Danmarks glemte superstjerne: Brækkede benet 4 gange og røg i tysk fængsel
Selv om det er over et århundrede siden, Carl Skomar’ havde sin aktive storhedstid, så vækker navnet endnu genklang hos danske fodboldfans. Sådan må det gerne fortsætte. De gamle helte må ikke gå i glemmebogen, og Carl Hansen er en af de helt store i dansk fodbolds historie!
Carl Skomar’ Hansen er nok en af de mest populære personligheder nogensinde i dansk idræt. Faderen var skomager og Carl voksede op i små kår. Forældrene var svenske og Carl hed egentlig Hansson. Som så mange andre små knægte omkring 1905-10 spillede han altid med tennisbold op ad murene i gården, hvilket blev fremhævet af ham selv som en årsag til hans blændende sparketeknik – og dermed en slags ”nøgle” til hans succes.
Carl ”Sko” startede i B.1903 på Fælleden i 1909 og fik debut på førsteholdet som 17-årig i 1915. ”Vi var kun en lille fælledklub, men vi holdt sammen. Vi fik mange tæv, men vi holdt ud, indtil vi kunne tæve de store. Der var et glimrende kammeratskab, og vi havde alle den største respekt for holdets anfører, Erhard Jensen”. (Fra et interview med Grimur Gunnarsson i Sportsorientering fra 1961).
Det viste sig at den lille humørbombe Carl Hansen kunne lave mål. Han var lynhurtig og i besiddelse af en helt utrolig evne til at sparke til kuglen. Især var han ualmindeligt dygtig til flugtskud. Han kunne sparke usædvanlig hårdt, med et kort aftræk, og som den fødte angriber var han ikke bange for at fyre løs. Berlingskes Asmus Diemer berettede den 17. april 1916 om den nye forward på B.1903’s lovende, men lidt primitivt spillende hold: ”B.1903’s bedste mand i frontrækken er den lille Carl Hansen. Der er stof i ham til en Poul Nielsen, men hans spil bliver aldrig rigtig effektivt, fordi hans kolleger spiller i en ganske anden toneart end han. For der er det ved B.1903s spil, at det er lutter kraft. Der er intet hovede i det spil. Der er for meget legeme og for lidt ånd. I al god sport er det ikke blot kræfterne, det kommer an på, men også forstanden, der skal dirigere de stærke muskler. ”Den lille skomager” – det er Carl Hansens kælenavn – er en splejs ved siden af sine kammerater, men han når alligevel resultater ved sin opfindsomhed, hvor de andre kører fast trods alle deres kræfter”.
Carl Skomar’ fik en meget løfterig debut på landsholdet i 1918 med to mål mod Sverige. Danmark havde en ny skudstærk og opportunistisk centerforward på vej. I 1920 brød B.1903 de 4 gamle storklubbers monopol på mesterskaber i dansk fodbold, og det var med Skomageren som flittig målscorer, bl.a. sammen med brødrene Vilhelm og Viggo Jørgensen, målmanden Poul Christiansen og ikke mindst Carl Hansens lillebror, Henry, der selvfølgelig altid gik under kælenavnet ”Lillebror”.
Den skotske storklub Glasgow Rangers – dengang et af verdens absolut stærkeste klubhold – så sig glad på Carl ”Sko” i forbindelse med nogle ”englænderkampe” i København i 1921. Den lille kanonskytte takkede ja til et tilbud på 20 pund (10 kilo som han sagde). Og dermed blev han Danmarks første udlands-professionelle, hvis man da ser bort fra August Lindgren der spillede i Viktoria Hamburg i 1913 som (uofficiel) prof.
I Glasgow blev ”The Little Shoemaker” en stor succes: ”Jeg kan huske, jeg lavede to flugtmål i en kamp, og om aftenen stod der en 7-8000 mennesker udenfor, hvor jeg boede, og råbte at jeg skulle tale til dem – men jeg er sgu ikke skuespiller”! Fire (!) brækkede ben blev imidlertid i længden for mange alvorlige skader, så Carl ”Sko” stoppede karrieren i 1925 efter fire år med sportslig succes i en af verdens stærkeste klubber, men altså også med mange særdeles drabelige skader.
Efter hjemkomsten skabte han præcedens da DBU gav ham to års karantæne for at have brudt med amatørismen. En helt igennem unødvendig og urimelig dom som siden overgik alle de hjemvendte professionals, og som var til stor skade for dansk fodbold. Amatørforkæmperne gik, i denne sammenhæng, alt for vidt i en voldsomt overdreven klapjagt på ex-profferne der blev holdt ude, i stedet for at kunne skabe sportslig kvalitet i klubberne og glæde blandt tilskuerne.
Carl Skomar’ stod karantænen ud og spillede et par år for B.1903. Landsholdet kunne dog ikke komme på tale for en ex-prof. Siden blev han en meget benyttet og yderst populær trænerskikkelse i mange forskellige klubber, mest i AB. Han fremhæves meget ofte i datidens kilder som Danmarks bedste træner, men DBU ville ikke bruge ham. Det gamle nag blev virkelig holdt i live. Af unionen – ikke Carl ”Sko”. For han havde et udpræget lyst og venligt sind. Ligeledes fremhæves han mange steder som et elskeligt menneske og en fabelagtig træner, der skabte glæde og lyst til fodbold omkring sig. Skomar’ gik i folk med træsko på. Men DBU ville ham ikke. Han fik dog, allernådigst, lov til at forberede landsholdet til OL i 1952 i Helsinki. Men han måtte ikke bistå under selve de olympiske lege. Dertil mente DBU at hans fortid var for blakket.
I dag ville Carl ”Sko” have været en fremragende angrebs-træner. Selv i en alder af 60 år kunne han stille sig op og hvine flugtskud i kassen. Så godt som nogen topspiller. Han gik meget dårligt og brugte krykker, men kunne stadig ramme den lille runde. Hans filosofi kom til udtryk i hans tilråb. I holdets opspil coachede han typisk: ”Hvem hjælper ham? Hvem vil ha’ den?” Men når spillet nåede op i nærheden af modstandernes straffesparksfelt, lød det: ”Prøv selv! Find på noget selv! Spark på mål!”
Under besættelsen ragede Carl Hansen uklar med værnemagten, og sad nogle måneder i tysk fængsel. Som mange andre dengang, havde nerverne det skidt bagefter. Han skrev en bog om sine oplevelser, ”I tysk fængsel” i 1946, en proces der sandsynligvis havde en terapeutisk effekt. Senere skrev han bogen ”Et liv i fodbold” om sine mange oplevelser i B.1903, på landsholdet og ikke mindst i Glasgow. Foruden de mange indtryk fra en lang trænerkarriere. Mange år efter at han var stoppet som aktiv i Glasgow var han med AB på turné i Skotland. Han blev da genstand for en kolossal hyldest på Hampden Park. De havde ikke glemt ”The Great Little Dane” eller ”The Little Shoemaker”. Så selv om der var gået 40 år siden Carl ”Sko” var aktiv i Skotland blev han genstand for det legendariske ”Hampden-roar”, begejstringsbrølet fra 120000 fodboldgale skotter. Tårerne fik frit løb. Det gjorde de også da Stævnet forærede ham et lille hus med have i Hjortekær, for lang og inspirerende tjeneste. ”Skomageren” sagde at sådan noget med at have lidt jord, det var da lige ham: ”Jeg har plantet ølkapsler derude, så må vi se til foråret om der kommer nogle hof’er”.
