Chok: Han kan erstatte Thomas Frank
Brentford overvejer at lade et meget, meget overraskende navn erstatte Thomas Frank som cheftræner i klubben.
Både Sky Sports og talkSPORT har således nyheden lørdag aften.
Det er den tidligere irske landsholdsspiller Keith Andrews, som er en af kandidaterne, Brentford overvejer på nuværende tidspunkt.
Han har siden sidste sommer været dødboldtræner i Brentford, og derfor kan klubben rekruttere internt, som det også var tilfældet, da Thomas Frank overtog jobbet i 2018.
Hvorfor er det et chok?
44-årige Keith Andrews har aldrig været cheftræner – ikke engang på ungdomsniveau. Det vil være særdeles opsigtsvækkende, hvis det første job bliver i Premier League.
Han har en lang fortid som defensiv midtbanespiller, hvor han blandt andet spillede for Wolverhampton. Her blev han klubbens yngste anfører i mere end 100 år.
Derudover har han også arbejdet som fodboldanalytiker hos den britiske mediegigant Sky Sports.
– Keith vil være interessant, for han har ingen erfaring. Jeg håber, han får jobbet, for som ekspert var han især meget kritisk over for mit irske landshold, siger den tidligere irske landstræner Martin O’Neill til talkSPORT.
– Han langede ud efter brugen af dødbolde, som vi forsøgte at bruge til at vinde kampe. Ironisk nok blev han dødboldtræner i Brentford.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.