man frekventerede en sildehandler ved navn Ernst Sildehoved. Det kære AB-Sildehoved blev født på denne dag i 1890.
Ernst Sildehoved Petersen var en løbestærk og pasningssikker fløjspiller. AB-æresmedlemmet Asmus Diemer, der var sportsjournalist på Berlingske og kendt for sine spydige, sarkastiske og helt igennem subjektive reportager, lagde i sine artikler i Berlingeren aldrig skjul på at Petersen var lidt af en personlig favorit. Sildehoved gjorde nemlig ikke spillet unødigt vanskeligt, i modsætning til individualister som Sophus Krølben Nielsen, Vilhelm Wolfhagen og Alf Olsen. De nævnte ekvilibrister måtte uafladeligt lægge ryg til ret så perfide nedrakninger fra Diemer, der foretrak den arbejdsomme og pålidelige AB’er.
Fodboldfeber
Ernst Petersen debuterede på landsholdet i juni 1916, i forbindelse med den årlige svenskelandskamp. Under verdenskrigen var der i dén grad behov for folkelige adspredelser, og tilskuerinteressen sprængte alle rammer. Der kunne klemmes 20000 publikummer ind i Idrætsparken, men der har formentlig været mindst 25000 til dette opgør, og yderligere mindst 10000 måtte gå forgæves. Nils Middelboe var taget hjem fra London for at anføre Danmark, der vandt med 2-0 på to mål af Poul Tist Nielsen. Ernst Sildehoved gjorde desværre en mager figur, så han blev sat af til returkampen i Stockholm. Her tabte danskerne imidlertid sensationelt med hele 4-0. Et resultat der nærmest blev opfattet som en national katastrofe.
Ernst Petersen fik yderligere to landskampe, og Danmark vandt dem begge; 2-1 over Norge på den frygtede slaggerbane i Kristiania i 1917, og 3-0 over Sverige i Idrætsparken i juni 1918.
Til sidstnævnte arvefjendeopgør var interessen og stemningen atter på kogepunktet. Politiet var udkommanderet i stort tal for at forhindre gratister. Der måtte ikke lukkes flere end 20000 ind. Alligevel entrerede omkring 25000. En nærliggende villa på Øster Allé var under renovering og havde høje stilladser op ad murene. De blev bestormet af en horde af fans der således ønskede at overvære kampen på afstand. Den vrede husejer tilkaldte politiet, og et stort antal betjente måtte forcere spær og lægter for at hale den fodboldhungrende ungdom ned. På et tidspunkt truede både stillads og husmur med at give efter… Bornholms Tidende beskrev hele fænomenet under overskriften ”Fodboldfeber”: ”I en københavners øjne vil et menneske der ikke er klar over, at de danske og svenske skal udkæmpe landskamp på søndag, være værre end en Hawaij-neger”. Selvfølgelig vidste alle at der skulle spilles landskamp…
Indenfor i Idrætsparken blev fodboldfolket godt underholdt. Der blev musiceret festligt før kampen og i pausen af det kongelige garderhusarregiment. Den store svenske avis Svenska Dagbladet etablerede en ”uafbrudt” telefonisk forbindelse, sådan at man kunne orientere tusindvis af fremmødte fodboldentusiaster på Stockholms Olympiske Stadion om kampens gang, via en kæmpe opslagstavle. To scoringer af Carl Skomar’ (og et selvmål) sendte dem imidlertid skuffede hjem.
I 1919 vandt AB det danske mesterskab. Men Ernst Petersen var på Island og gjorde et bo op efter sin svigerfar. Det trak ud og Sildehovedet nåede ikke at spille en fremtrædende rolle på mesterholdet. Året efter var han inde i billedet til en plads i den danske OL-trup der skulle til Antwerpen, men en familieforøgelse lavede om på prioriteringerne og støvlerne røg på hylden. Petersen flyttede til Fyn og spillede en periode for OB og blev udtaget til FBU’s unionshold. Efter den aktive fodboldkarriere gik han ind i Danmarks Idræts Forbunds ledelse. Under besættelsen advokerede han med stor kraft for at danske sportsfolk skulle afholde sig helt fra idrætsligt samkvem med tyskerne. Et modigt standpunkt, der desværre ikke blev fulgt af DBU.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Ernst trodser nazismen
Idrætten var under stærkt pres fra værnemagtens side. Tyskerne ønskede at infiltrere forbundene og således få adgang til at ”opdrage” og influere de unge sportsudøvere i nazismens ånd og dogmer. Danmarks Idrætsforbunds øverste ledelse måtte navigere imellem besættelsesmagtens agenda og den danske regerings samarbejdspolitik. Det blev håndteret sådan, at hvert forbund blev stillet frit til at vælge hvor langt man ville gå for at interagere med tyskerne. Danmarks Cykel Union og Gymnastikforbundet havde flere ledende nazister i deres bestyrelser, og dyrkede ret åbenlys omgang med besættelsesmagten. Andre forbund fulgte Ernst Petersens modige standpunkt og nægtede at samarbejde. DBU fulgte den samarbejdsvillige linje og unionens øverste ledelse, med formand Leo Frederiksen i spidsen, insisterede på, at der blev spillet landskampe i 1940 og 41 mod Tyskland. Det var ganske god propaganda for ”herrefolket”, bortset lige fra, at danskerne klarede sig over forventning og klarede uafgjort i Dresden i kamp nummer 2.
Den famøse venskabskamp mellem Stævnet og østrigske Admira i Idrætsparken i 1941, satte imidlertid det idrætslige samarbejde på vågeblus. Østrigerne provokerede det københavnske publikum ved at heile op mod tribunerne og derefter udspille danskerne på grønsværen. Da gæsterne kom foran med 3-0 opstod der spontane slagsmål på lægterne mellem ophidsede danske tilskuere og grupper af tyske soldater. De sidstnævnte blev så pressede, at de måtte trække våben overfor den truende folkemængde. Den tyske overkommando tog urolighederne meget ilde op og forbød tilskuere til divisionskampene i en periode.
Imens optrappede Ernst Petersen ufortrødent sit patriotiske engagement, og han gik decideret ind i modstandsbevægelsen på Fyn (Region IV). Jorden brændte efterhånden under den modige jurist. Han sad fængslet i 1943 og måtte året efter flygte til Sverige, hvor han opholdt sig til krigens slutning og udarbejdede lister over danske kz-fanger der skulle fragtes hjem af Røde Kors.
Det havde været helt på sin plads, hvis Danmarks Idrætsforbund havde givet ham fuld støtte og æresoprejsning efter besættelsen. Men alle havde travlt ved håndvasken og Ernst Petersens sag blev ignoreret og fejet ind under gulvtæppet. Han skrev en bog om sine oplevelser, og valgte – meget passende – at kalde den ”Mumieskuffen”.
AB’eren som ikke ville bøje sig eller lade sig knægte af hverken fascismen eller den danske appeasement-politik, landsretssagfører Ernst Anders Lysholdt Petersen, døde i Dalum i 1969.
